Mere lagkage end Luther

Liima, Aarhus Katedralskole

Mere lagkage end Luther

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Lad det være sagt med det samme: Jeg kan ikke umiddelbart helt se, hvad den dansk-finske elektronika/indierock-kvartet Liima laver på festivalen Rethink Reformation, der markerer 500-året for Reformationen, altså Luthers opgør med den katolske kirke, der begyndte med hans 95 teser opslået på døren til Wittenberg Slotskirke for præcis 500 år siden ("Vi skal have noget for de unge", er der nok én blandt arrangørerne, der har sagt). Det tætteste, jeg kan komme er, at gruppen tidligere har reformeret sig selv, idet tre af de fire medlemmer har en fortid i pt. pauseholdende Efterklang, som i 2014 valgte at ændre arbejdsform og stoppe med den sædvanlige cyklus med at indspille album, udgive det og herefter turnere.

Kort efter dannede medlemmerne gruppen Liima sammen med den finske slagtøjsspiller og trommeslager Tatu Rönkkö, og de har siden primært skabt musik under ophold i forskellige byer rundt om i verden, med efterfølgende koncerter i de pågældende byer. Det er dog også blevet til regulære turnéer og ét, meget snart to album, ”ii” og ”1982”, hvoraf sidstnævnte udkommer førstkommende fredag og ikke overraskende viser sig at udgøre størstedelen af sætlisten denne sene eftermiddag i festsalen på Aarhus Katedralskole, der er endnu ældre end Reformationen – faktisk kan den dateres helt tilbage til 1195.

Liima lægger ud med et af de nye numre, ”David Copperfield”, der åbner med et langt, drømmende instrumentalstykke i form af samplet marimba og synth fra Mads Brauer, inden Tatu Rönkkö, bassist Rasmus Stolberg og sanger Casper Clausen – der hidtil alle har stået musestille – falder ind. Clausen har medbragt hele tre mikrofoner, som er forsynet med forskellige effekter – de to regulerer han selv, mens den tredje, med en slags blanding af vocoderlyd og rumklang, synes at være fjernstyret fra mikserpulten. Heldigvis skygger de vokale efterbehandlinger ikke for det faktum, at Clausen synger intenst, stærkt og udtryksfuldt, både i fuldt register og falset.

”Life is Dangerous” er endnu en ny sang, der især bliver båret frem af en finurlig koklokkelyd, melodisk basspil og et iørefaldende synthtema. Den glider direkte over i den ligeledes nye ”2-Hearted”, som byder på AutoTune i acceptable mængder og en Casper Clausen, der tager mikrofonen helt ind i munden og sammen med AutoTune-effekten skaber en fløjteagtig og bizart underholdende lyd. Sangene er ganske groovy trods deres generelt forholdsvis adstadige tempo, og derfor er det lidt ærgerligt, at koncerten er sat op for et siddende publikum.

Så er der trommesolo

”Kirby’s Dream Land” viser gruppen fra en mere afdæmpet side, atter med bassen i en fremtrædende rolle, inden ”Jonathan, I Can’t Tell You” bringer groovet tilbage med heftige trommehvirvler fra den virtuost spillende Tatu Rönkkö og den direkte afslutningsreplik ”I masturbate”. ”513” fra debutalbummet sætter igen tempoet lidt ned, med masser af vokaleffekter, som nærmest skaber en imaginær tåge i lokalet. Den nye ”People Like You” sætter farten op undervejs og slutter med noget så indie-rock-usædvanligt som en vild trommesolo. Den slags var dog også populære i 80’erne, et årti, der har leveret en vis inspiration til det nye album, hvilket også fremgår af titlen. Det er i øvrigt forholdsvis nyt, at Rökkö spiller på et stort trommesæt – sidste gang jeg så dem, i efteråret 2016, brugte han elektroniske trommer.

”Trains in the Dark” fra debutalbummet er koncertens hurtigste og mest dansable sang, og under ”Amerika” fra samme album hopper Casper Clausen ud til publikum, balancerer på stolerækkerne og begynder at synge udvalgte koncertgængere lige op i ansigtet. Det virker stærkt, næsten intimiderende. Jeg skynder mig at gemme min anmelderblok væk – tænk, hvis den kom til at indgå i showet. Titelnummeret fra ”1982” viser en Casper Clausen i en særlig ekspressiv positur, siddende på knæ på scenen syngende linjer som ”My reflection is the blackest black” og ”I’ve been running from the shadows”.

Så meget mørke er der dog ikke i musikken, der er mere udadvendt, fysisk og kropslig end Efterklang (også på det afsluttende ”Black Beach”) og – med enkelte undtagelser – uden disses melankolske drømmerier og til tider nærmest overjordiske skønhed. Det kan man ærgre sig lidt over, men på den anden side er sangskrivningen stadig på et højt niveau, og musikerne virker mere hjemme på en scene end nogensinde. Jeg har set Casper Clausen live mange gange, og det er første gang, jeg har oplevet ham i noget, der minder om et stage dive. Også Rasmus Stolberg er mere i centrum end tidligere med sit melodiske basspil, som binder mange musikalske idéer sammen, ligesom trommesektionen som nævnt er udvidet. Måske er Liima i gang med at reformere sig selv igen? De er i hvert fald stadig særdeles spændende at følge – med eller uden Luther på sidelinjen.

Liima spiller på Bremen Teater i København 3. november og igen i Aarhus til marts.

Sætliste:

David Copperfield

Life is Dangerous

2-Hearted

Kirby’s Dream Land

Jonathan, I Can’t Tell You

513

People Like You

Trains in the Dark

Amerika

1982

Ekstra:

Black Beach

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA