Humor, håb og en tur rundt i følelsesregistret

Annika Aakjær, Musikhuset Aarhus, Lille Sal (turnéstart)

Humor, håb og en tur rundt i følelsesregistret

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Annika Aakjær har for nylig fået sin første tatovering. ”Humor og håb” står der på den, og den sidder på indersiden af hendes venstre underarm, lige før hånden begynder. Når det er interessant at nævne i en anmeldelse, skyldes det, at hun også har skrevet en sang med samme titel, og begge dele skal minde hende om aldrig at glemme humoren og håbet. Det virker tilsyneladende, for Aakjærs turnéstart i Musikhuset fredag aften mangler i hvert fald hverken humor eller håb, bid eller vid – også selvom stemningen undervejs bliver endog ganske alvorlig. Mere om dette senere.

Aakjær er ikke albumaktuel lige for tiden. Hendes tredje, glimrende album, Lykkens gang, udkom i februar 2016, og det næste er ved at tage form. Vi får heldigvis en stribe sange fra det kommende udspil, men Aakjær lægger dog ud med en af sangene fra Lykkens gang, nemlig ”Tæt på”. Et godt eksempel på den elektropoppede, keyboardorienterede stil, hun dyrker på dette album i forhold til de to forgængerens håndspillede singer-songwriter-univers, og lineuppen denne aften er da også tre mand på henholdsvis slagtøj/keyboard/el-bas, keyboard og trommer.

På scenen står også både en akustisk og en elektrisk guitar, som Aakjær af og til tager frem, men meget af tiden nøjes hun med at synge med sin kraftfulde, alsidige og ganske smukke stemme. En vokal, som her i åbningsnummeret ligger i et ret dybt leje, mens hun går op i et noget højere og mere skrøbeligt luftlag på den efterfølgende ballade ”De fik dig aldrig”, hvor hun også finder den akustiske guitar frem. En af aftenens få sange udgivet tidligere end 2016.

Efter endnu et par fine sange fra Lykkens gang forlader bandet scenen – ”de er uddannede, så de skal have pause, det lærer man på kons” – og Aakjær er alene med sin fint fingerspillede akustiske guitar på ”Drømmenes toilet”. En dejlig afveksling fra de mere hårdtpumpede sange, som både er velskrevne og velspillede, men hvor den akustiske lilletromme nogle gange overdøver nuancerne i tekst og vokal. Det skyldes formodentlig akustikken i det ret lille rum og ville nok kræve en plexiglasvæg omkring trommerne for at få det optimale lydbillede – og en sådan er der desværre ikke på scenen.

Det afdæmpede univers fortsætter med den smukke venskabssang ”Skulder ved skulder” med Aakjær og keyboardspiller Tobias Stærbo alene på scenen. Et nummer, Aakjær fortæller, hendes pladeselskab havde foreslået hende at få remixet til en radiosingle, gerne med en rapper som gæst. Det sagde hun heldigvis nej tak til, og man kan da også dårligt forestille sig sangen i andre versioner end som den rørende klaverballade, den er i aften.

Thomas Helmig som Nostradamus

Aftenens første endnu uudgivne sang er ”Dobbelt A”, som Aakjær fortæller nok bliver titelnummeret på hendes kommende album. Sangen er, så meget jeg kan opfatte af teksten, en slags hjemstavnssang om hendes opvækst i Aalborg og selvfølgelig også et ordspil på hendes initialer. En stærk og iørefaldende sang, der lyder som et kommende hit. Fortolkningen af Thomas Helmigs ”Midnat i Europa” i en ”ikke-funky, indie-nederen version” med et finurligt el-guitar-riff er også ganske fin, og teksten har ifølge den Aakjærske humor helt tilbage i 1985 forudsagt både Brexit og ensomheden skabt af sociale medier.

Helmig har også leveret inspiration til en anden ny sang, kærlighedssangen ”To ord”. Sangen er ifølge Aakjær så hurtig, at ”jeg næsten ikke kan følge med”, og hendes ord bliver kort efter nærmest til en selvopfyldende profeti, da hun må standse sangen for at få udskiftet sine in-ear-monitors, der driller. Sangen er umiddelbart fin, men ville måske vinde ved at blive sat en smule ned i tempo, for det er lige før, man bliver forpustet bare af at lytte til den. Men unægtelig en ny stil for Aakjær.

Som det gerne skulle være fremgået, fortæller Aakjær stribevis af særdeles underholdende anekdoter mellem sangene i bedste Niels Hausgaard- og Allan Olsen-stil. En af hendes sidste historier får dog en overraskende trist drejning (spoiler alert!). Aakjær fortæller på stærkt underholdende vis om sin far, der modvilligt tog imod en invitation til premieren på en af de teaterforestillinger, hun har medvirket i – og blev fuldstændig starstruck, da han så alle de fremmødte kendisser. Historien slutter dog med, at faren senere fik amputeret sit ene ben grundet sygdom, og for nylig døde han så. Pludselig er Aakjær ikke så sjov, men hun synger til gengæld en gribende sang til faren, den tragikomisk betitlede ”Gå selv”.

Allersidste sang bliver ovennævnte ”Humor og håb”, igen med Aakjær alene på scenen, denne gang på nænsomt fingerspillet el-guitar. Endnu et stærkt nummer, som vi forhåbentlig får at høre på det kommende album fra denne fremragende sangerinde og sangskriver. Skal man indvende noget, må det – ud over de til tider larmende trommer – være, at koncerten virkede noget kort. I alt 90 minutter, hvilket er almindelig koncertlængde, men på grund af den megen, om end intelligente snak på scenen, nåede Aakjær kun at synge 12 sange af 3-5 minutters varighed, og vi kunne godt have brugt lidt mere. Forhåbentlig drager hun snart på turné igen, og forhåbentlig får hun sit brede gennembrud med sit næste album, som bliver hendes fjerde. Det var også først på album nummer fire, at Marie Key for alvor fik medvind på cykelstien. Der er håb.

 

Sætliste:

Tæt på

De fik dig aldrig

Lykkens gang

Jeg gi’r

Drømmenes toilet

Skulder ved skulder

Dobbelt A

Midnat i Europa

To ord

Gå selv

Ekstra:

Alt hvad jeg vil sige

Humor og håb

 

Lineup:

Annika Aakjær: Sang, akustisk og elektrisk guitar

Adnan Bejtovic: Slagtøj, keyboard, el-bas

Tobias Stærbo: Keyboard, kor

Abas Christian Bathily: Trommer, kor

                                                                                                      


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA