Hvad sker der, når man har talt til ti?

Tina Dickow, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Hvad sker der, når man har talt til ti?

Anmeldt af Anne-Mai Vig Mott | GAFFA

Der er en overhængende fare for, at denne anmeldelse nærmer sig mere end kærlighedserklæring til aftenens hovedperson end en smagsdom over en aften med Tina Dickow solo i Musikhuset.

For som hun sidder der, helt alene, kun flankeret af et par akustiske guitarer, trommer og en banjo, inviterer hun indenfor i sit allerinderste. Et nøgent format, hvor musikken og mennesket Tina Dickow er i fokus. Personligt oplevede jeg både at grine og græde undervejs. For de forskellige skæbner i eksil-aarhusianerens univers leveres med inderlighed, ærlighed og af og til lidt ironisk distance – men man er aldrig i tvivl om, at det her er Tina i den uredigerede version. Der er ikke noget filter. "Det er lige nu og her Aarhus", som hun selv siger, hvorefter ballet åbnes med "Open Wide".

Til kamp mod hitmaskinen

Med et fantastisk bagkatalog, en gennemført musikalitet og lidt Niels Hausgaardsk charme formår Tina Dickow som sit eget one woman band at nå ud til samtlige godt 1600 publikummer. Eller så godt som. For bag mig hører jeg en mandlig publikummer mumle til sin begejstrede kone, at han jo har lidt svært ved at leve sig ind i det der "kvindeunivers". Men han har vist glemt at høre ordentligt efter. For som Tina Dickow selv pointerer som optakt til "Someone You Love" fra soundtracket til filmen En, du elsker, havde hun overraskende nemt ved at finde sin indre knudemand frem. Hendes lyriske univers er ikke kønsløst, men følelserne er universelle. 

Gennem aftenens to sæt får vi både serveret røverhistorier fra livet på landevejen og en god blanding af nye og gamle numre. Vidste du for eksempel, at Tina ikke kan lade være at tænke på Hendes Majestæt Dronning Margrethe, når "Magic" når sit klimaks? Eller at "Break of Day" oprindeligt var en letbenet popsang ala Natalie Imbruglias "Torn", inden den endte i sin skrabede version på 2003-albummet Notes?

Efter ti kommer 11

Selvom udlængsel ofte er et tema, får vi hyldet hjemlandet i "Pigen ud af Aarhus" og "Copenhagen", det ambivalente forhold til tiden på sangskriver-kammeret i London i "The City/London" og "Room With a View" og kærligheden på Island i "True North". Særligt den med Aarhus går rent ind hos en sal fuld af jyder.

Det er i det hele taget et taknemmeligt publikum, der især består af den trofaste fanskare, der, som jeg selv, har haft Tina Dickows musik med sig siden teenageårene og også stiller sig selv spørgsmålet "Hvad sker der, når man har talt til ti?" Det får vi svar på i aften. Så kommer 11. Og 12 og 13. 

Hele Danmarks Tina

Uden at sige et ondt ord om det sædvanlige setup med Dennis Ahlgren, Marianne Lewandowski og gemalen Helgi Jonsson er det noget helt særligt at få Tina på tomandshånd. Næsten da. Man tilgiver hurtigt, at der smutter et akkordskifte og et trommeslag i ny og næ. For det er en gave at opleve musikken i sig selv, som den er skrevet, helt enkel.

Derfor savner jeg næsten et endnu mere skrabet setup med "bare" Tina og en akustisk guitar, selvom de nyere og mere dansable indslag som "Rebel Song" og  "You Wanna Teach Me To Dance" tilfører en god dynamik til sættet.

Alt i alt en fantastisk aften med en af Danmarks favoritter, der slutter med en vellykket version af "An Open Ending" på banjo. Vi var vist flere, der sagtens kunne have taget et par timer mere i selskab med Tina Dickow solo. Heldigvis kan man jo passende tage hul på debuten i bogform, "Tæl til Tina", eller tage et kig indefra med Anders Agger, hvis ikke man er så heldig at have sikret sig en billet til et af stoppene på resten af soloturnéen.

 

Sætliste:

Open Wide

Count to Ten

Sacre Coeur

Everybody Knows

Break of Day

Room with a View

Some Other Day

Magic

Rebel Song

The City/London

Pigen ud af Aarhus

Copenhagen

Saturday Morning Chills

Someone You Love

No Time To Sleep

Alt hvad hun ville var at danse

You Wanna Teach Me To Dance

True North

Spark

An Open Ending


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA