Cancer afkastede både honningdryp og bistik

Cancer, Radar, Aarhus

Cancer afkastede både honningdryp og bistik

Anmeldt af Kathrine Alby | GAFFA

Arkivfoto

Et møde på Rytmisk Musikkonservatorium i København indledte forholdet mellem Nikolaj Manuel Vonsild og Kristian Finne Kristensen, som senere skulle blive til Cancer. Da Vonsild mistede sin far til kræft, rejste der sig en storm i hans sind, som først lod sig tæmme i arbejdet med Kristensen og Cancer. Netop herfra udspringer det terapeutiske univers, de dvælende detaljer, det blide lydbillede, det demonstrative navn. I går spillede duoen op til inderlighed på Radar i et efterårskoldt Aarhus.

En avantgardistisk og saftig fersken

I en messende tone indleder og leverer Peter Petra Skibsted alias Peach opvarmningen. “Did you go out? Did you go out last night? Did you have fun? Did you have fun last night?”, synger han dystert på det salme-klingende nummer “New Arrangement”, mens en sitrende synth varsomt fylder lokalet. Han er alene på scenen og med et androgynt udtryk bliver Peachs ekspressive 80’er-croon en reference til fastlåste kønskategorier, restriktive normer og endeløs ensomhed. I en lind strøm af engelske spoken words, med en herlig dansk accent, bliver vi talt gennem en sværmerisk fantasi om at bide brystvorterne af en kvinde og efterfølgende sy dem fast på egen krop. Peach tager roligt sin kimono af, mens den indspillede stemme beretter: “I always wanted a piercing”. Det er et avantgardistisk eksperimenterende udtryk, der skylles ned med torsdagsøllen, og mens de fremmødte finder sig til rette foran scenen, skruer Peach alvorligt talt op for saften i en højspændt sammensmeltning af en elektronisk, poppet og orientalsk lyd.

Den ydmyge inderlighed

Efter en pause bevæger Cancer sig ud på scenen. De tæller fire mand, og som en kærkommen overraskelse, er det Peach som agerer bassist i kvartetten. I sin karakteristiske positur, som en forlængelse af mikrofonstativet, lægger Vonsild ud med “Errors” akkompagneret af Kristensens drømmende guitartoner. Paradokset er perfekt, da teksten “Nothing ever changes” efterfølges af et fuldstændigt rytmeskifte, og nummeret knækker over i en slæbende basbåret sekvens. Der er en inderlighed over udtrykket, når først Cancer lader scenetæppet falde. En inderlighed, som nødvendigvis må trække på noget introvert og afdæmpet. Alligevel er deres lydbillede så varmt og favnende, at numre som “Honey” og “Esca” mestrer at række ud over scenekanten og krybe ind under huden på dig.

”Honey” præsenteres i en rammefortælling af finurlige spacesounds, mens selve kernen lægger sig som et varmt og tæppe over et i forvejen varmt Radar. Udtrykket er organisk og næsten honningdryppende med vatterede trommekøller, et blidt guitarriff og samspillet mellem Vonsilds lyse vibratovokal og Kristensens dybere og blødere røst. Ligeledes er det komplet forløsende, da nummeret glider over i “Esca”, og hele rummet begynder at svaje med. “Kan vi få lyset over mig dæmpet en lille smule?”, spørger Vonsild godt halvvejs inde i koncerten. “Jeg føler, at jeg står lidt i spotlight.”

En aften i kaotisk vellyd

Aftenens koncert er præget af rumsterende og eksperimenterende mellemspil, som tætpakker lydbilledet og arbejder med forskellige dynamikker på forholdsvis kort tid. Mellem “Same Color as Digital Photography” og “Hot Snake Dead Boy” splittes rummet mellem dem, som forbliver i intensiteten og dem som tabes i pedalboard-leg, vocoder og forskellige rytmer. Alligevel samles alle igen i “Hot Snake Dead Boy”, som blidt luller uroen til ro i en melodiøs nynnen. En times tid fra midnat når aftenen et afsluttende højdepunkt under “Hunting Large Cats from Helicopters”, hvor scenen er badet i et gult lys, mens nummeret langsomt bygges op og kulminerer i Vonsilds intense råbeskrigen over en mekanisk baslyd. Trommerne vibrerer helt ned i gulvet, da Vonsild flakker rundt i cirkler, vekslende mellem forskellige mikrofoner.  

Der leveres både honningdryp og bistik til aftenens koncert. Selvom det emmer af en velklingende kant, bliver det til tider i en lidt kaotisk og introvert, som taber folk til øl i baren eller en cigaret i den kolde efterårsluft. Til trods for nogle smukke torsdagstimer i absolut vellyd er jeg ikke fuldkommen mæt, overvældet, beruset, som jeg ellers tidligere er blevet af Cancers univers. Alligevel er jeg endnu en gang blevet bekræftet i, at Cancer rejser sig vokalmæssigt som noget af det stærkeste i landet, og det risler varmt ned ad ryggen, når Vonsild og Kristensens stemmer leger med lyriske aforismer som “Peel a lemon in the sky, make lemonade from the light” eller “No need to climb a mountain to die on a hill”.

 

Sætliste:

1. Errors

2. Testa Nera Prima

3. Animals

4. Honey

5. Esca

6. Age of Pinballs

7. Same Color as Digital Photography

8. Hot Snake Dead Boy

9. Tak for nu

10. This is Where it Hurts

11. Die One More Time

12. Hunting Large Cats from Helicopters


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA