Aarhus Teater tager ordentligt fat og fanger essensen af L.O.C.

Diverse kunstnere, Momentet, Aarhus Teater, Studio

Aarhus Teater tager ordentligt fat og fanger essensen af L.O.C.

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

L.O.C. har med rette fået mange roser for sine tekster, der tager livtag med de store følelser, drifter og begærsobjekter: Kærlighed, kvinder, sex, alkohol, stoffer, biler, jalousi, selvovervurdering, selvhad, depression, fortsæt selv listen. Når musikken spiller, kan det dog være svært at fange alle detaljerne i de ordrige rapsange, og derfor giver det god mening, at Aarhus Teater har trukket en række af L.O.C.s tekster ud af deres sædvanlige sammenhæng og bygget en musikalsk forestilling op omkring dem. ”Musikalsk forestilling” er Aarhus Teaters eget udtryk, ordet ”teaterkoncert” bruges nemlig til en afveksling ikke. Måske skyldes det, at forestillingen, iscenesat af Sargun Oshana, bliver spillet på den lille Studio-scene med en ganske sparsom scenografi, måske at der det meste af tiden kun er en enkelt musiker i aktion, men der bliver dog både rappet og sunget ganske meget i forestillingen – og talt.

På Studio-scenen sidder publikum i to rækker rundt om de fire skuespillere, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Marie Marschner og Simon Mathew samt musiker Johannes Eberl Smed (som primært betjener tangenter og elektronik), der alle spiller på gulvet, ganske tæt på publikum. Smed indleder forestillingen ved at stryge en violinbue hen over et vinglas som for at understrege stemningen af druk og natteliv, og i kulissen synges der i kor: ”Hvem er ham der – stodderen der vælter rundt? Det sku' vel aldrig være – få mit navn ud af din mund. Så kommer de fire skuespillere langsomt ind i rummet. De ligner alle nogle fra en fest, der har været i gang lidt for længe, måske siden 80’erne, klædt som de er i hættetrøjer og farvestrålende gamachebukser med tennissokker trukket udenpå. Trætte, hærgede og en smule underklasseagtige fremstår de.

En af de første tekster i forestillingen er L.O.C’s store hit ”Undskyld”, som her fortrinsvis er lagt i munden på Marie Marschner, der fremsiger den meget maskulint prægede tekst ganske langsomt, og jeg når lige at tænke, at hun godt må sætte farten lidt op. Efterhånden forvandler nummeret sig dog til flerstemmig korsang a la kirkekor, og begge måder at angribe sangen på sætter den i et helt nyt lys og sætter ekstra fokus på teksten. Det samme gælder "Anneliese Michel", som vi får som talesang tilsat banjo og countryundertoner, mens et andet hit, stofafhængighedssangen ”Frøken Escobar”, bliver fremført i et dansktoplignende arrangement. Skuespillerne kommer flere gange helt tæt på publikum og rapper og synger udvalgte teatergæster lige ind i ansigtet, og det virker selvsagt stærkt.

"Du gør mig hel" bliver sunget ømt i falset – ja, sunget, også i versene, med tilhørende nyt arrangement – af Simon Mathew, der understreger, at nummeret jo er en indfølt kærlighedssang. Også selvom dæmonerne stadig lurer i kulissen på eksempelvis linjen "du hjælper mer' end min psykiater".

Revyvise med påspændingsdildo

"Drik din hjerne ud" bliver til gengæld leveret som hårdtpumpet house-rap komplet med stroboskoplys og breakdance, mens Johannes Eberl Smed træder i karakter som forestillingens bedste rapper i flere numre, blandt andet i den hedonistiske "Marquis". I "Helt min egen" optræder Marie Marscher udfarende med påspændingsdildo (eller i hvert fald et langt rør påsat skridtet), som Kjartan Hansen og Simon Mathew kæler for. Hun har ligeledes den vokale hovedrolle i sangen, der dermed præsenterer kvinden i en noget mere aktiv position, end hun plejer at indtage i L.O.C.s sange, og nummeret er omarrangeret, så det lyder som en revyvise.

Mere kvindelig råstyrke møder vi i "Langt ude", hvor Nanna Bøttcher er iført en dragt med enorme hængepatter, hvilket får latteren frem hos publikum – måske også mere, end teksten om jalousi og had lægger op til. Alvoren indfinder sig til gengæld, da Kjartan Hansen liggende halvnøgen på gulvet synger "Hvorfor vil du ik'?" a cappella med mindst lige så meget smerte, som L.O.C.s originalversion besidder.

Kærlighedssangen "Paradis brænder" bliver forestillingens sidste nummer, hvor de fire skuespillere danser rundt med lysende neonrør og til sidst mødes i en slags gruppekram, og så har vi været godt omkring i L.O.C.'s univers på knap halvanden time. Med spartansk, men stemningsfuld scenografi, solide skuespil-, sang og rap-præstationer, stemningsfuld musik og Ronnie Flyvbjerg Olsens glimrende, fantasifulde nyarrangementer af sangene – der ofte udbygger det melodiske – har Aarhus Teater kastet nyt lys over L.O.C's ofte mørke univers. Og det på en måde, som både ophavsmanden selv og alle vi andre kan være godt tilfredse med. Et stort udstyrsstykke er det ikke, men kernen i L.O.C. er med hele vejen. En lille, stor musikforestilling.

Spiller til og med 2. december. Se mere info og fuld creditliste på Aarhus Teaters hjemmeside

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA