Maskinen fik én på sinkadusen

Velvet Volume, Kulturmaskinen, Odense

Maskinen fik én på sinkadusen

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Arkivfoto

“Der er mange, der har har fået tinnitus i aften” diskuterer et ungt par på vej videre fra en rockkoncert med stort R. Det er bemærkelsesværdigt, at de tre søskende på rekordtid har formået at tiltrække danske rockfans. Der er ganske enkelt ikke særlig mange bands, som dyrker en helt gedigen og old school tilgang til rockmusik. Velvet Volume er et af de få, som tør saste hårdere på musikken og mindre på melodierne og sangen. Et af de få projekter som Jacob Dinesen, der er meget ungt med en væsentligt ældre fanskare.

Fra min to meters højde kunne jeg snildt spotte den første snes halv- og fuldmåner med brillestel raslende oppe foran Kulturmaskinens lave og nærværende scene. For publikum var lyden fortrinlig, nærmest fra koncertens første brag på trommesættet til det sidste skrig fra leadguitarens forstærker. De tre kvinder havde dog et par rettelser og anmodninger til deres lydmand “Jesper”. Ellers sædvanligt klædt i White Stripes’ røde, hvide og sorte nuancer var Velvet Volume professionelt anlagt, og i både fremtoning og spillestil fornemmede man tre musikere, der stadig gør et ihærdigt forsøg på at være med i den store liga. I aften Odense, i morgen Europa og i næste uge resten af verden.

Det er nemt at blive nysgerrig på søstrenes indbyrdes forhold og identitetsmæssige plads i familien. Især når man ser guitarist Noa Lachmi give den som bandets løsslupne Angus Young, der først for alvor lever i musikken ved siden af den nydelige bassist Naomi Lachmi, som kækt lægger hovedet til siden og smiller ad publikum. Begge synger de, som man forventer, at de synger, hhv. vrængende punket og mere formfuldendt skønsang. Eftersom Velvet Volume arbejder langt mere i riffs og i live-sammenhæng tekniske udfoldelser og langt mindre i melodisk poprock, så strækker vokalen sig ikke til meget mere end små maniske udbrud, der trænger ud af rockmaskinen. Det betød, at Noa virkede denne aften langt mere som bandets forsanger i kraft af en mere traditionelt rocket charme og et ansigt fortrukket i medfølende forvrænget mimik.

Pikrock med store nosser

Det var selvsagt bedst, når de tre rockmusikere viste deres evner frem på den hikkende “Pretty In Black”, hvor sangen spiller en lidt større rolle end ellers. Et sted mellem den og den efterfølgende C’mon” blev sættet spændende og blues-agtigt på en måde, der så ud til at udfordre bandet. Det lød selvfølgelig både fedt og svært at spille, men vigtigst af alt sætter det en fed streg under bandets vilje til at strække sig for at lave seriøs rockmusik frem for alt.

En koncert med Velvet Volume er ikke en decideret rock-tantrisk forløsning af dimensioner. Til det var der hverken tid til forspil eller biden i øret. “I Think I Need You” er på mange måder en forkert sang at slutte af på, fordi den bare ikke sætter anker i det, Noa, Naomi og Nataja formår at sætte i søen på en times tid. Inden koncerten kommer så langt, har band og publikum rullet rundt i den fortrinlige koklokke på b-siden “Shame” og vilde soli-udbrud mellem riff og vokal på “Fire”.

Aftenens koncert falder under den klassiske kritik om stil og teknik uden den store substans og uforglemmelighed. Man kan dog ikke tage fra Velvet Volume, at de lever i en stolt Disneyland After Dark-tradition for at lave rockmusik, der ikke behøver at være tungsindig og tilnærmelsesvis prætentiøs, og ligesom førnævnte kopunkere fortjener Velvet Volume en lang karriere med svinkeærinder, wigwam-turneer, op- og nedture og chancen for at udnytte hele rockmusikkens manege.     

Opvarmning: Rebecca Lou *****

Det siger alt om, hvor fantastiske Velvet Volume er, når de vælger at have en erfaren og talentfuld sanger, rockmusiker og sangskriver som tidligere Stella Blackrose-frontkvinde Rebecca Lou med som opvarmning. Rent ud sagt var Lous koncert væsentligt bedre end hovednavnet. Udover at hun spændte lidt bredere med sin vokal, var der en massiv rejse til stede i det korte sæt. I sin energiske start var der en eftersmag Dead Kennedys, og til sidst blev støjen mere afrundet og tog form som noget hidsigt The Cure. Hele bandet havde en betagende indleven med udsøgt korsang fra bassisten til leadguitaristens flåen i strengene som en afmagtsonani, indtil kroppen sank sammen foran forstærkeren. Der var en umådelig gejst foran et meget tøvende og tilbageblæst publikum.   

Sætliste:

  1. Intro
  2. Honey
  3. Drunkenly Haze
  4. Runnin’ Wild
  5. We Just Wanna Get Along
  6. Pretty In Black
  7. C’mon
  8. Fire
  9. Look Look Look!
  10. Hurtful
  11. Shame
  12. Heroes and Lovers
  13. Leap Into Heaven
  14. I Think I Need You

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA