ANMELDELSE: Drøm eller mareridt med egen logik – eller mangel på samme

The Residents, Bremen Teater, København

ANMELDELSE: Drøm eller mareridt med egen logik – eller mangel på samme

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Den amerikanske kultgruppe The Residents har gæstet Danmark relativt hyppigt i de senere år, som en trio, og denne aften på Bremen Teater i København var de så tilbage i deres gamle form som kvartet, angiveligt med de oprindelige medlemmer. Det kan jo så siges at være lidt af et vidt begreb med et projekt, der i mere end fyrre år har gjort en dyd ud af aldrig rigtig at fortælle, hvem der egentlig er The Residents (rygter har naturligvis sviret gennem tiderne, og således har både medlemmer fra Devo og Primus været mistænkt for at være inden i Residents). Naturligvis optrådte gruppen også denne gang maskerede; forsanger Randy i ko-kostume med maske, de tre resterende, trommer, guitar og synthesizere, med hvide bowlerhatte og næbmasker, visuelt et sted mellem pingvin og Twin Peaks.

Udover det musikalske setup var scenen udstyret med en art skulptur med rundt hoved, hvorpå der et par gange undervejs blev afspillet videoer med drømmesekvenser, eller rettere med spoken word-agtige genfortællinger af drømme, alt sammen naturligvis ude på det fiktive overdrev, man netop forventer fra The Residents – således bød en af drømmene på Richard Nixon som bluessanger. Nogen stor af slagsen var han næppe, det fremgik, men dog til syvende og sidst nok alligevel bedre end som amerikansk præsident.

Knap så megen snak
Hvor de seneste koncerter med The Residents på dansk jord har budt på flere videosekvenser og elementer i retning af spoken word, så var aftenens forestilling i højere grad fokuseret omkring musikken, mere koncert i traditionel forstand, om man vil – og om traditionel forstand er ord, man føler sig til rette med at tage i brug om The Residents. Der var heller ingen snak band og publikum imellem – gruppen leverede det ene nummer efter det andet uden præsentation, tak eller andet af den slags – old school Residents, så at sige.

Musikalsk var der dog tale om flere nyere ting, en del af det bl.a. med afsæt i seneste albumudspil, Ghost of Hope, med sange om historiske togulykker, cowboys og vesten (et ko-kostume forpligter angiveligt), men filtreret gennem mareridtseancer og feberdrømme, ikke sjældent med også lange instrumentale forløb, hvor især synthesizere og guitar vævede stemningsbilleder. Interessant var det måske for gamle kendere af gruppen at konstatere, at Residents denne gang i flere passager trak i retning af progrock med pletvis smag af engelske halvfjerdsernavne som King Crimson, Pink Floyd og Mike Oldfield i disses mørkere stunder, med mere fokus på monumentale guitar-temaer og spøgelsesagtige synthesizer-melodier, og vel egentlig ikke med helt så meget af den meget dissonante og skæve melodi- og harmoniforståelse, man normalt forbinder gruppen med. Og hvad skal man så mene om det?

Personligt savnede jeg måske på den ene side de demonstrativt dissonante dyder med deres smag af sindsforvirret gotisk cirkus, men samtidig var jeg, på den anden side, egentlig også godt tilfreds med at høre et lidt andet fokus fra The Residents, måske ikke mindst set i lyset af at gruppen, som nævnt, har gæstet landet nogle gange i de senere år. De instrumentale former brillerede måske tilmed lidt ekstra denne aften, for selvom lyden på Bremen var ganske fin, så var Randys vokal ofte så effektbehandlet, at det reelt var meget svært at høre tekster – og på flere numre var der tilmed passager, der vokalt mest bestod af hyl og skrig. Det lød såmænd fint, men samtidig er The Residents jo en gruppe, som også fra tid til anden rent faktisk leverer netop et interessant tekstunivers, hvilket nok ikke helt kom til sin ret ved denne koncert.

James, Elvis og Hank
På samme måde som f. eks. slovenske Laibach – ligeledes i udgangspunktet et kunstnerkollektiv – er The Residents berømte og berygtede for ofte grotesk fantasifulde coverversioner, og aftenens koncert bød på nogle stykker af dem i form af (meget fri) fortolkninger af ikoniske navne fra den amerikanske musikhistorie såsom James Brown, Elvis Presley og Hank Williams, numre fra gruppens bagkatalog, som ikke overraskende høstede ekstra klapsalver, men som også konceptuelt passede helt fint ind i koncertens generelle præsentation af et dekonstrueret Amerika, Amerika som drømmebillede eller måske ligefrem mareridt.

"It's A Man's World" blev fornemt eksekveret og var måske koncertens højdepunkt rent musikalsk. Samtidig virkede nummeret og den forskruede fortolkning hyperaktuel i en tid, hvor chauvinisme og sexisme i dén grad er oppe i medierne i kølvandet på me too-bølgen. "Teddy Bear" fremkaldte indre billeder af en stærkt falleret – og zombieficeret – Elvis, mens "Six More Miles" fremstod ekstra tung og gotisk end studieudgaven; dødscountry i slow-motion.

Jeg ender med at vippe i retning af fem stjerner. Ganske vist lød The Residents i det store hele, som de plejer, og så alligevel, for kendere var der lidt nye nuancer, som nævnt. Men samtidig er det også værd at slå fast, at der er til gengæld ikke så mange andre, der lyder som The Residents, og selvom gruppen gennem årene har inspireret andre navne, så forbliver det amerikanske kultband fortsat en egen enklave, en drøm eller et mareridt med egen logik eller mangel på samme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA