Metal og sammenhold

Diverse kunstnere, Aalborg Metal Festival, Studenterhuset

Metal og sammenhold

Anmeldt af Cecilie Laura Mikkelsen | GAFFA

Det første mine øjne ser, da jeg ankommer til Aalborg Metal Festival (herefter AMF) er en god gammeldags hotdogbod. En masse langhårede mænd og kvinder iklædt sorte tøj og et par sølvskinnende kæder hængende i buksekanten står og nyder en god fadbamse og den velkendte cigaret ved indgangen. Der er ingen tvivl om, at man er landet blandt metalfestivalgængere. Det langhårede heavy-rockende folkefærd har trodset hverdagens pligter og er mødt velvilligt op på en torsdag. Musikken er godt i gang, og humøret er højt. Festivalgængerne er ikke kun kommet for musikkens skyld, det er også i høj grad for fællesskabet omkring metalgenren. Sammenholdet til AMF er helt specielt, så er man til headbanging og metal, er dette en festival, du ikke må gå glip af.

Invocator leverer varen ***** (se fotogalleri)

Der er ingen tvivl om, at forventningerne til torsdagens thrash-hovednavn, Invocator, er høje. De fire garvede herrer Jacob Hansen, Flemming C. Lund, Jakob Gundal og Jesper Kvist bliver taget imod med kyshånd. Allerede et nummer inde i koncerten udbryder en opstemt herre ved siden af mig: ”Det lyder eddermame også godt”. Det er et sultent publikum, som er særdeles tilfreds med koncerten. Studenterhuset leverer også en lyd, som kan rumme Invocator.

Frontmanden Jacob Hansen kan fejre sin 47 års fødselsdag samme dag på Studenterhuset, og det er der nogle fra publikum, som har regnet ud, da de mellem sangene bryder ud i fødselsdagssang. Der er nemlig sat et lille fødselsdagsflag på Hansens mikrofonstativ. Temperaturen og fugtigheden i salen er høj, og koncerten bliver akkompagneret af et hav af djævlehorn efterfulgt af mandebrøl. De fire erfarne musikere virker til at føle sig hjemme på scenen, og det er en rutineret optræden. Dog kan man godt få følelsen af, at det er endnu en dag på jobbet. Det er fire herrer, som ved, hvad de gør, men til tider var deres optræden en kende for rutinepræget. Alt i alt er koncerten dog en fryd for ørerne, og der er en fantastisk stemning mellem band og publikum.

En tung og mørk fredag

Fredagens bonus er karaoke. Som aftenen skrider frem, er den velkendte karaoke blevet sat i gang. Mellem koncerterne bliver der tændt op i anlægget inde i baren. Hvis koncerten ikke er nok, kan gode som dårlige få en chance til at skråle med på klassikere som ”Killing in the Name, ”Bohemian Rhapsody, ”Poison”, og hvad nu ellers listen kan byde på. Folk skråler med og har optursøjeblikke. Det er den bedste fællessang, man kan komme i nærheden af.

Solbrud *** (se fotogalleri)

De københavnske drenge, som dannede Solbrud i 2009, er et atmosfærisk black metal-band bestående af Ole Luk, Adrian Utzon Dietz, Tobias Hjorth og Troels Hjorth. Scenen bliver indtaget med vind i håret og med et kæmpe Aalborg-banner i baggrunden. Ole Luk skriger sine danske tekster om længsel og død, og man får virkelig fornemmelsen af ondskab og ulykke. Bandet leverer en energisk koncert med et flot lysshow, som understreger rejsen gennem mulm og dystopi. Solbrud er et band, som ikke holder sig tilbage og giver sig 100 procent på scenen. Trods det høje energiniveau er der desværre mandefald blandt publikum. Det hele bliver i længden lidt ens, og den instrumentale dele af musikken kommer til at fremstå som larm. Jeg oplever desværre en del gabende gæster, som ikke virker helt overbevist. Solbrud prøver, men de kommer ikke helt i mål.

Myrkur *** (se fotogalleri)

Den danske sangerinde og sangskriver Amalie Bruun indtager scenen med et brag. Hun er en lille kvinde med en stor stemme, som man ikke kan lade være med at holde af. Salen er fyldt op, og forventningerne er høje til Myrkur. Vi har med en professionel artist at gøre, som er dedikeret til sin musik. Hun er all-over-the-place og har en god connection med publikum. Hun er en kunstner, som udnytter og føler sig hjemme på scenen, og dette ses ved hendes smil kombineret med fnis mellem sangene. Hendes udtryk, en blanding af black metal og nordisk folkemusik, bliver gennemført med maner, og hendes udstråling på scenen viser overskud. Hun overtrumfer via sit todelte mikrofonstativ med sin hæsblæsende stemme. Vi har med en kvinde at gøre, som har styr på sin vokal. Ud over sit specialfremstillede mikrofonstativ har hun medbragt en ventilator, som næsten blæser hende omkuld. En gang imellem bryder hun ud i mere aggressiv sang, hvilket dog ikke sker ofte nok, og udtrykket ender med at blive lidt langtrukken melankoli. Hun når ikke at peake, og dette reflekteres hos publikum. Efter fire numre begynder publikum at fordufte, og man har følelsen af, at man har hørt det, man skulle høre. Optræden bliver en smule teatralsk, og man bliver træt i benene af at stå op. Måske ville stemningen have været bedre, hvis man sad ned og nød koncerten. Det hele bliver lidt for fortællerpræget. Man skal helst have barberet hårene under armene og have hår på brystet for at høre Myrkur. Enten holder man af Myrkur, eller så gør man ikke.

Dark Funeral *** (se fotogalleri)

Hovednavnet fredag er det svenske black metal-band Dark Funeral. Fem herrer træder ind på scenen iført Kiss-lignende krigsmaling og rustninger for alle pengene. Det er ægte svensk black metal med tekster i satanismens tegn. Med deres krigsmaling og kæmpe banner med omvendt kors i baggrunden har de formået at få pisket en dunkel og aggressiv stemning op. Allerede under første nummer er der startet en mosh pit i midten af salen, og gruppens frontmand Heljarmad ligner én, som er blodtørstig efter den. Selvom en mosh pit kan være voldsom, og mange har en promille, der har passeret de 1.0, har metalfolket det overskud at passe på hinanden. Det er præcis det fede ved at være til en metalfestival. Alle hjælper hinanden, og man har den samme passion for musik. Dette er dog ikke en koncert, hvor jeg bliver blæst omkuld. Imidlertid er jeg underholdt, og håndværket er i orden. Har man ikke set Dark Funeral før, kan man sagtens tage ind og høre dem.                

Lørdag:

Den sidste dag er i gang, og man kan mærke, at festivalgængerne er en smule trætte efter to dages druk og headbanging. Lørdagen har store navne på programmet, og det føles som om, at Studenterhuset er mere fyldt i forhold til de forgående dage. Humøret er dog stadig højt, og folket er klar til mere metal.

Baest **** (se fotogalleri)

Dette er en håndfuld drenge, som går all in! Old-school dødsmetal-inspireret band, som går lige ind i hjertet på en. Deres optræden er i femte gear, og jeg er fascineret af deres energi. Er man nede på energi på tredjedagen, får Baest lige vendt op og ned på det. De er all-over-the-place, og det er en kanonfed koncert med smæk på. Har man ikke oplevet Baest live før, er det bare med at undersøge, hvor de spiller næste gang.

Artillery ***** (se fotogalleri)

Det velkendte 80’er thrash metal-band leverer, som man kan forvente. Tight og fuld af kraft. Artillery er en essentiel næring til dagens program. Man går aldrig galt i byen med bandet, publikum elsker dem, og de elsker publikum.

Hatesphere ***** (se fotogalleri)

Dagens sidste danske band er Hatesphere. Det er festivalens mest gennemførte koncert. Jeg må indrømme, at gruppen er nogle rutinerede sataner. Spille, det kan de. Deres kontakt med publikum er speciel, og frontmanden Esben ¨Esse¨ Hansen formår virkelig at få pisket en ægte metalstemning op i salen. Med sin vilde mimik og voldsomme kropssprog får han lagt op til en kæmpe mosh pit, og en cocktail bestående af sved, øl og skrål bliver mikset sammen. Det hele går op i en større helhed. Dynamikken i bandet er enestående, og de udstråler overskud. Man er ikke i tvivl om, at de elsker deres job. Blandt publikum bliver håret virkelig svinget med til de hårde riffs. Ved vejs ende kommer frontmanden fra Baest (Simon Olsen) og joiner Esben. Her skråler de sammen, og festen stiger til et niveau, jeg endnu ikke troede fandtes. Jeg har ikke andet end at sige, det var åndssvagt godt!

Destruction *** (se fotogalleri)

Så bliver det Destructions tur til at underholde mædel-folket. Det klassiske tyske old-school thrash metal-band minder lidt om et wannabe Slayer-band. Der er harmoni mellem de tre bandmedlemmer. Man kan både høre og se, at de tydeligvis kender hinanden. De gør det godt i forhold til, at de kun er tre. Det er ved at være sidst på aftenen, og det er tydeligt at mærke, at folket er ved at være trætte. Der kommer lidt for lange guitarsoloer, og der er et mindre mandefald under koncerten. Alt i alt er det dog en tilfredsstillende koncertoplevelse.

I Am Morbid **** (se fotogalleri)

Festivalens hovednavn er I Am Morbid, som også kun består af tre bandmedlemmer. Det tre musikere er godt sammenspillede og har styr på deres shit. Morbid Angel skulle oprindeligt have spillet, men på grund af problemer med pas, blev det til erstatningen I Am Morbid med den tidligere Morbid Angel-sanger David Vincent i front og en sætliste bestående af ældre Morbid Angel-numre. Jeg synes, at det er ærgerligt, at de spiller så sent. En del festivalgæster er taget hjem, da trætheden har vundet over tiden. Det er ellers et band fuldt med tunge nedgange og godt humør. Kemien er gennemtrængende på scenen, og gruppen lever op til forventningerne. Det er en dyb stemme med masser af kraft i, som får lov til at afslutte en velgennemført festival i metallets navn.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA