Antiklimaks superstar

Marilyn Manson, Kulturværftet, Helsingør

Antiklimaks superstar

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det er efterhånden mere end 20 år siden, i dag 48-årige Brian Warner – alias Marilyn Manson – hev Nietszche og LaVey ind i mainstreamen med sit mørke mesterstykke "Antichrist Superstar" og den efterfølgende, kontroversielle "Dead to the World"-turné.

Dengang virkede det ikke særlig sandsynligt, at vi skulle komme til at opleve en knap 50-årig Manson gøre kunstnerisk comeback tyve år senere. Men det er ikke desto mindre, hvad der er sket med de sidste par skiver fra den begavede provokatør Manson – og i aften besøger han så minsandten Helsingør som tredje stop på sin aktuelle Europaturné.

I kølvandet på albummet "Heaven Upside Down" – og få uger efter et dramatisk uheld på scenen i New York, hvor en del af scenografien styrtede sammen og kostede Manson en brækket ankel.

Han kunne have valgt at aflyse turnéen og restituere hjemme i Los Angeles – i stedet har han valgt at gennemføre turnéen, entrer scenen i en trone-lignende kørestol og formår i det hele taget at inkorporere sin uheldige fysiske situation i showets visuelle helhed.

Det er i sig selv en hel del ære og respekt værd – men forhindrer desværre ikke aftenens show i at blive en noget ujævn omgang på blot 80 minutter. Med flere afbrydelser og en hovedperson, som til sidst kyler mikrofonen hårdt i gulvet og forlader scenen for ikke at vende tilbage. Folk – ikke mindst dem, som har luret på sætlisterne fra de foregående shows – kigger rådvildt på hinanden. Var det virkelig det?

Hæsblæsende hitparade

Ja, det var det – uden den flotte finale med "Coma White", som ellers har fungeret som afslutningsnummer ved de foregående koncerter. Ganske som det var tilfældet ved koncerten i Vega i forsommeren 2015 – en kraftpræstation, vi desværre ikke kommer op på siden af i den store, gamle værftshal denne aften i Nordsjælland.

Der lægges ellers lovende ud lidt over ni, efter vi har overstået en håbløs opvarmnings-seance med den britiske dj Amazonica og obligatorisk ventetid herefter. "Revelation #12" åbner festen, som det første af aftenens fire sange fra det nye album – og herudover er der ellers dømt hæsblæsende hitparade med mestendels forudsigelige udpluk fra hovedværkerne.

En fornuftig disposition, skal det straks tilføjes – for det er langtfra hele Mansons bagkatalog, som er på højde med de fire hovedværker "Antichrist Superstar", "Mechanical Animals", "Holy Wood" og "The Golden Age of Grotesque". Vi får "This is the New Shit" fra sidstnævnte. "The Dope Show", selvfølgelig – og også det personlige Eurythmics-cover "Sweet Dreams" og et højdepunkt i form af "Tourniquet".

Og vi får naturligvis "The Beautiful People" – den hårdtslående hymne, som formåede at bringe Nietzscheansk tankegods ind i halvfemsernes mainstream. Og som på sin vis fremstår ganske aktuel, med sin påpegning af at ”capitalism has made its way – old fashioned fascism will take it away” i en verden, hvor enhver er sig selv nærmest og ”it’s all relative to the size of your steeple.”

Kirketårnet som fallossymbol – en meget Mansonsk metafor. For Manson er paradoksernes mand – og selv på en ujævn aften fremstår han stadig som en af rockens mest fascinerende og begavede skikkelser.

Bizart og brutalt

Det har aldrig handlet om provokation for provokationens egen skyld, og der er en usædvanlig intelligens og kunsterisk vision på spil inde bag den groteske makeup, de lange læderfrakker og gummi-corsagen indenunder. Den bizarre og brutale ikonografi er et spejl, mine damer og herrer – sådan som kunst i øvrigt altid er det, uanset om den er sig det bevidst eller ej.

Det er ellers lige før, vi ikke får det gamle hit. For da det indledende riff ikke fremkalder den ønskede genhørsglæde hos det noget tamme publikum, snerrer Manson: ”Well, vi kan da også bare skride, hvis I ikke vil høre den!” Hvad han så også gør ikke længe efter – efter "Beautiful People" og en god overraskelse i skikkelse af "The Crucifiction in Space". Og så er det slut – lettere abrupt og efter blot en time og tyve minutter. Manson has left the building, og godt nok lige lovlig tidligt.

Men leverede nu alligevel brændbare stunder nok i aften til at understrege sin status som en af de sidste, rigtige rockstjerner. Af den støbning, hvor der faktisk synes at være noget på spil. Hvor det betyder noget, hvor det er mere end bare et produkt. Og det er i sig selv værd at skrive hjem om – også fra Helsingør i aften.

Sætliste

Revelation #12

This Is the New Shit

Disposable Teens

mOBSCENE

Kill4Me

Deep Six

The Dope Show

Sweet Dreams (Are Made of This) (Eurythmics cover)

Tourniquet

We Know Where You Fucking Live

Say10

Ekstra:

The Beautiful People

Cruci-Fiction in Space

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA