Alt andet end håbløst – Anohni fremmanede skønhed og smerte i rørende forening

Anohni med Aarhus Symfoniorkester og Clemens Concert Choir, Musikhuset, Aarhus

Alt andet end håbløst – Anohni fremmanede skønhed og smerte i rørende forening

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Anohni har som resident artist i Aarhus i anledning af byens status af kulturhovedstad her i 2017 taget del i flere projekter. I aften er det imidlertid musikken, det drejer sig om, hvor hun i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester og Concert Clemens Choir fremfører en perlerække af sange fra både anmelderroste Hopelessness og Antony and the Johnsons-bagkataloget. Der er også indspillet flere numre i den forgangne uge – både nye sange og genindspilninger af i forvejen kendte numre.

De nye indspilninger skulle også finde vej til en udgivelse på et tidspunkt, og lad os håbe, det bliver snart, for som forventet blev det en stor aften i selskab med Anohni, Aarhus Symfoniorkester og Concert Clemens Choir, der gav det indre følelsesliv en solid tur gennem vridemaskinen, sådan som stor og vigtig kunst nu engang formår det.

Koncertens første nummer er en blændende smuk, klaverbåren version af Anohni og J. Ralphs Oscar-nominerede sang til Louie Psihoyos’ dokumentarfilm Racing Extinction. ”my children are dying now, inside me”, synger Anohni inderligt med en stemme så stor som det symfoniorkester, der sidder klar til at flankere hende.

Hvert ord, hver tone og hver lyd står krystalklart frem i Store Sals imponerende akustik, og efter Concert Clemens Choirs fremførelse af en indledning til 4 Degrees, der i aften har fået titlen I Want To Burn Them, eksploderer orkestret i en stor organisk version af det ellers elektroniske nummer, hvor studieversionen overgås af hektiske strygere og buldrende trommer. Der er mange stunder her i aften, hvor desperationen over klodens sørgelige forfatning får frit løb, og det er svært at sidde upåvirket under numre som dette, Another World og Marrow.

Hjerteskærende Cripple and the Starfish er lige så gåsehudsfremkaldende som altid, når Anohnis overjordiske vokal med smertelig sødme synger: ”I am very happy, so please hit me, I am very very happy, so come on and hurt me, I’ll grow back like a starfish.” Med det store orkester underspillet og diskret prikkende til Cut the World, nænsomt og overvældende under ordene: ”My skin is a surface to push to extremes.”

Majestætisk

Den fornemme indsats fra både kor og orkester udvider yndefuldt Anohnis univers, og Leonard Cohens The Guests glider ubesværet ind i seancen, selvom det måske egentlig havde været at foretrække med en af Anohnis egne sange i stedet. Så giver afslutningen med Lou Reeds Candy Says, som Anohni og Reed har fremført sammen et utal af gange, trods alt mere mening. Ikke at The Guests var dårlig. Tværtimod, men en Kiss My Face, Epilepsy Is Dancing eller She Doesen’t Mourn Her Loss havde nu været at foretrække.

Mellemøstligt klingende Swanlights stråler om kap med pailletterne på Anohnis bluse, og når orkestret for alvor folder sid ud under Hopelessness (”how did I become a virus?”) og Drone Bomb Me, melder en forræderisk bæven sig i underlæben.

En majestætisk Volcano of Snow – komplet med vidunderligt akavede og utilpassede armbevægelser samt scenen og dens optrædende badet i rødt lys – tager pusten fra os, før Anohni oprigtigt takker for at have været en del af kulturhovedstadens arbejde i år, og en rørende Candy Says lukker seancen. Det var den sidste sang, Lou Reed spillede live – til en koncert med Antony and the Johnsons i Paris i 2013. Lou Reed er savnet – også af Anohni, der er tydeligt rørt ved mindet om sin afdøde mentor. Han må sidde deroppe et sted og være overordentligt tilfreds med den behandling, hans sang får i aften.

Med ordene ”Have a nice year, enjoy your lives, grab them by the throats and try to enjoy it as much as you can”, sender Anohni os ud i den aarhusianske novemberaften med en tåre i øjenkrogen og visheden om at have oplevet en af de der uafrystelige koncerter, der kommer til at blive siddende i kroppen flere dage efter.

 

Sætliste:

Manta Ray
Enemy Of The Earth / Thank You
I Want To Burn Them
4 Degrees
Cripple And The Starfish
Another World
Cut The World
The Guests (Leonard Cohen-cover)
Crisis
Marrow
Swanlights
Hopelessness
Drone Bomb Me
Volcano of Snow
Candy Says (Lou Reed-cover)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA