Amerikanerne overgik svenskerne

Five Finger Death Punch og In Flames, Royal Arena, København

Amerikanerne overgik svenskerne

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Five Finger Death Punch i flot opvisning *****

Der var ingen tvivl. Five Finger Death Punch fra LA i USA var aftenens stjerner, og selv om de var sidst i sættet i parløbet i Royal Arena med In Flames (og Of Mice & Men som support) så begynder vi med stjernerne – og dem får de fem af.

Five Finger Death Punch (eller 5FDP) er et heavy metal-band fra Las Vegas, Nevada, og med et par forudgående Danmarksbesøg – herunder på årets Copenhell – var rygtet løbet i forvejen om en energisk og ja, til tider ganske melodiøs opvisning.

Med ”Lift Me Up” og syng med- og hoppenummeret (ja sgu!) ”Never Enough” var vi i gang. Der skulle hoppes – og prøv det selv. Endorfinerne kommer strømmende som løfter op til en valgdag og skaber lykke og håb (for en stund).

Men der er også masser af mørke sider i bandet. Forsanger Ivan Moody har mere end snuset til de mørke afgrunde, da han denne sommer stiv af syre og afvænningsparat måtte pjække fra turplanerne og overlade mikrofonen til Tommy Vext. I aftes var Moody tilbage og undskyldte både direkte og med sange som ”Wash it All Away” og den flotte akustiske sag ”I Apologize” godt bistået kun af guitaristen Jason Hook. Han afslørede, at ét er at få en elguitar til at sprutte af ild, men det kræver også en mere følsom side at skabe dynamikken. Jason Hook har begge dele.

Hvad jeg ikke havde set komme var karakteren af nummeret ”Got Your Six”. Pludselig gik det op for mig i al sin gru under denne metalkoncert, at der var indbygget rap (gys!). OG at jeg kunne lide det. Måske er det nøglen til 5FDP´s succes, at de i virkeligheden spænder over et uvant bredt register i denne genre, der på linje med In Flames vel nærmest er ovre i noget melodiøst dødsmetal. Tilmed kan Ivan Moody synge – både det rå og det bløde. Sympatisk er han også. Som da han hev fire meget unge fans op på scenen midt under ”Burn Motherfucker”.

Kæden hoppede kun af et par steder. Det akustiske sæt blev for langt, da ”I Apologize” blev efterfulgt af både ”Wrong Side of Heaven” og ”Remember Everything”. Det lykkedes bestemt at få et hengivent publikum i undertal (der kunne være 10.000 mere) til at synge godt med og tænde lightere og mobiltelefoner. Men momentum forsvandt for en stund, ligesom ved en række pauser med mørke på scenen mellem nogle af numrene. Bad Company-coveret ”Bad Company” virkede også søgt og unødvendigt. Flere af gruppens egne numre er væsentligt bedre. Hertil begik de (igen) fejltagelsen at lade deres egen udgave af Animals ”The House of The Rising Sun” afslutte sættet PÅ BÅND!

Hallo! – Enten spiller man eget, indsunget materiale med hud og hår – eller også lader andre bands optræde på bånd, hvis det absolut er nødvendigt (eller bare sjovt). Det virkede her, som om bandet distancerede sig fra sig selv.

Med de skønhedsfejl står helhedsindtrykket tilbage af en rigtig god koncertaften med et dedikeret band, som måske ikke ramte verdensklassen af topbands, men mindre kunne bestemt gøre det. Og slutnummeret ”The Bleeding” er fortsat et fantastisk nummer med kombinationen af aggressivitet og ynde, så man slet ikke kan lade være at lytte efter. Tilmed er der nyt materiale på vej fra bandet næste år. Det vil denne anmelder se frem til.

 

In Flames skal gemme deres videoer ***

Se billeder fra koncerten

Siden 1990 har svenske In Flames fra Göteborg opbygget en trofast, dansk fanskare, og det er fortjent. Musikken kommer fra et skridsikkert, melodisk dødsmetal-band – eller bare heavyband, hvor timingen i musikken er forbilledlig og niveauet højt. Tilmed med en vis portion charme og god publikumskontakt, uden det drukner i syng-med numre med ”Save Me” som en glimrende undtagelse og helt fint stilbrud midt i sættet.

Der er tilmed gode mennesker bag, som ”älskar Danmark” og får hele salen til at hylde lydmanden Tom midt i salen med fødselsdagssang på 40-års dagen – og hans 20 års jubilæum i bandets crew. Selvfølgelig som optakt til det flotte nummer ”Here Until Forever”.

Dette sympatiske, svenske foretagende er som partneren på denne tur, Five Finger Death Punch, måske ikke med i den absolutte verdensklasse af topbands, men mindre kan også her gøre det. Ingen tvivl om, at vi var godt underholdt og i fint selskab med In Flames, men det visuelle lavede mos i det musikalske helhedsindtryk på en måde, som jeg sjældent har set.

Med trommer og keyboards hævet godt op i podie i et bælte midt mellem to videostrimler virkede de løsrevet fra resten af bandet. Rock i den lydklasse er en meget fysisk ting i sammenspillet, men her virkede de to musikere amputerede fra resten af bandet alene på grund af opsætningen.

Selv om man er vant til lysshow, så var det her nærmest et konstant psykedelisk bombardement af røde ulveøjne, kløer og andre tegneserieting uden sammenhæng eller i sync med musikken og det fysiske nærvær på scenen. Måske det var en fejl, men et fortæppe skulle også først væk i andet nummer, ”Before I Fall”. Den samlede virkning var, at det meste opsætning blev til candyfloss, som jeg heller ikke vil anbefale rigelige mængder af til nogen.

Et monster midt i det hele med røde øjne virkede også mere barnligt end skræmmende, og skal In Flames have et velment råd med på vejen, så skal de enten skrue ned for alt deres lys-lir eller bruge deres dyre videoskærme til at få musikerne blæst op med kamerafolk. Det ville absolut have givet en stjerne mere. Nærværet kom mest, når man gik tæt på, men længere tilbage i salen var musikerne væk. Five Finger Death Punch viste derimod vejen frem med musikerne i front og lys som en aktiv medspiller til musikken.

Den sympatiske forsanger, Anders Fridén, var ellers så antidigital, at han opfordrede publikum til at være til stede frem for at se hele koncerten gennem en mobilskærm. Hørt! Og flere numre var aldeles fremragende og erfarent spillet, som et band med 12 album bag sig kan – senest Battles fra 2016. Numret ”Moonshield” var fokuseret maskingeværild, og ”Trigger” viste, der var både bund og top i musikken. Den vil blot nok gøre sig bedre i en svedig klub uden alt det staffage, som Royal Arena havde plads til.

 

Sætlister: 

Five Finger Death Punch:

Lift Me Up

Never Enough

Wash It All Away

Got Your Six

Ain’t My Last Dance

Bad Company (Bad Company cover)

Burn MF

I Apologize

Wrong Side of Heaven

Remember Everything

Coming Down

Jekyll and Hyde

Under and Over It

The Bleeding

 

In Flames:

Drained

Before I Fall

Everything's Gone

Take This Life

Trigger

Only for the Weak

Dead Alone

Darker Times

Drifter

Moonshield

The Jester's Dance

Save Me

Alias

Here Until Forever

The Truth

Deliver Us

The Mirror's Truth

The Quiet Place

The End


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA