Diamanten fra heksens hus

Mastodon, Store Vega, København

Diamanten fra heksens hus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

På Vega står det hele lidt mere tæt end sædvanligt. Rygerområdet er ved at flyde over med sved og fadøl, cigaretrøgen pumper som et eftermæle til Russian Circles og Red Fang, der lige har lagt salen ned. Hvor aftenens højdepunkt har ligget, er der sikkert delte meninger om, men jeg er personligt glad for dem, der troppede op til showtime for at opleve den kaliber, Russian Circles er lavet af. Selvom man hedder Mastodon, kan det være svært at følge de killers, der lagde aftenen ud. Og det er det sådan set også – til en start vel at mærke.

Hvor Mastodon altid har været uretfærdigt udfordret, er i deres formåen med at nå det niveau, de lægger for dagen på deres studiealbum. For det er sgu svært at nå den tekniske produktion fra Crack the Skye og Leviathan, og måske har bandet fra Atlanta også fået lidt for mange chancer i min bog. Jeg har før udvandret fra deres koncerter, og et kort øjeblik strejfer den tanke mig også, da Mastodon lægger fra land med ”The Last Baron”. Lyden er langtfra optimal, Troy Sanders' og Brent Hinds' vokaler drukner i det mudrede lydbillede, og selvom jeg står langt tilbage i salen, er det som om, at jeg kun kan høre lyden fra deres monitors. Men mest af alt er jeg bare forundret, for hvordan kan Red Fang lægge publikum ned med et tæt og larmende lydbillede, der opfører sig, lige præcis som musikken har behov for? Men det musikalske sidder lige i skabet, og Brann Dailors vokal er for en gangs skyld ikke ved at løbe fra ham, imens han har gang i de progressive trommerytmer.

Psykedelisk cementering

På scenen er Troy Sanders som en troldmand. Alene hans lange grå skæg og lange, uglede hår er et udtryk for det, imens han svinger armene hen over bassen. Han står i kontrast til Bill Kelliher og Bret Hinds, der i hver sin side af scenen står som de grumme vogtere af den progressive sludge. Under ”Sultan’s Curse” forbedres lydbilledet gradvist, og under ”Divinations” har det næsten nået sit optimale niveau. Men det er svært at fornemme energien blandt publikum, til trods for den langsomt voksende mosh-pit foran scenen. Men igen er Mastodon den form for metal, der egentlig kræver mere fordybelse end interaktion.

Der opbygges progressive og sindsforvrængede lydbilleder, imens den intergalaktiske grafik ligner noget, bandet har lånt fra NASA. Mastodon tager os med hele vejen rundt i et lydunivers, der kan være svært at skille ad. Det cementerer bandets format og beviser, hvor stærk en skive Emperor of Sand er. Mastodon har formået at gå imod udviklingen uden at give slip på udspringet i Remission. Det er lige så fucked op, som det er teknisk imponerende på ”Megalodon”, der for et kort øjeblik nærmest fungerer som lydsiden til psykedelisk tegnefilm, der ligner noget fra Den Lille Havfrue møder Fear and Loathing in Las Vegas.

Ondskabens stemme

I tiden op til koncerten er vi blevet lovet et besøg fra en særlig gæst. Mens Mastodon tager os ind i sit progressive og sagnomspundne univers, undrer vi os over, hvornår den særlige gæst træder ind på scenen. Vi er blevet fortalt, at gæsten hedder Scott Kelly og til daglig lægger stemme til det amerikanske sludge-band Neurosis. Hans vokal er ondere end noget andet, og selvom han før har lagt stemme til enkelte numre i Mastodons bagkatalog, formår Troy Sanders, Brent Hinds og Brann Dailor alene at ramme vokalharmonierne lige i skabet. Jeg har aldrig oplevet bandet så stærkt, til trods for de enkelte skønhedsfejl, der plagede starten af showet.

Iklædt de klassiske sympatiklæder, der sender et skud ud til fristaden på Christianshavn, ligner Brent Hinds en, der har det meget godt på scenen. Ondskaben afbrydes i korte øjeblikke af Troy Sanders, der taler lidt til publikum, inden han byder Scott Kelly på scenen. Vi er vidne til noget særligt, ingen tvivl om det. Det her er indtil videre kun sket i Europa, og Mastodon har gemt de tungeste skyts til sidst. Med begge hænder om mikrofonstativet står Scott Kelly og svinger hovedet frem og tilbage. Troy Sanders vandrer rundt på scenen og lader de andre komme til, inden Scott Kellys vokal stikker af under ”Scorpion Breath”. Der tilføjes en ekstra tyngde til noget, der allerede er et overflødighedshorn af et lydunivers. Scott Kellys rå og tørre vokal er som trukket op af sumpen, og under ”Crack the Skye” serveres publikum det ondeste, der er skrevet på den her side af 00’erne.

Frontmænd på skift

Ingen i bandet har en særlig central rolle. Om det er Scott Kelly, Brann Dailor, Troy Sanders eller en af de andre er der ingen konkrete frontmænd. Rollen går ligesom på tur undervejs, og foruden at cementere det tekniske samspil i bandet, overbevises publikum om, at bandet egentlig har det meget sjovt på scenen. Brann Dailor ligner alt andet end den trommeslager, der hurtigt kan få Lars Ulrich til at tabe kæben, og jeg har personligt svært ved at tænke på andet end den video, hvor han giver os lidt sundhedstips til, hvordan man bliver en lige så dygtig trommeslager som ham. Det er i sig selv imponerende, hvordan den mand kan formå at slå så grumme rytmer ud af sine trommer, for bagefter at fortælle publikum, hvor hyggeligt det har været at spille for dem.

Hvis Adult Swim skulle finde et husorkester, ville valget nok lande på Mastodon. Har du brug for en forklaring, så tjek videoen til ”Deathbound”, hvor solformørkelser, sindssyge og dommedag rammer Fraggelland, eller et sted i nærheden. Det er helt skudt af og et meget godt bud på, hvordan underholdningsindustrien ser ud, efter Tim & Eric og Rick and Morty har set dagens lys. Og udover at give et indblik i Mastodons krøllede sind, illustrerer det egentlig meget godt, hvor metalkulturen så småt er på vej hen. Jeg har længe været lidt træt af den alvor, der omhandler alverdens helte-heavybands og pseudointellektuelle black-hoveder i forvirrende corpse paint, og måske er det derfor, at Mastodon fra ret tidligt i deres karriere er faldet i min smag. For Mastodon gør, ligesom Red Fang sidenhen har gjort det. De åbner en kasse bajere, stikker i en tilfældig undskyldning for en kamprustning og slår alt fra rollespilsnørder til selvmodsigende misfits omkuld.

 

Sætliste:

The Last Baron

Sultan’s Curse

Divinations

Ancient Kingdom

Ember City

Megalodon

Andromeda

Oblivion

Show Yourself

Precious Stones

Roots Remain

Mother Puncher

Steambreather

Ekstra:

Scorpion Breath

Crystal Skull

Crack the Skye

Aqua Dementia

Spectrelight

Diamond in the Witch House


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA