Forrygende genhør med en voksen popstar

Jon Nørgaard, Train, Aarhus

Forrygende genhør med en voksen popstar

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det kan (næsten) diskuteres herfra til dommedag, hvornår Djurslands hovedstad Grenaa kom på det musikalske Danmarkskort – og hvorvidt det overhovedet nogensinde er sket. Men én ting er sikkert: Omkring årtusindskiftet bragede op til flere flinke unge mennesker fra den østjyske havneby igennem og tiltrak sig national opmærksomhed.

Jeg véd det, for jeg var der selv – dengang de lokale amfetaminhoveder cruisede utrætteligt rundt om byens rødstenskirke, og læsterlige tæsk med aluminiumsbat uddelt af fyre i orange Dieselbukser, hvide Iceman-T-shirts og Buffalostøvler var en reel og allestedsnærværende mulighed.

Lokale Louise røg til tops i talentkonkurrencen Popstars som en fjerdedel af ensemblet EyeQ. Den uimodståelige Maja ude fra oplandet kom også temmelig langt i konkurrencen. Og så kom Jon. Nørgaard. Popstars-Jon. John Rock, som han også kaldte sig en overgang.

Femten år efter

For den unge fyrs sejr i talentshowet i 2002 blev starten på en turbulent og dramatisk odysée, inklusive både storhed, fald og genrejsning – og i en vis forstand alt sammen kulminerende nu.

Med en stribe jubilæumskoncerter, hvoraf de første blev udsolgt med imponerende hast, så flere måtte føjes til. By popular demand, som man siger. I Grenaa, naturligvis – foruden Aarhus, København og Odense.

For her, femten år efter sejren og det store gennembrud som teen-idol i 2002, bringer Jon det hele hjem – og så skal man sgu være et skarn for ikke at møde op.

Og hvis det lyder som letkøbt sarkasme fra en elitær anmelder, er det utilsigtet. For selvom Nørgaard ved gud ikke er nogen Bob Dylan, så er der alligevel noget stærkt og beundringsværdigt over fortællingen om hans karriere.

Og ikke mindst over det faktum, at han nu giver disse shows – det har krævet megen forberedelse, og manden ved formentlig alt for godt, at janteloven og den letkøbte latterliggørelse lurer lige om hjørnet. For eksempel fra elitære anmeldere og andre med den såkaldt gode smag. Han er sgu nok ligeglad. Han har ligesom prøvet det før.

Fantastisk aften

Klokken  har kun lige passeret 21, da en pompøs intro og lys bag det hvide scenetæppe signalerer, at seancen er i gang. Og det udsolgte spillested er med fra starten, fornemmer man.

"Bomber & bomber" fra 2013-ep’en "Flammer" er første nummer og fremføres, mens scenetæppet endnu er oppe. Og da det – med den ønskede, dramatiske effekt – endelig falder, er det allerede tid til titelsangen fra debutalbummet "This Side Up".

Pladen, som udkom i det umiddelbare kølvand på Popstars-sejren, og som på godt halvandet år solgte 135.000 eksemplarer. ”Er der nogen, som havde idolplakater hængende dengang?” spørger gæstestjernen Kato retorisk fra scenen på et tidspunkt – og ja, det er der naturligvis.

”Det bliver en fantastisk aften – kan I mærke det, Aarhus?” udbryder hovedpersonen – og han har ret: På sine egne præmisser bliver det en fremragende fredag aften i nostalgiens tegn.

Inden vi trakteres med yderligere et dusin sange fra det begrænsede bagkatalog, sætter Jon scenen med en kort monolog. Om de femten år der er gået, hvordan vi alle er blevet ældre, hvordan der er sket ”alt muligt” – både godt og skidt – siden dengang det 21. århundrede var ganske lysegrønt.

Vilje og vej

Vi får "Will & a Way" og ”(I Will Miss You) Endlessly” fra debuten, vi får 2005-baskeren "Popstar", vi får konfetti- og røgkanoner – og nej, teksterne kommer næppe til at vinde nogen Nobelpriser.

Men stemningen er ualmindelig god, og som underholdning, som popritual, sidder sættet lige i skabet. Og hvis nogen skulle læse disse linjer som udtryk for lokalpatriotisk bias, kan jeg forsikre om, at intet kunne være mere forkert:

Jeg fucking hadede at være teenager i Grenaa (som Lou Reed sagde: ”There’s only one good thing about a smalltown – you know that you have to get out!”) – og var i øvrigt flyttet bort og dybt begravet i D.H. Lawrence-romaner og billig rødvin, da Popstars i sin tid rullede over skærmene.

Men i aften giver det sgu mening, for de tilstedeværende – og det er vel i sidste ende det, det drejer sig om, er det ikke? Vi får yderligere et par af Jons dansksprogede sange – og minsandten også særdeles veloplagte gæsteoptrædener fra de musikalske makkere MC Clemens og Kato, som også får et eget indlagt medley undervejs.

Rørt og rørende

”Er I klar til at feste med de to skaldede?” spørges der – og yep, det er Train i allerhøjeste grad. Varmet godt op, som vi er af højenergiske versioneringer af "Champion" og "Vi ejer natten"; Nørgaard og Clemens kollaborationer fra 2010 og '11.

”Vi ejer natten / og du kan sige til dine veninder på chatten / at vi vil have dem,” proklameres der – i strofer, som på en eller anden måde forekommer forfriskende flabede her midt i #metoo-bølgens hysteriske skumsprøjt.  

Det er en synligt bevæget Jon, som mod slutningen af showet siger et par ord om sin afdøde farmor og sin lille søn. Virker oprigtig, da han hjerteligt takker publikum for at have været med til at fejre hans jubilæum. Rørt – og også rørende.

Og så kommer sidste sang, selvfølgelig – ”det er det her, vi er kommet for,” som hovedpersonen præcist formulerer det. ”Right Here Next to You” lukker en aften, som må betegnes som ovenud vellykket. For svedigt….eller hvordan man nu ville have formuleret det ude i Grenaa, way back when.

 

Sætliste:

Bomber & Bomber

This Side Up

World of Our Own + Fastlove

Will and a Way

I Will Miss You (Endlessly)

Popstar

Bound 2 + Love Changes Everything

Lidt endnu

Diamanter

Nightcall + Vi ejer natten (med Clemens)

Champion + Part II (med Kato & Clemens)

Fuck hvor er det fedt (med Kato & Clemens)

Kato-medley (med Kato)

Turn the Lights Off (med Kato)

Ekstra:

Postcard

Right Here Next to You

         

Jon Nørgaard kan opleves 1/12 i Magasinet i Odense og dagen efter i Amager Bio i København. Der er stadig billetter i salg til begge shows.

                 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA