Marvelous Mosell er en genial original

Marvelous Mosell, Pumpehuset, København

Marvelous Mosell er en genial original

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Slår man original op i en ordbog, finder man to betydninger. For det første betyder det noget oprindeligt og ægte. For det andet bruger vi det jo også i betydningen særpræget, besynderlig og sågar landsbytosse. Er der en, der til fulde rummer begge betydninger, må det siges at være Marvelous Mosell. 

Hans disco-rap, der gik fra en lille YouTube-sensation i 2011 til landeplage de følgende år, har nået sit foreløbige klimaks med albummet Magisk, Mytisk, Mageløs, der udkom i oktober. 

Hvor original Marvelous Mosell er, understreges allerede i køen til Pumpehuset, hvor der står så mange kopier i friske fritidsjoggingsæt i de sygeste pastelfarver, at jeg nærmest tror jeg er på vej til cosplay. Men det er blot fænomenet, der har vokset sig stort. Faktisk så stort, at der har været brug for at lave en ekstrakoncert, da denne blev udsolgt på rekordtid. 

Før showet varmes vi op med diskorytmer med Rose Royce, Chic, Earth Wind & Fire osv, hvoraf en del af numrene, som DJ Phase 5 spiller, afslører, hvor Marvelous Mosell fandt samplematerialet til sine første virale hits. Det er tydeligt folk er kommet for at feste, når selv et Kool & The Gang-nummer modtages med jubel. 

Fortællerglæde og fællesrap

Jubelbrølet bliver blot større, da DJ Tue Track indtager pladespillerne iført solbriller og kridhvid Kangol-hat. Han scratcher koncerten igang flankeret af to gigantiske windsurfersejl med Mosell-logo på, og det går helt amok, da aftenens stjerne danser sig selv på scenen. Vi skråler allesammen med på titeltracket til Magisk, Mytisk, Mageløs, hvor man i bedste oldschool-stil skal fortæll,e hvad man hedder og om man bedst kan li’ burger eller pizza (Pumpehuset er mest til pizza). Herefter flettes de nye og gamle numre sammen. Særlig fin er en udgave af “Ove og Jens”, der glider over i “Robin Rubin Solgte Crack Kokain”, så Mosells syrede historieunivers får en ny sammenhæng. Til de tidlige Mosell-koncerter var der altid et dyk, når de lange storytelling-numre blev spillet. Men nu er folk så dybt inde i hans univers, at der opstår en anden energi af fortællerglæde og fællesrap. 

I forhold til, hvor mange gimmicks der er i Mosells univers, er showet forbavsende simpelt. Det er Mosell på rap og Tue Track på pladespillere. Det har også været Tue Tracks opgave at lave musik til det nye album. Det må have været en hård nød at knække at få Marvelous Mosells univers overført til noget, hvor der blot var en lille mulighed for, at de kunne samplecleares. Omvendt kan man sige, at han også har gjort sig selv en tjeneste ved fx at ikke at levere Dansk Ninja Turtles Rap over musikken fra tegnefilmen (men derimod Starpoints “Object of my Desire"). Derfor behøver “Beverly Beretninger” heller ikke fortælles over temaet fra det magiske postnummer 90210, men kan parres med ny musik. Begge numre tager kegler, og festen er ikke til at stoppe.

Simpel musik og morgengymnastik 

Disko er som udgangspunkt forholdvis simpel musik. Der er fire til gulvet og en catchy melodi, der minder en om sodavandsdiskoteker og sportslørdag. Men det efterlader jo dejlig meget plads til at lytte til teksterne, og selvom de kan virke barnlige i deres firsernostalgi, rammer de ofte noget smågenialt. Det er tydeligt at publikum har gjort sit hjemmearbejde og såvel lært Mosells tekster som de moves, han bustede i Morgengymnastik på DR3, for der bliver danset og rappet med til den store guldmedalje. Egentlig kunne sagtens være endnu mere instruktion af publikum, for når han alligevel har os i sin hule hånd, ville det være oplagt at få os til at lave endnu flere dansetrin. 

Mod slutningen bliver Tue Track kaldt frem til scenekanten. Han har hele tiden dubbet Mosell, og deres stemmer passer godt sammen. De fremfører deres del af nummeret “Frækt” sammen, og til trods for at aldersforskellen næppe er enorm, er det næsten som om Mosells lyse, drengede vokal får modspil af en faderfigur i Tue Tracks autoritære, mørke stemme. Malk De Koijn er vel også en slags far til de gakkede, legesyge rim, der fungerer, når man er med på legen. Pumpehuset vil i den grad gerne lege med, og da der sluttes med “Jeg var blevet syg”, er stemningen med et godt gammeldags ord eksalteret. 

Mere end bare et pastelfarvet fritidssæt

Det er en stor, underholdende fornøjelse at høre Marvelous Mosell i Pumpehuset. For ganske nylig spillede Grandmaster Flash på samme scene. Han havde desværre ikke sine rappere med, men hvis man skulle vælge en rapper til at repræsentere det, Furious Five stod for med historier om fest, farver og storbyens skyggesider, ville Marvelous Mosell være det oplagte valg. Man kan sige, at han er sprunget nogle led tilbage i rappens evolution, men det betyder også, at han fremstår ret unik på den danske rapscene for tiden. 

Mosell er meget mere end bare et pastelfarvet fritidssæt. Joken holder, fordi han selv tror på den, og disse tider skal man bestemt ikke underkende at blive underholdt.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA