King Krule: The OOZ

King Krule
The OOZ

Rødvinen var så god, at jeg drak hele flasken

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 12.10.2017
Anmeldt af
Peder Ebbesen

Kunne du lide rødvin, første gang du smagte det? Eller måtte der en modningsproces til, for at du kunne påskønne den komplekse og fantastiske verden, som gærede druer er?

King Krule er en Barolo-vin af ung årgang. Jeg kunne ikke lide smagen af ham de første gange, jeg hørte ham. Hvem er denne fyr, som bare tror, han kan skrige og brøle over mærkelige instrumentaler og kalde det musik? Lidet vidste jeg, at jeg skulle komme til at elske smagen af rødvin, så meget at jeg tømte hele flasken.

Archy Marshall er 23 år. Under aliaset King Krule er han sanger, sangskriver og producer. Når man googler ham for at finde ud af, hvilken slags musik han spiller, kommer der blandt andet følgende op: Punk-jazz, triphop, dark-wave, post-punk og jazz-fusion. Hvad skal man uddrage af det? På sit seneste album har han skabt noget helt eget. Lad os kalde det Krule-jazz, siden alle de andre genrer er lige vage. The OOZ er en krævende, lang og givende plade.

Gennem 19 sange får man et indblik i et ungt og forvirret liv. Man får en mangfoldig musikalitet at høre og en formidling, som gør én både bevæget og skræmt.

Han åbner med en af albummets stærkeste sange, Biscuit Town. Fingerspil på guitar og kløgtige vers, som bygger på enderim: ”Fuck, that's Coca Cola as TV sports the Olympic Ebola / I think we might be bipolar.” På The Locomotive hører man dystre skoleklokker og en plaget King Krule, som nærmest skriger i smerte.

Plaget er han også på Lonely Blue. Han indfanger følelser som ingen andre. Han er så ensom, og man tror på det. Det har ikke noget at sige, om det er for sangens skyld eller ej. Han er en Oscar-værdig skuespiller bag mikrofonen. Der er så mange højdepunkter! De dødbringende keys på Cadet Limbo, den hjerteslagslignende basgang på Czech One med en utrolig trist tekst om at prøve at finde varme hos en anden. Og for at binde det hele sammen: en vildt sexy saxofon.

Om det er støjkaoset på Half Man Half Shark eller det bratte og larmende stilbrud på Vidual, er der ingen tvivl om, at dette er et album, som skal lyttes til en del, før det griber dig. Men når du opdager bunden af denne vinflaske, som er The Ooz, indser du, at du ikke kan gå tilbage. Den dystre Krule-jazz og det atmosfæriske univers har suget dig ind og slipper ikke taget, før du vågner med en let hovedpine dagen efter.

En magisk produktion, en hypnotisk stemme og en usædvanlig formidling gør, at der ikke er nogen tvivl om, at dette er et af årets bedste album. Du skylder dig selv at give det en chance.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA