Disko-eksorcisme og elektronisk fremmedgørelse

Depeche Mode, Royal Arena, København

Disko-eksorcisme og elektronisk fremmedgørelse

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Publikum har armene i vejret. Lyset skyder ud over scenen, og publikumskroppene i bevægelse virker som alger på et koralrev. Dave Gahan viser, hvordan de skal gøre. Han er den eminente frontmand, og han har fat i hver eneste fremmødt i Royal Arena. Han dyrker sin rolle som sexsymbol, for han ved, at han har den. Henover gulvet i arenaen svinger armene sig fra side til side. Vi har set det før, vi der har oplevet Depeche Mode. Hvordan ”Never Let Me Down Again” i al sin minimalisme og introversion alligevel formår at formidle den komplette kontrast. Det er som om, at hele koncerten har bygget sig op mod den kulmination. Og måske er det endda tilfældet.

Inden koncerten går i gang bliver publikum endnu engang mindet om den politiske sti, Depeche Mode siden udgivelsen af Spirit har bevæget sig ned ad. Vi ser børn og familier i Afrika. Vi får at vide, at de ikke har noget rent vand, imens tonerne til ”Where’s the Revolution” brager ud over et publikum, der er ved at finde sin plads i salen. Vi får at vide, at vi kan købe et ur fra Hublot, og hvis vi donerer lidt mønt, kan vi få lov til at møde Depeche Mode ude i Europa. Hvis vi er blandt de heldige vel at mærke. Der er gået U2 i den, og det virker lidt som om, at ingen rigtig ved hvorfor. Selvom Spirit ikke er så voldsomt repræsenteret, bliver vi alligevel mindet om bagsiden af vores samfundsmedalje. Vi bevæger os baglæns under ”Going Backwards”, og under ”Useless” fra Ultra-albummet får vi at vide, at vi i vores forbrugsforvirring bør ændre os. Men er der også nogen, der med overbevisning kan fortælle os det, så vi tror på det, er det Dave Gahan.

Scenens bagvæg er smurt ind i fingermaling. Foran står Dave Gahan, hævet over publikum, over sit band og bevæger sine hofter til den tunge elektronik fra Andy Fletcher. Lyden er knivskarp, og vokalen har knap ændret sig siden 90’erne.

Overmenneskelig fremførelse

Det er svært at forestille sig, hvor Depeche Mode var i dag, hvis Dave Gahan ikke stod forrest og vrikkede sine hofter. Der er ingen tvivl om, at Martin Gore er hjernen bag projektet, men bandet er tilbagetrukket på en måde, så der skabes en kontrast på scenen. Dave Gahan er nærmest en illusion af et menneske på scenen. Han er overmenneskelig i sine bevægelser, i sine befalinger og med sin stemme. Han er tryllebindende, og som han smider jakken under ”It’s No Good” ved man, at der er blevet skruet op for trykket. Han griber fat i pikken, imens han syngende fortæller publikum om sangens kerne. Og som publikum kort efter tager over på omkvædet, bliver vi andre mindet om, at en koncert med Depeche Mode faktisk ér noget lidt særligt.

Sættet byder på relativt mange sange fra 1997-albummet Ultra, og det er en beslutning, jeg befinder mig særdeles godt med. Der dykkes ned i dystopien under ”Barrel of a Gun”, imens de tunge trommer fra Christian Eigner marcherer hen over publikum. Der er skruet lidt ned for elektronikken, og lydbilledet virker mere organisk. Og alligevel formår Depeche Mode at skabe en balance imellem det elektroniske og det akustiske, der under Jacques Lu Conts basprægede udgave af ”A Pain That I’m Used To” fra Playing the Angel bliver mekanisk og post-punket.

Fremmedgørende og manisk

På scenen kan Depeche Mode formå at skabe noget fremmedgørende over sig. Andy Fletchers rolle er som altid nedskrællet og tilbagetrukket, mens Dave Gahans funktion på scenen gør alt for at skabe den intensitet, bandet er kendt for. Gahan drejer manisk rundt om sig selv og rykker hofterne til tonerne fra ”Cover Me”. Publikum har hænderne i vejret, og de sidste rejser sig op, imens Dave Gahan bevæger sig ud på podiet og danser hen over publikums hænder.

Det næsten obligatoriske intermezzo bringer Martin Gore til scenens centrum, imens ”Insight” er kontrasten til resten af det højenergiske sæt. Hans vokalpræstation ligger langt fra Dave Gahans, men alligevel griber den fat om publikum, der fortsætter som kor, efter ”Home” er blevet kørt i mål. Den exceptionelle publikumskontakt trækkes helt ned i dybet under ”In Your Room”, hvor melankolien ulmer under overfladen. Det hele er voldsomt maskinelt, men uden at være trivielt og overfladisk. De, der er rejst langvejs fra ved sikkert allerede inden showet, hvad de kan forvente, men alligevel er oplevelsen altid ny. Motoren tændes under ”Stripped”, og imens der skrues op for elektronikken, opbygges intensiteten under mørkemessen. Dave Gahans energi flyder ud over scenen, og vokalens inderlighed når helt op under taget.

Intimitet blandt 16.000 mennesker

Igennem næsten to timer præsenteres publikum for det hitmateriale, alle kender uden nødvendigvis at være klar over det, og samtidig tages vi omkring mere oversete skæringer, hvor nogle ikke har fundet plads på sætlisten siden 1998. Koncertens klimaks har langsomt opbygget sig, men energien har været intakt fra starten. Depeche Mode er et af få elektroniske bands, der kan formå at tænde op under et stadion, men de er samtidig også et band, der kan få stemningen i en arena til at virke intim. Dave Gahan trækker op i buksen og blotter sine pailletsko, imens han febrilsk danser rundt på scenen. Han rækker mikrofonstativet ud over publikum, der nærmest egenhændigt sørger for omkvædet under ”Enjoy the Silence”, inden bandet forlader scenen.

Interaktionen mellem Dave Gahan og publikum er fremtrædende, men ikke ene årsag til aftenens triumf. Bagkataloget er skabt til et publikum, der lægger sin energi i det, og hvor ”Strangelove” ellers er strippet for den energi, de fleste kender den fra Music for the Masses, falder Martin Gores nedstemte udgave i god jord. Men det bedste er også gemt til sidst, for lige så storslået som ”Walking in My Shoes” marcherer hen over publikum, og låner deres stemmer, lige så overrumplende er ”A Question of Time”. De næsten 40 år, hvor Dave Gahan har stået på en scene, har gjort ham til den showmand, han er i dag. Og hvor ”Personal Jesus” afslutningsvis viser bandet fra sin stramme og rockede side, rækker Dave Gahan armene i vejret og råber ”reach out and touch faith”.

Depeche Modes forsøg på at gå nye veje på sit seneste album, deres forsøg på at være politiske i en tid, hvor der er brug for det, bliver dog aldrig overdøvende. Depeche Mode forsøger at tillægge en mening til deres musik, for så at smække musikken op i ansigtet på dem, der lytter og ser. Om det er på storskærmen bagerst på scenegulvet, eller igennem Dave Gahans disko-eksorcisme, mødes vi blandt publikum af musikken og skaber den mening, vi gerne ser for os selv.

 

Sætliste:

Going Backwards

It's No Good

Barrel of a Gun

A Pain That I'm Used To

Useless

Precious

World in My Eyes

Cover Me

Insight

Home

In Your Room

Where's the Revolution

Everything Counts

Stripped

Enjoy the Silence

Never Let Me Down Again

Ekstra:

Strangelove

Walking in My Shoes

A Question of Time

Personal Jesus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA