Kuldegys af velvære

Konvent, Cabal, Dirt Forge, Baest, Unseen Faith, Junkyard Drive, When Copenhell Freezes Over, Vega

Kuldegys af velvære

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Arkivfoto af Baest

Vi fik det i denne vinter-aftenstund i Vega som i det sommerlige Copenhells smeltekedel, men med søde kuldegys af velvære. Reelt var vi også midt i det frysende, kolde januar – udenfor Vegas beskyttende mure. Publikum var let genkendelige stamkunder på (efter min mening) den vigtigste festival i Danmark, når det handler om at blande vovestykker med sikre kort.

Også derfor giver det mening at lade de internationale topstjerner blive hjemme til denne minifestival, hvor ”When COPENHELL Freezes Over 2018” lader musikken smadre luften på en tour de force gennem det danske vækstlag blandt alskens hårde genrer. Ved denne opvarmningsaften til det rigtige Copenhell står det tydeligt og broget kontrastfuldt som malet i salige King Diamonds sort/hvide ansigtsfarver, at Danmark stadig spirende og meget forskellige metal-bands (i alle dets afarter), og de bands har også en blomstrende selvtillid, som stenbroens granit, asfalt og beton ikke kan holde nede. Ja, der er givet forskelligt antal stjerner herunder. Tag dem ikke for tungt – eller som en konkurrence – for det var en aften, hvor den samlede holdindsats holdt modet op på alle, som synes der er længe til sommer. Det er alle fem stjerner værd for arrangementet.

– Og arrangører, overvej så, om ikke også Store Vega kan inddrages næste år, for det var lige ved at være for lidt med de to scener i Lounge og Lille Vega. Men okay – det var en slags ”Best of Pandæmonium”, som er Copenhells mindste scene.

Let's hit it!

 

Konvent (Lounge kl. 19):

***

Konvent fra København samlede en masse interesse – ikke mindst efter enhver managers drøm med fem sider (!) i Politikens I Byen-tillæg dagen før koncerten. Lad os være ærlige: Den største feature i det er, at vi har at gøre med et kvindeband, som smider et tungt lydtæppe ned over publikum med deres mørke doom. Kvinder er der sandt for dyden ikke mange af i den genre – og hurra for, at Konvent tager fanen, for det er ganske befriende for en mandsdomineret branche. Sanger Rikke Emilie List får growlet sig igennem, men kontakten med publikum står ikke øverst på to-do listen. Den rå dødsvokal ramler ondt ind i sindet, men som hun selv lægger op til, ”venter der fem fede bands mere” denne aften. Og ja, de viser sig både at være mere erfarne og bedre musikere end Konvent, men tag det ikke som en kritik. Det er bare en konstatering, for viljen er der. Med den skal nok følge mere selvtillid, mere dialog med publikum – og friheden til at give den fuld gas med skuldrene lidt mere nede. Keep on!

 

Cabal (Lille Vega kl. 19.45)

****

Vi får to ansigtsløse, kutteklædte munke ind fra start, og så er stilen ligesom lagt…!

Der er dømt mørke dommedags-heavytoner og black metal fra denne kvartet fra København. Der er et overbevisende udtryk bag dette lydspor – på et ganske højt niveau. Cabal blev dannet i 2014, men den voldsomme undergang kan blive lidt stereotyp i udtrykket, som ikke griber for alvor om hjertet og forfører os til at synke ned i helvedes undergrund. I virkeligheden kunne jeg savne mere vildskab, hvis det skulle virke helt – og ikke stivne på halvvejen.

Guitarist og producer Chris Kreutzfeldt er bagmanden bag dette ambitiøse inferno, som er samlet fra bands som Scarred By Beauty, New Discolour og Embracing Sickness. Man kan mærke, at der er erfaring bag. Arrangementerne er tætte og gennemtænkte. Nu mangler friheden til også at levere det ubesværet, men jeg er sikker på, at det kommer. Vi har fat i undergrundsscenen, og Cabal lyder bestemt ikke som et band, der er færdig med at udvikle sig. Med flere spillejobs bliver det fremover et endnu mere interessant projekt at følge.

 

Dirt Forge (Lounge kl. 20.30)

****

Aftenens ondeste trommer slog og sparkede Københavnske Dirt Forges fremad. Her var noget så sjældent som swing i doom-sludge metaltrioen (eller hvad man nu skal kalde det i genreforvirringen?). Trioen har spillet siden 2013. Og midt mellem growl og dommedag var der elementer af ren rock & roll a la Black Sabbath i et overbevisende sæt, som fremkaldte aftenens første stagedive. Dirt Forge fik min sidemand til at tilstå, at ”Jeg er lige ved at græde…” og årsagen til det var en god publikumskontakt kombineret med et meget tight, gennemarbejdet materiale, som tog fat i både hjerte og hjerne. Der blev spillet på kontraster i stille passager, som derpå blev smadret til atomer med musikalske bomber af energiudladninger. Det blev intense minutter med Dirt Forge, som havde selvtilliden til at være sig selv – og indsigt nok til at kende de begrænsninger, der også lå i materialet. Kompositionerne kan mangle det groove, der besegler Dirt Forge som uundgåelig på den danske scene. Men det kan lyde som om, at det er lige om hjørnet.

Dirt Forge spiller en masse, herunder supporttjanser for genrens mastodonter som Crowbar, Church of Misery og Monolord, foruden en landsdækkende turné med landsmændene fra Bersærk, Grusom og Slowjoint – plus en lille håndfuld festivaler. Ingen har bildt denne genres musikere ind, at ting kommer let. Dirt Forge virker, som om de målrettet påtager sig det hårde slid – og tak for det – for der er masser at bygge videre på.

 

Baest (Lille Vega 21.15)

*****

Lad det være sagt med det samme. Jeg faldt pladask for det aarhusianske dødsmetalband Baest allerede ved sidste års Copenhell – og siden på Roskilde. Bandet blev dannet i Aarhus blot tilbage i 2015, men går på scenen, som gjaldt det livet (og sikkert også døden). Midt i den klichéagtige fulde udblæsning er der et befriende glimt i øjet, der hurtigt kammer over af noget, som rent ud sagt er skide skægt. Ja, Bæst mener det, de gør, men de vil så absolut også have en fest ud af det.

Som det ofte er i denne genre aner jeg ikke, hvad tekstuniverset går ud på, men følelsen, altså…! Den er stærkt befriende for dagligdagens dårskab og eventuelt grå tristesse.

Baest sætter så afgjort dødsmetal på en ny dagsorden også for dem, som måtte have glemt den eller ikke har villet røre ved den før. Baest gør det såvel hårdt som ret charmerende med deres wall of death, der kommer som klimaks på udladningerne: Fra en spredt rundkreds løber man direkte mod hinanden (og håber på det bedste!)

Til bandets ros skal også siges, at de har deres egen stil/lyd/udtryk. Det handler ikke om at se ud, men at være – og i ret stort omfang sig selv. Også når der måske er genkendelige aner i musikken af noget svensk klingende dødsmetal.

Hvad er det lige med dem, som er anderledes – og gør dem til aftenens mest oplagte up-coming band? Jo, vi fornemmer mennesker bag bulderet, selv når eksempelvis folkeskolelæreren i Odder, Simon Olsen, mere ligner en, der spiser børn, når han indtager landets metalscener som forskriger, end en, som til daglig går op i børnenes trivsel og musik- og geografitimerne. Der er et personligt, menneskeligt touch, som skinner igennem. Noget varme og masser af engagement – kombineret med en stærkt stigende kurve for dygtighed.

Jeg ser gerne den næste Baest-koncert også! (PS: Bandet spiller til GAFFA-Prisen 2018)

 

Unseen Faith (Lounge 22.00)

****

Unseen Faith er et stærkt insisterende hard deathcore band, som ikke vil nøjes med at være der, men i den grad vil frem og høres. De får publikum med uden for mange krumspring og har gjort pænt opmærksom på sig selv med udspillet Yokebreaker og deres debutalbum Waver. Det var lagt op til en dansk magtdemonstration, men hvad mangler der? Måske en mere personlig kant, som får tiden til at stå stille, fordi man ganske enkelt MÅ lytte, og fordi der sker noget vildt overraskende. Risikoen ved growl og dans her i dødsteltet er en vis monotoni, som er djævlen i spillet. Kan man holde den på afstand lidt mere, så er der her et band, som kan få jorden til at ryste for alvor. Lige her i aften var vi godt underholdt, og der gemmer sig endnu mere i skæbnen for Unseen Faith, som bliver spændende at holde øje med.

 

Junkyard Drive (Lille Vega 22.45)

****

Så blev der dømt rock & roll og boogie-heavy med Junkyard Drive. Aftenens mest traditionelle indslag skulle man næsten vænne sig til efter primalskrig og growlet dødsmetal. Men Junkyard Drive gjorde det samme som Johnny Madsen på en Roskilde Festival for en krig siden: Efter adskillige svenske, hardcore garagebands sagde Johnny Madsen ”1-2-3-4 – nu skal vi have noget rock.” Og så var der dømt fest og glæde. Da publikum også i aftes havde bestemt sig for at være omstillingsparate, så virkede det hele også her ganske godt. Junkyard Drive har været på turné i både Europa, USA og Mexico, og i februar 2017 udgav de et debutalbum ”Sin & Tonic,” som er produceret af den anerkendte producer Søren Andersen, der blandt andet er kendt for sit sammenspil med Mike Tramp, Electric Guitars og Jesper Binzer. Det hele er ret lige ud ad landevejen, men her køres der til gengæld godt. Man kan diskutere originaliteten i dette setup, men man kan ikke tage fra Junkyard Drive, at de leverer varen med overbevisning, ærlighed og kærlighed. Også da de begår aftenens eneste ballade, en oppumpet version af folkesangen "Geordie", hvis danske version vi kender som Gasolin's udødelige ”Langebro”. OG slipper godt fra det. Kun sidste vers er med dansk tekst. Publikum er på og viser, at selv nok så meget growl, død og undergang kan vige for en klassiker med håb og poesi.

Og så var der natdisk med indbygget død over den dj, som måtte spille et pop-nummer. Men Gasolin' er stadig okay, så det skal nok gå alt sammen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA