Femstjernet hyldest til det vækstende musiklag i DR’s Koncerthus

DR P6 Beat, P6 Beat Rocker Koncerthuset

Femstjernet hyldest til det vækstende musiklag i DR’s Koncerthus

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Der var i den grad lagt op til en storslået aften, da radiokanalen P6 Beat inviterede til hyldestfest i DR’s Koncerthus.

Her kan du læse anmeldelser af aftenens optrædende kunstnere i kronologisk rækkefølge. Den femstjernede karakter er givet på baggrund af helhedsoplevelsen og er ikke et karaktergennemsnit (det er nemlig kun 4,33 stjerner). Vi runder dog op, da den samlede oplevelse overskygger de få bands, der falder mere eller mindre igennem.

Nelson Can dundrer derudad

***** (fem stjerner)

Nelson Can indleder P6 Beat Rocker Koncerthusets foyerscene med en tikkende, konsistent trommerytme til “Downtown”, der undervejs slår over i en hesteklapren; en rytme, der bygges op omkring forsanger Selina Gins hæsblæsende, men dog skrøbelige vokal, der danner associationer til en kraftig nordvestenvind, skønt vi befinder os øst for Storebælt.

På den måde dundrer Nelson Can derudad med aftenens første nummer, inden “Miracle” slår over i en art nordisk præriegalop, der fører den østjyske trio tættere på scenekanten. Sammen med sceneshowets hurtigere blitzende lys når “Miracle” et klimaks, der slår tonen an for aftenens koncertkonstellation, som på mange måder kan siges at være en hyldest til rocken.

Herefter trækker Nelson Can os over i den mere nedtonende – om end stadig stærke – “Break Down Your Walls", der skaber bevægelse blandt forreste rækker mod scenen i foyeren. Stemningen er flyvende, men ikke mere end det, hvis det bagerst placerede publikums entusiasme (eller mangel på samme) tælles med. Nuvel, herfra kunne det også være svært at få det fulde overblik over Nelson Cans flotte optræden på scenen, hvilket kan have lagt dæmper, der – desværre – fik inspireret flere til at sludre højlydt undervejs.

Sætliste:

Downtown

Miracle

Break Down Your Walls

 

ONBC har sin egen, unikke lyd

**** (4 stjerner)

ONBC, aftenens andet band på scenen foyeren, byder på rendyrket indie-pop, der besidder en så klar vokal, at det ikke ville være utænkeligt, hvis ONBCs toner en dag skulle sætte lyd til en kildevandsreklame – og det ment som en kompliment.

Fire faste trommetakter slår de længselsfulde rytmer an til “Pitch-Black Night”, hvis drømmende mol-kadence ville udgøre et passende soundtrack til en morgenstundsgåtur hjem fra byen. Men ONBC byder på mere end melankolske, natlige toner, som det viser sig, da det syddansk-københavnske band skifter til dur-svingende “Tombstone.”

Alligevel slipper “Tombstone” – der besidder en lige så perlende og karakteristisk indie-klang som “Pitch-Black Night” – ikke for et melankolsk islæt, der særlig kommer til udtryk i nummerets midte. Om end ONBC kan fremstå generte i melankolien, så bevarer bandet sin såkaldte melancholy twang-lyd hele vejen igennem, og selvom ONBC kan forekomme en anelse indadvendte, får de derfor fire stjerner for at vedholde at spille deres egen, unikke lyd.

Sætliste:

Pitch-Black Night

Thombstone

 

Rest in Beats overrasker med violinstrygere

***** (fem stjerner)

Indrømmet. Undertegnede har tidligere følt skepsis over for en af de tre vindere af KarriereKanonen, som i aften har den flotte ære at åbne scenen i DR Koncerthusets koncertsal: Rest in Beats.

Og her kommer min skepsis, ganske enkelt, til kort.

Med højstemte violinstrygere tilfører den elektroniske hip hop-popduo et nyt lag til “Stadig Med,” som ikke er hørt på studieindspilningen. Med “Stadig Med” og det efterhånden velkendte radiohit “Fugle Kan Dø” udfolder forsanger Rezwan Farmis vokal sig, mens hun danser uden sko hen over koncertsalens scenegulv. Den farverige kjoles ærmer svinger som eksotiske fugles vinger, og smukt er det, når lyd, tekst og optræden går op i en højere æstetisk enhed.

Heldigvis kan Rest in Beats-beatet også overdøve det – endnu engang – snakkende publikum, der tilsyneladende også plager værterne Mikael Simpson (Formiddagen på P6 Beat) og Rune Hedeman (Musiktjenesten). Hertil skal der lyde en tak til dem for at dæmpe snakken – og ikke mindst en tak til Rest in Beats for at levere en musikalsk sceneoptræden, der i særdeleshed klædte koncertsalen.

Sætliste:

Stadig Med

Fugle Kan Dø

 

Katinka er mere end stille musik

***** (fem stjerner)

Aftenens anden gruppe på Koncertsalens bonede gulve er bandet Katinka, hvis forsanger – som bekendt – er af samme navn. Mod alle salens hjørner strømmer Katinkas kraftige stemme ud til nummeret “Pulverkaffe”, der på dagbogspoetisk vis optegner et hverdagslivs grålige nuancer.

En P6 Beat-vært har tidligere nævnt, at bandet skulle spille stille musik, nævner Katinka med et glimt i øjet. Det er bandet kommet for at modbevise; et mål, der fuldendes til en højstemt og eksplosiv version af “Du Tænker Ikke”, hvor universitetskoret MUKO hjælper til med at lette ventilen for det knuste hjerte, teksten (angiveligt) er skrevet på.

Sammen får de både trommehinder i publikums ører og koncertsalens polstrede veloursæder til at vibrere. Hermed beviser Katinka, at bandet langt fra skal kategoriseres som “stille musik”, foruden at bandet også vist, at de er kommet for at blive på den danske musikscene. Og da værterne efterfølgende spørger en håndfuld publikummer på de forreste rækker om, hvem der har lokket dem ind i DR’s koncertsal, er svaret også overvejende Katinka.

Sætliste:

Pulverkaffe

Du Tænker Ikke

 

Bedre held næste gang til Pale Honey

** (to stjerner)

Da det bliver svenske Pale Honeys tur til at indtage scenen, mærkes publikumsbegejstringen straks, da akkorderne til trioens ABBA-cover (“Lay All Your Love On Me”) slås an på forsanger Tuva Lodmarks seksstrengede.

Desværre sker der det, at Tuva Lodmarks vokalrytme falder ved siden af guitarens – og desværre falder “Lay All Your Love On Me”-coveret aldrig helt i hak for bandet. Mod al forventning forekommer Pale Honey samspilsramt, for samme inkongruente rytmik gør sig tilsyneladende gældende under det shoegaze-lignende nummer “Get These Things Out of My Head.”

Og det er bare ærgreligt, når indierock-trioen ellers for nyligt har udgivet et stærkt studiealbum, der endte med at høste fem stjerner af GAFFAs anmelder Sara Elisabeth Nedergaard. Desværre må Pale Honey nøjes med to stjerner for aftenens præstation, der om muligt kunne have sneget sig op på tre, hvis blot der var blevet dyrket en stærkere rock’n roll-attitude, som bandets knasende grunge-lyd sagtens ville kunne bære til fremtidige optrædener.

Sætliste:

Lay All Your Love On Me

Get These Things Out Of My Head

 

Børnekoret bærer Turbolens

*** (tre stjerner)

Er der noget, som GAFFA har lært af bitter erfaring, så er det, at det kan være risikabelt at sende live, når man afholder et større koncertshow. Især hvis scenetæppet hænger fast, og sceneansatte for rullende kameraer må klippe det ned.

Nu skal anmeldelsen af Turbolens ikke handle om GAFFAs egen tv-fadæse fra 2012, men overgangen til forhenværende Mew-guitarist Bo Rune Madsens optræden trækker alligevel bemærkelsesværdige paralleller hertil. Værterne Mikael Simpson og Rune Hedeman må nemlig træde vande i 25 minutter på grund af tekniske fejl, hvilket desværre danner en antiklimatisk stemning for Turbolens to numre, “Rastløse Bevægelser” og “Farver.”

Ganske som Turbolens på forhånd er blevet præsenteret, leverer Rune Bo Madsen og børnekoret de to numre i en stil, der bedst kan beskrives som Mew-light eller Mew-back to basics.

Endvidere virker det til, at det er børnekoret, der bærer Rune Bo Madsens projekt. Om det er meningen eller ej, kommer Turbolens flot efter den tekniske forsinkelse, og derfor lander aftenens præstation på tre stjerner.

Sætliste:

Rastløse Bevægelser

Farver

 

Baby in Vain høster stående bifald

***** (fem stjerner)

Indtil videre er der meget, der tyder på, at Baby in Vain er navnet, som publikum har ventet på. Punk-bandet indleder med god, gedigen tung rock i form af “Low Life“, der afløses af det endnu tungere rock-nummer “She”, hvis varierende volumenstyrke antyder, at bandet ikke er bange for at bevæge sig ind i punkens epicenter, hvor der gøres grimasser af verdenen.

Under samme nummer er Baby in Vain-pigerne Andrea Thuesen og Benedicte Pierleoni heller ikke blege for at slå sig løs som headbangende rocktilbedere. Det er herligt, det er ungt, forfriskende og lige tilpas råt. Baby in Vain er helt klart et navn, der skal opleves live, hvis man har bare den mindste smule interesse i den vækstende rockmusik indenfor landets grænser.

Rock’n'roll-eventyret stopper dog ikke her, for i bedste rockstjernestil kaster Baby in Vain sig over heftige “To Heaven and Back”, hvis kraftpræstation udløser intet mindre end stående ovationer i koncertsalen.

Sætliste:

Low Life

She

To Heaven and Back

 

Lowly druknede i publikumsstøj

**** (fire stjerner)

Med dybe synth-toner indleder Lowly aftenens sidste mini-koncert i DR’s koncertsal med førstesinglen “Deer Eyes”, der er fra den aarhusianske gruppes første studiealbum “Heba.”

“Deer Eyes”, som er et virkelig interessant sammenskruet musikstykke, der kræver aktiv lytning, drukner dog gradvist af det snakkende publikums stemmer. Men kan man abstrahere fra disse, bliver det med “Deer Eyes” tydeligt, at Lowly har etableret sig som et yderst velkontrolleret og talentfuld band, hvorfor de i 2015 også kunne lande en flot pladekontrakt med det fornemme pladeselskab Bella Union. Og snak lader da heller ikke til at være noget, der slår Lowly ud af kurs.

Især vokalmæssigt tager Lowly-sangerinden Soffie Viemose sig imponerende ud på “No Hands”, hvor hun formår at ramme samtlige toneregistre, som endelig munder ud i et velakkompagneret, elektronisk punktum. Overordnet set fremfører Lowly deres to numre med stor ydmyghed, både overfor selve musikkens væsen og publikum. Fra sidstnævntes side forekommer ydmygheden dog ikke gengældt, hvilket desværre tager toppen af oplevelsen.

Sætliste:

Deer Eyes

No Hands

 

Velvet Volume var samlingspunktet

****** (seks stjerner)

På førstenummeret “I Think I Need You” lægges der op til metallisk klingende girl power-rock med avancerede guitarriffs, der endelig løsriver publikum, som henover aftenens forløb overvejende har ladet sig bemærke ved at snakke under de forskellige kunstneres optrædener.

Men hvor er det fantastisk at stå blandt et pulsende, fokuseret publikum, når de tre unge Aarhus-søstre sender den ene guitarsolo efter den anden ud i DR Koncerthusets foyer.

Som den ene fyr siger til den anden foran mig, mens han løfter øjenbrynene for at understrege sin pointe: “Det er fucking godt, det her!” Og hermed gives et eksempel på en accepteret kort samtale, der fremfor at forstyrre musikken hylder den.

Velvet Volume er på samtlige måder pragteksemplet på musik, når det er allerbedst live. Samtidig formår den unge trio at udvise et bredt volumenspekter, der både vidner om alsidighed og originalitet. Den kække “up-in-your-face”-rock afsluttes med konfettikanoner, og med den afslutning på P6 Beat Rocker koncerthuset fortjener pigerne næsten ikke andet end seks stjerner. Bravo!

Sætliste:

I Think I Need You

Leap Into Heaven

Look! Look! Look!

Fire


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA