Solid sorgbearbejdelse med strejf af humor

Diverse kunstnere, Troen & ingen (teaterkoncert), Svalegangen, Aarhus

Solid sorgbearbejdelse med strejf af humor

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det gav genlyd, da Saybia-sangeren Søren Huss i 2010 udgav sit første soloalbum, Troen & ingen. Sangene var en kunstnerisk sorgbearbejdelse oven på hans kærestes død tre år tidligere ved en trafikulykke, der også kvæstede parrets lille datter, som lykkeligvis kom sig. Resultatet var rystende stærkt, og albummet fik fortjent en stor lytterskare.

Nu, knap otte år efter, er sangene blevet omdannet til en teaterkoncert på Svalegangen i Aarhus. En oplagt idé, for er der ikke en decideret historiefortælling på albummet, så kredser alle sangene om sorgen og de følelser, den fører med sig – fortvivlelse, lammelse, had, hævntørst, men også de gode minder, man står tilbage med, taknemmeligheden over støtten fra familie og venner – og forsøget på at forsone sig med det ultimative tab og acceptere, at livet går videre, selvom intet er som før.

På Svalegangen har instruktør Per Smedegaard valgt at sætte historien op som en fortælling med tre hovedpersoner: Den efterladte ægtemand, den afdødes bror og hendes bedste veninde. Scenen er indledningsvis lukket af med sorte papkasser fra gulv til loft, eller sorte mursten, om man vil. En billede på sorgens altomsluttende mørke, lige når katastrofen har ramt, men papkasserne væltes, om end nogle står tilbage, og så er vi i gang.

Ægtemanden, spillet af Nikolaj Mineka, står ved den afdødes grav med en rød rose med broren og veninden ved sin side, og orkestret sætter i med sangen ”Som mejslet i massiv granit”, der også åbner Huss’ plade. Jullie Hjetland synger de første vers med kraftfuld, smuk vokal, inden Nikolaj Mineka tager over i sangens mellemstykke, også han solidt syngende. Det musikalske arrangement og instrumentparken med slideguitar, bas, trommer, klaver og cello ligger temmelig tæt på Søren Huss’ originalversion, om end den vemodige cello på Svalegangen er mere fremtrædende. Denne trofasthed over for originalerne gælder for hovedparten af sangene, som med et par undtagelser spilles i samme rækkefølge som på albummet.

Nyt er til gengæld, at instruktøren har valgt at få skrevet en smule dialog – forfattet af Jeanette Munzert – ind i forestillingen, hvilket får den til at adskille sig fra flertallet af teaterkoncerter. Det giver flere gange stykket, trods det alvorlige tema, en overraskende humoristisk, nærmest grotesk dimension. Ikke mindst da den efterladte ægtemand kort inde i stykket bliver ringet op af en medarbejder fra organisationen Dyrenes Ven, spillet af Jullie Hjetland, der rykker for et ubetalt kontingent – og ikke lader sig slå ud, da hun får forklaringen, at medlemmet ikke har betalt, fordi hun er afgået ved døden. For så kan manden da bare overtage medlemskabet – tænk på alle de elefanter, der dør hver eneste dag!

Dét er langt ude, og underholdende er det også, da ægtemanden bliver ringet op fra børnehaven, fordi han ikke har hentet sin datter – og ved samme lejlighed bliver overdænget med indtrængende ønsker om at opgradere på datterens regntøj, skiftetøj, madpakke, børnehavens frugtordning og meget mere, samtidig med at han bogstaveligt talt bliver overdynget med børnetøj. Dét får atter publikum til at motionere smilebåndene.

Rundt i følelsesregistret

Smuk er til gengæld ”Velkommen hjem”, hvor broren – Ashok Pramanik, ligeledes velsyngende – mindes sin søster og deres fælles barndom med nyskrevet spoken word-tekst ind over Huss’ melodi. Decideret rørende er ”Jeg finder vej”, en hyldestsang til datteren med omkvædet ”Dejlige datter”. Sangen adskiller sig fra Huss’ indspillede version ved at være mere nedtonet i versene med et elektronisk beat som rytmemarkør, og det klæder den. Det samme gør teaterfortolkningen, hvor ægtemanden bliver bombarderet med små bolde ude fra kulissen, kastet af den datter, der til sidst kommer ind på scenen. I øvrigt eneste sang, hvor hun medvirker. Et andet stærkt øjeblik er ”Intet er, intet bliver”, hvor ægtemanden giver nogle af sin elskedes ting – gemt i de sorte kasser – væk til veninden og broren, mens vi ser den afdødes gule kjoler, der stadig dufter af hende, på væggen.

Vi kommer hele vejen rundt i følelsesregisteret, hvor hovedpersonen, helt bogstaveligt, når bundniveauet i ”Fra tanke til…”, hvor han stående i sin kælder og med regnen silende over sig synger om had og trangen til hævn, og musikken er aggressiv og dyster. I ”Svigt” brillerer Jullie Hjetland på både sang og autoharpe – et instrument, vi ikke finder på Huss-albummet – og vi ender på vej ud i lyset i en form for taknemmelighed over de gode stunder i ”Tak for dansen…”, mens alle, skuespillere og musikere, synger smukt i kor til et akkompagnement af blandt andet ukulele og mandolin.

Skuespillerne er fremragende som sangere, i hvert fald Jullie Hjetland, Nikolaj Mineka og Ashok Pramanik. Laura Kold, der spiller veninden, har en lidt mindre imponerende, om end habil sangstemme, og hun synger da også kun ét nummer. Musikerne spiller fortrinligt, men det kunne have været fint med nogle arrangementer og et instrumentudvalg, som tænker lidt længere væk fra originalerne – ikke mindst fordi Søren Huss jo heldigvis stadig spiller sangene live med jævne mellemrum, og albummet kun er et klik væk på alverdens streamingtjenester. Hvis man ikke kender numrene i forvejen, tror jeg dog, man bliver blæst væk af sangskrivningsniveauet.

Scenografien er enkel, men effektiv, med de sorte kasser som såvel et symbol på sorgen – på et tidspunkt sidder ægtemanden ligefrem nede i den – og de kasser med ting og minder, den afdøde har efterladt. En absolut solid teaterkoncert og en både loyal og fantasifuld fortolkning af Søren Huss’ fremragende album, hvor især de diskrete indspark af humor fungerer overraskende godt uden at ødelægge den alvorsfulde undertone. Døden er kommet for at blive, vi bliver alle ramt af sorg undervejs i livet, nogle mere end andre, men vi kan lige så godt lære at forholde os til det, synes budskabet at være.

Noget tyder i øvrigt på, at det er blevet hørt – forestillingen er udsolgt, to af årets bedst solgte bøger sidste år herhjemme var Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (netop tildelt Weekendavisens litteraturpris) og Maria Gerhardts Transfervindue, der begge kredser om døden, og Nick Caves seneste album Skeleton Tree, indspillet og delvis skrevet efter sønnens død, er blevet en global succes. Kira Skov har i øvrigt også et sorgbearbejdende album på vej skrevet efter hendes mands tragiske død sidste år.

Overordnet er Troen & ingen bestemt værd at se, så det kan man glæde sig til, hvis man har billet, for forestillingen er som sagt komplet udsolgt. Vi må håbe, at den kommer tilbage igen – og den må meget gerne tage en tur rundt i landet.

 

Sætliste:

Som mejslet i massiv granit

Du er

Velkommen hjem

Fra tanke til…

Et hav af udstrakte hænder

…Hvorfor?

Svigt

Jeg finder vej

Intet er, intet bliver

Troen & ingen

Tak for dansen…

 

Medvirkende:

Laura Kold, Nikolaj Mineka og Ashok Pramanik: Sang og skuespil

Jullie Hjetland: Sang, skuespil, autoharpe, ukulele

Tom Bilde: El-bas, kor

Niels Søren Hansen: Klaver, akustisk guitar, kor

Nikolaj Heyman: El-guitar, akustisk guitar, slide-guitar, mandolin, trommer, kor

Benedikte Borum Poulsen: Cello, kor

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA