Olsens kongelige hjemmebane

Allan Olsen, Det Kongelige Teater, København

Olsens kongelige hjemmebane

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Danmarks nordjyske troubadur har opsagt sit band og er draget hjemmefra bevæbnet (stort set) kun med guitarer og tekster. Turnéen adskiller sig fra hans sædvanlige soloture, hvor intet forsamlingshus er for småt. Denne omgang besøger han Danmarks større koncertsale - som fx i aften Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorv midt i hovedstaden. Finere og mere formelt bliver det næppe.

Allan Olsen kommer alene på scenen til entusiatisk bifald. Han tager guitaren om halsen og stiller sig ved mikrofonen midt på scenen. Stilhed. Han siger ikke noget, går bare igang med første nummer. “Hvis engang du rejser mod nord, op hvor lyset står alene, tjek for mig om der bor en pige der, hun var min eneste ene.”

Hvem har pisset i håndvasken på Det Kgl. Teater?
Olsen virker tyndere, roligere og meget fokuseret. Tilråb møder døve ører, og han fortsætter uberørt ind i næste nummer – om en tidlig fornemmelse for valuta: “I min tombola solgte jeg min uskyld, den gik for en krone, den bedste jeg har haft.” Han afbryder sangen for at fortælle om dengang, han som 6-7-årig fik lov at se sin kusine bar i bytte for en buket blomster. Pigen løb direkte hjem og fortalte sin mor, hvad der var sket.

Olsen leger overskudsagtigt med akkorderne, så der opstår en ny friskhed over “I Svederemmens Ånd” fra det 22 år gamle album “Jern”. Scenen er simpelt indrettet – smagfuldt oplyst i én farve ad gangen og med blot et enkelt hvidt bagtæppe bag Olsen midt på scenen.

Bagefter kaster han sig ud i en beskrivelse af Det Kongelige Teaters trange lokaler bag scenen. “I tror, der er store sale med lysekroner,” men fra de små sminkerum er der 150 meter til nærmeste toilet. Mon Ebbe Rhode og Poul Reumert har tyet til håndvasken i hjørnet istedet? Bodil Udsen har nok ikke.

Sublim selvsikkerhed
Inden der går Linda P. i det hele, skynder han sig ind i tredje nummer, der maler billeder på den indre nethinde. “Han lå vågen i nat til den næsten var fem, og da fuglene begyndte at synge stod han op. Han stod stille lidt og begyndte og pakke. Ville have lagt en besked, men lod være. Da den første smule sol begyndte at kravle frem, stod han klar ved Egnsbank Nord, som han skulle. Han krammede sit pas, kiggede på sit billede, til rutebilen kom frem…” Udlængsel trækker sangens hovedperson til Bangkok, hvor “de har brug for en mand, de kan vist endda aldrig få nok.”

Samtidig med dén rejse trækker Olsen langsomt, men sikkert hele Det Kongelige Teaters Gamle Scene dybt ind i sin hule hånd. Han er i topform. Sidst han stod her, var sammen med d’damer, der fortolkede hans sange. Dengang tog rummet lidt pusten fra ham. Det sker ikke i aften. Olsen bemægtiger sig nationalscenen med sublim selvsikkerhed, og opmærksomheden fra salen er komplet. Farligt høje forventninger bliver indfriet, og ved fjerde nummer – “Ung Mands Blues” fra hans seneste album “Hudsult” – er der optræk til forsigtig fællessang.

Royal ros for rytmerne
Sættet veksler mellem klassikerne - “Lun Luft over Danmark”, “Aston Martin ’66”, “Bette Liverpool”, “Taberens Søn” og “Gajo Verden, Gajo Værd” - og så de lidt sjældnere spillede ædelstene, som fx “Miss Pachoulia”. Olsen fortæller, at den nat, han sad og skrev den, måtte han lige hen til vinduet og tjekke, om månen havde skiftet position i bar andægtighed over de genistreger, Allan havde griflet ned på papiret. 

Mensangen endte langt nede på pladen, og ikke engang Alex Nyborg Madsen gider spille den i radioen. Vi får den i aften, selv om “det ikke er en nem sang at modtage, men nu kan I gå ud og sige, at I har hørt den!” Og den er smuk og fuld af Olsens observationer om egen undgommelig formåen – eller mangel på samme.

“Mergelgraven” er et af de numre, hvor Allan Olsen knugende beskriver barndommen, der forsvandt og kalder på både smil og tårer. Det ærbare og påvirkelige sind portrætteres præcist. Også når han synger om sin far, der var stolt landpost i 46 år, men som sagde fra over for dokumentationsræset. Her sætter Olsen ord på den almindelige modvilje imod fremskridt i effektivitetens navn. Hans hyldest til Dronning Margrethe spiller også sammen med hendes nytårstale om at gøre unyttige ting – på den gode måde. Han indleder med historien om dengang, han havde spillet for hende i Aarhus Musikhus, og hun roste rytmen i hans musik(!).

Olsens comfort zone er genistreg
“Streger af Slim” er klimakset på første halvdel af koncerten. Olsen kører hektisk slideguitar op ad mikrofonstativet, mens Nicolai Land leverer sublim bas som silhouet på bagtæppet. Som resten af koncerten syder sangen af uovertruffen vellyd, og vi er i aften vidner til Allan Olsens måske mest perfekte maggiterning af et koncertkoncept.

Olsen er altid bedst solo, alene med sin guitar og sit publikum, hvor han kan følge stemningen tæt og justere sættet undervejs. I aften er der plads til klædelig eftertænksomhed. I stedet for at gå til pause sætter Olsen sig over på et lille podie på scenens ene side. Hans “comfort zone”. Her er hjemlig hygge, lavthængende ovenlys ved neonrør og en behagelig stol. Tiltaget er en lille genistreg, der bryder den to timer lange koncert op i mindre afdelinger.

Matador, Dalton og trompet, mens du sover
“Lorna” er med sine henvisninger til Matador en slags hyldest til alle de skuespillere, der har delt scene med Allan Olsen her i aften. Så tager han en af sine få elektriske guitarer på – hans Jerry Jones, Barytone – og giver os “en af de bedre” sange fra Dalton-samarbejdet med Johnny Madsen og Lars Lilholt; “Jeg har alderen med mig – jeg har den lige hér. Jeg ser så småt konturen af den allersidste dør. Den svæver i sit intet og bag den lukker lyset sit led. Musikken spiller videre – spil videre boys, når jeg ta'r af sted.”

Olsens comfort zone giver også plads til en helt ny sang om at være gift over evne. “Hvis du var blind, når jeg lukker mundlort ud, så ville du måske tro, når min mund går op og ned, at jeg var sanger. En rigtig sanger. Og hvis du var døv, så ville jeg måske prøve at spille trompet tæt på dit ansigt, imens du sover.” Og latteren bølger gennem salen.

Måger, gråspurve og Blaupunkt 17 Mhz
Allan Olsens måske mægtigste koncert til dato slutter med et smukt trekløver, der viser bredden af hans tekst- og sangtalent; “Nu Skal Mågerne Skydes” peger fingre af det moderne samfund, der symptombehandler fejlslagne fremskridt frem for at kere sig om roden – hen over et forbistret melodiøst omkvæd, som salen hurtigt fanger.

Vi er allerede i fjerde ekstranummer, da Olsen stiller sig frem på scenen og med enorm pondus giver os hymnen til den “Lille Gråspurv” – a cappella og i absolut stilhed. “Mormonklædte typer med optur og headset og mundspray og hovederne svøbt i håndfri mobilsnak med arkitekter, der tar' fat. Nu skal hvert et tagbræt sømmes, nu skal hvert et urentabelt smuthul lukkes til.”

Olsen-hittet over dem alle cementerer en succesfuld aften. Vi studerer Europa Autoatlas og hører Blaupunkt 17 Mhz synge for os sådan her: “Won’t you stay just a little bit longer.” Men det vil Olsen ikke. Esserne er fyret af, Det Kongelige er gjort til hjemmebane, og Olsen må videre.

 

Mikael K’s velkomne opvarmning ****
I starten af aftenen varmer Mikael K publikum op med en håndfuld finurlige sange om mandspersoner, de fleste fra Ålleren som ham selv (altså Aalborg). Han fortæller levende om sine emner; ham der tager hjem til mor og får farseret porre, Sæbepulver-Johnny fra møntvasken på Vesterbro, Mikaels genbo Porno-Lasse, Fulde-Jørgen, der dirigerer lokale koncerter med en rød pølse og Sputnik i astronaut-sølvrumdragt.

Kombinationen med Olsen er oplagt, og selv om Mikael K’s sangudtryk står mere spinkelt, så giver han en hjertevarm og underholdende halv time, som sagtens kunne have været lidt længere.

 

Musikerne:
Allan Olsen - vokal, guitar
Nicolai Land - bas, kontrabas
Mikael K - vokal, guitar (support)

Sangene:
Hvis Du Rejser mod Nord (Dalton)
I Svederemmens Ånd
Han har Tænkt
Ung Mands Blues
Lun Luft over Danmark
Miss Pachoulia
Mergelgraven
Bette Liverpool
Min Far Kørte Post for Staten
Streger af Slim
Vores Dronning
Frie Mænd
Gid Du var Blind
5 Under 0
Lorna
Taberens Søn
Gajo Verden Gajo Værd / The River
En Stille Glød i Mørket
Jeg har Alderen med Mig (Dalton)
En Plads i Byen
Nu Skal Mågerne Skydes
Lille Gråspurv
Aston Martin ’66


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA