Træerne vokser ind i himlen

Ane Brun & Copenhagen Phil, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Koncertsal

Træerne vokser ind i himlen

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den norske singer-songwriter Ane Brun favner det intime såvel som det storladne. Det melankolske såvel som det dramatiske. Det hele med en overbevisende autenticitet og autoritet. Hendes musikalitet er evident, hendes nasale fraseringer magnetiske, hendes hele udtryk og sceneoptræden respektindgydende. (For ikke at tale om hendes evner som sangskriver). Og placerer man hende – og hendes svenske band – foran fyrre professionelle, klassiske musikere, vokser træerne simpelthen bare ind i himlen. Det gjorde de i hvert fald torsdag aften.

Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester, som af uransagelige grunde bare skal nedbarberes, hvis det står til kulturministeren og hendes proselytter – åbnede torsdag aften endnu engang dørene til den godt tænkte, godt planlagte og godt afviklede minifestival, 60 minutes. En festival hvori rytmisk og klassisk musik mødes. Og jeg må altså sige, at idéen om at invitere Ane Brun (en udlænding!) ind på ”den store scene” – foran de fyrre dybt kompetente ”klassikere” – var alt andet end far fetched. Kombinationen af Ane Brun og Copenhagen Phil, under ledelse af Hans Ek, fik netop træerne til at vokse ind i himlen.

Koncerten åbnede med The Opening, som Ane Brun for år tilbage indspillede med Fläskkvartten, og den lukkede med Undertow. De to numre er meget kendetegnende for Ane Bruns vokale, fortælletekniske og dramatiske spændvidde. De giver publikum adgang til at høre alt det, Ane Brun kan – hun kan udtrykke den dybeste melankoli, rejse sig i trods og manifestere en indre urkraft – som ikke bare er vokal, men også kropslig. Jeg bliver i hvert fald selv indfanget af den dybt kompetente singer-songwriters mangefacetterede formidling, som torsdag aften matchede det store set-up og virkede alt andet end tænkt.

Bag arrangementerne til det store orkester stod flere hoveder, men et gennemgående træk ved arrangementerne – og dermed ved koncerten – var, at alle kompositioner og sange virkede gennemtænkte, afprøvede, vidtfavnende og nuancerede og derfor smeltede sammen til ét hele – uanfægtet af forskelle på det rytmiske og det klassiske. Selv når Ane Brun og symfoniorkesteret det ene øjeblik kastede sig ud i en versionering af islandske Björks dramatiske nummer, Joga, eller argentinske Ramírez’ og Lunas klagende latinhit, Alfonsina y el Mar, eller italienske Monteverdis 1600-tals-perle, Lamento Della Ninfa, blev jeg grebet om struben. Mest, dog, når melankolien var i spil – hvilket den for eksempel var i Ane Bruns engelske versionering af Monteverdis perle – nummeret, Amor, Oh Love – som med Ane Bruns stemmebånd og musikalitet notorisk er en af de mest gribende sange, jeg har hørt, siden (det mulige forbillede?) Eva Cassidy drog hinsides. Ane Bruns ubestridt største hit til dato, Halo, var også fint, men vulkanudbruddene, numre som eksempelvis mellemøstligt klingende Shape of a Heart kunne jeg godt have undværet – hvis ikke det var fordi, de netop satte melankolien i relief.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA