Kunsten at få revet sine indvolde ud over åben ild

Michael Gira, Bremen Teater

Kunsten at få revet sine indvolde ud over åben ild

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Michael Giras blotte tilstedeværelse kræver opmærksomhed, fra første guitar-anslag. Man kan naturligvis ikke nævne manden uden at nævne Swans. Hans medlemsskiftende ensemble, der har udgivet udfordrende altrock-plader siden 1983 med mesterværker som To Be Kind, The Great Annihalator og Soundtracks for the Blind. Jeg så dem spille i Den Grå Hal sidste år, i kølvandet på 2016’s knusende The Glowing Man, og fik blæst sjæl og ånd langt væk. Giras sange fokuserer meget mere på dynamik, volume og tekst end akkorder, melodier og struktur. Ofte med udgangspunkt i ekstremt dystre emner, der får Nick Cave til at minde om en børnehavepædagog. Således sang Gira om alt fra lemlæstelse over selvmord til voldtægt.

Gira går, uden man bemærker det, på scenen, mens intromusikken stadig spiller, efter en unavngiven fyr har været inde og ageret uannonceret opvarmning med elektronisk avantgarde. Og pludselig er koncerten skudt i gang med den voldsomme Swans-klassiker ”Amnesia”, der på Love of Life fra ’92 er en industriel tour de force, men i solo-regi fremstår meget mere intim og ond. Gira virker, trods det ekstremt tunge materiale, glad på sin egen facon og introducerer Angels of Light-sangen ”Michael’s White Hands” med ordene: ”Here is a little song I wrote about Michael Jackson and Saddam Hussein having sex in heaven and pissing some substances down upon us”. Giras mørke baryton går som altid i marv og ben, mens den skifter mellem det stille, råb og decideret croon, og på den efterfølgende Swans-sang ”Jim” bruger han sin akustiske guitar som en tromme under en af sangens højdepunkter.

At være venlig
Solo-turen i 2018’s hovedpræmis er, for Gira, at afprøve nogle nye numre, han har lavet til en kommende Swans-plade, og vi får da også et par nye numre i aften. ”The Secret Sharer” glimrer således ved at fortælle en voldsom historie om kærlighed og helligdom over én akkord, indtil den fem minutter inde i sangen pludselig skifter akkord og afsluttes som en syg form for vise, mens ”You Must Pay” agerer aftenens højdepunkt med en lang hade-hymne i bibelske dimensioner, der ender ud i en spoken word-session med en råbende Gira. Mesterligt! Den desperate, voldtægts-beskrivende ”When Will I Return?”, der på plade synges af Giras kone, bliver introduceret med en opfordring til publikum om at gå hjem og rive vores indvolde ud af maven over åben ild. Og som altid føles det lige præcis sådan!

Den brændende verden
Gira slutter med den klassiske Swans-sang ”God Damn the Sun” fra ’89’s The Burning World – en utrolig tekstnær og tragisk sang holdt i en nærmest fjollet vise-stil med et uforløst akkordforløb. Og jeg tager sgu mig selv i at smile. For det er det, Gira kan! Han kan tage de mest mørke, grimme og dystre sider af mennesket, skære det ud af os og smide det på det brændende bål med et gigantisk skævt smil! Publikum elskede den enlige mand og hans guitar for det, og jeg gjorde det samme. Jeg savner måske Swans' benknusende hårdhed, men i den her intime sammenhæng oplever man pludselig, hvor stor en sangskriver Gira er. Skidegodt arbejde!

Sætliste:

  1. Amnesia (Swans)
  2. Michael’s White Hands (Angels of Light)
  3. Jim (Swans)
  4. The Secret Sharer (Ny)
  5. Oxygen (Swans)
  6. When Will I Return? (Swans)
  7. You Must Pay (Ny)
  8. Annaline
  9. The Hanging Man (Ny)
  10. God Damn the Sun (Swans)

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA