ANMELDELSE: En mosaik af melodisk støjpoesi

Slowdive, Store Vega, København

ANMELDELSE: En mosaik af melodisk støjpoesi

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

På under et år har rockbandet Slowdive nu gæstet Danmark tre gange, og spiller igen 24. februar på VoxHall i Aarhus. I 2017 gav Slowdive anmelderroste koncerter på Roskilde Festival og i DR Koncerthusets Studie 2. Derfor kunne man godt tillade sig at have store forventninger til deres udsolgte koncert i Store Vega onsdag aften. Det var ikke en skuffende oplevelse: Slowdive indfriede atter de høje forventninger og leverede en sanselig og stemningsfuld koncertoplevelse med masser af harmonisk støj.

Slowdive lagde ud med åbningsnummeret fra deres seneste selvbetitlede comeback-album, Slomo, der straks sugede publikum ind i bandets drømmende univers. Sanger og guitarist Neil Halsteads bløde, nærmest The Stone Roses-agtige guitarspil satte den psykedeliske stemning for koncerten. Samspillet mellem det klingende guitarspil og de øvrige instrumenter var hyptnotiserende.

Nye sange gik hånd i hånd med klassikerne
Efterfølgende begyndte Slowdive at udvide paletten med mere rockede og støjende numre. Bandets evne til at føre publikum ind i en anden virkelighed gennem deres svævende, skæve og smukke melodier var krystalklart helt fra begyndelsen.. Samstillingen mellem Halsteads vokal og guitarspil og Rachel Goswells feminine klang var magisk og nærværende.

Slowdive beviste, at de har formået at skabe en tydelig musikalsk sti mellem deres gamle materiale og deres nye sange. De nye numre fra det seneste anmelderroste studiealbum gik hånd i hånd med klassiske sange som for eksempel det delikate drømmepop-nummer Crazy for You. Selvom Slowdive har udviklet sig stilistisk, har de bevaret deres høje kvalitetsniveau som liveband.

Gamle og unge fans
Man kunne se, at koncertens publikum bestod af både modne fans, som havde dyrket bandet i 90’erne, og yngre mennesker, som formentlig først er blevet introduceret for Slowdives musik gennem deres seneste album. Uanset om man var gammel eller ung fan, inviterede Slowdive publikum med på en støjpoetisk lyd-odyssé. Det var hårdtslående, smukt, komplekst og umiddelbart på én og samme tid.

Koncertens musikalske højdepunkt var opførelsen af hittet Sugar for the Pill, som forenede Slowdives kompositorisk polerede popmusik med deres instrumentalt legesyge tilbøjeligheder. Efter tre intense ekstranumre lukkede Slowdive ned for en intens koncertoplevelse, hvor man som publikum var blevet hypnotiseret af koncerten som helhed frem for de enkelte numre. Koncerten føltes som én lang og sammenhængende oplevelse.

På trods af tekniske problemer med deres baggrundsvideoer under hele koncerten leverede Slowdive en overvældende koncert, der var musikalsk helstøbt og teknisk formidabel. En fremragende mosaik af melodisk støjpoesi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA