The Killers kørte den sikkert hjem – på rutinen

The Killers, Royal Arena, København

The Killers kørte den sikkert hjem – på rutinen

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

På en polarkold søndag aften lagde det amerikanske pop/glam-rockband The Killers vejen forbi København og Royal Arena. Selvom vi snakker et af verdens mest succesrige band de sidste 12-13 år, målt på hitlisteplaceringer (alle deres fem første album er røget ind som nummer et i England, hvilket ikke er sket for noget andet international band) og indtjening, så var det hverken den størst mulige sal, Royal Arena kunne præstere eller en udsolgt sal, som mødte The Killers.

Men vi, der var mødt frem tog klokken 21:15 imod The Killers med vild og forventningsfuld begejstring. Publikums alder taget i betragtning var det tydeligt, at de fleste havde haft The Killers som soundtrack til deres ungdom i 00’erne, hvor bandet lagde verden ned med først det synthpoppede ”Hot Fuss”-album og dernæst det Bruce Springsteen-inspirerede album ”Sam’s Town”. Begge fantastiske album, som også desværre må siges at være dér, deres karriere toppede kunstnerisk. Men formlen synes at virke. Efter at have skabt en solid publikumsskare og to album proppet med hits har det vist sig, at The Killers ikke behøver at præstere på samme høje kunstneriske niveau et helt album igennem igen. Et til to hits på de efterfølgende album er alt, der behøves for at holde maskineriet i gang. Den samme formel har bands som Kings of Leon og Coldplay strengt taget også benyttet sig af, hvor deres to første album også var fremragende.

En sand hitparade

Det gode ved The Killers er, at det lader til, at de har accepteret deres egen formåen og lyttet til deres publikum, da de leverede en sand hitparade, som er blevet kutyme fra deres side. Deri ligger vel nok også forklaringen på, hvorfor de er et af verdens største stadionnavne og headliner den ene store festival efter den anden. Forklaringen er simpel: De spiller det, folk vil have, og det gjorde de også i aften – næsten, mere om det om lidt.

I et stiligt sort jakkesæt med sølvpynt gjorde den altoverskyggende forsanger og showmand Brendon Flowers sin entre og startede koncerten med et af bandets nye numre, det tilforladelige rocknummer ”Run for Cover”, som skød koncerten godt i gang.

Under hele koncerten havde The Killers gjort sig umage med at arrangere en super-virkningsfuld baggrundsscenografi, som komplementerede hver sang på overdådig vis, det være sig landskaber, tegneseriefigurer, billeder og rigtig americana-kitsch som lysende billboards og figurer i alle afskygninger. Med et bagkatalog, som indeholder så mange store hits, skulle der ikke gå lang tid, før det første blæste publikum omkuld med den catchy rocksang ”Somebody Told Me”. Derfra var det egentlig en ren hitparade, med nogle udfald.

Med så mange hits, hvor de fleste ligger på gruppens to første album og resten er akkumuleret på de efterfølgende tre, er det tydeligt, når der kommer mindre gode numre (dermed ikke sagt, at hits er lig med gode numre) som ”The Way It Was”, ”Shot at the Night” og ”Rut”, som godt kunne være skåret fra. ”The Man” fra deres nye album fungerede overraskende godt live og var som taget ud af bandets glamour-Las Vegas-dna. Det er på en måde fedt at overvære et band, som ikke lægger skjul på deres hjemstavn. Det betød også et gennemført og professionelt arrangeret show, hvor sang, scenografi, bevægelse og helt ned til kommentarer var indstuderet og blev serveret som en velsmurt burger og bød ikke på nogen overraskelser, men til gengæld smagte den præcis som forventet – ja, det er vel egentlig både godt og skidt.

For ikke at dvæle for meget ved deres tidlige hits synes jeg specielt, at den melodiske ”Miss Atomic Bomb”, den sjælfulde ”Be Still” og den eksplosive og svært rockede ”Tyson vs. Douglas” skinnede igennem.

Et topprofessionelt show

Det er sker ofte, at et band af The Killers’ størrelse har lyst til at eksperimentere ved at gå helt nye veje eller undlade at spille nogle af deres hits, men jeg tager hatten af for The Killers, for med så mange jobs er det imponerende, at de nærmest konsekvent pleaser publikum med alle deres hits og eksekverer et topprofessionelt show hver gang. Det betyder, at det bliver lidt sjælløst nogle gange. Men nogle omgange konfetti, fyrværkeri og sing-along-sange kan redde den mest sjælløse koncert.

Det var lidt for tydeligt, at Brandon Flowers og trommeslager Ronnie Vanucci var de eneste to originale bandmedlemmer, som er med på denne tour. Selvom der var ni musikere på scenen, inklusive et fremragende kor, var resten næsten kun statister, og det var lidt som om, at Mr. Flowers var den eneste, der skulle og kunne holde gryden i kog. Selvom der nogle gange var risiko for, at der gik gået autopilot i den, viste The Killers, hvordan et topprofessionelt og underholdende show skal skrues sammen. For et show var det – stort, flot og pompøst, som underholdt og opfyldte showbusiness-manualens ABC, men som dog aldrig formåede at kravle helt ind under huden på mig.

 

Sætliste:

Intro: Wonder Wonderful (Johnny Mathis)

  1. ”Run for Cover”
  2. ”Somebody Told Me”
  3. ”Spaceman”
  4. The Way It Was”
  5. ”Shot at the Night”
  6. ”Jenny Was a Friend of Mine”
  7. ”Miss Atomic Bomb”
  8. ”Human”
  9. ”Rut”
  10. ”Smile Like You Mean It”
  11. ”For Reasons Unknown”
  12. ”The Man”
  13. ”Tyson vs. Douglas”
  14. ”A Dustland Fairytale”
  15. ”Be Still”
  16. ”Runaways”
  17. ”Read My Mind”
  18. ”All These Things That I’ve Done”

Ekstra:

  1. ”The Calling”
  2. ”Andy, You’re a Star”
  3. ”When You Were Young”
  4. ”Mr. Brightside”

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA