Terrængående totaloplevelse i tekst, toner og billeder

Steven Wilson, Store Vega, København

Terrængående totaloplevelse i tekst, toner og billeder

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”Den mest succesfulde musiker, du aldrig har hørt om” er et citat, som ofte bliver brugt om den engelske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Steven Wilson. Gennem en mere end 25 år lang karriere har han uden at have haft egentlige hits opbygget et solidt og måske endda voksende globalt publikum, først med 10 album i front for den nu hedengangne gruppe Porcupine Tree og siden som solist på indtil videre fem studiealbum. Alt sammen med et meget alsidigt musikalsk udtryk med omdrejningspunkt i den progressive rock. Produktiviteten er høj, med nyt album cirka hvert andet år, foruden diverse sideprojekter, og det samme gælder turnévirksomheden, hvor Wilson spiller for udsolgte huse på mellemstore spillesteder i store dele af verden.

Det gælder også Store Vega, hvor de 1500 billetter har været afsat i mange måneder. Turnéen rammer Danmark et halvt år efter udgivelsen af Wilsons seneste album, To the Bone, et udspil, der ifølge Wilson selv er inspireret af 80’ernes ”progressive pop-plader” som Peter Gabriels So, Talk Talks The Colour of Spring og Tears for Fears’ The Seeds of Love. Altså album, der blander et lettilgængeligt og melodisk udtryk med en stor musikalsk og tekstmæssig kompleksitet. Resultatet er en af Wilsons blødere udgivelser, om end arven fra den progressive rock er intakt. Dette univers kommer også til at kendetegne koncerten.

Vi begynder dog med kortfilmen ”Truth” på tæppet foran scenen. En højttalerstemme fortæller, at filmen vil vise en række temaer, som bliver behandlet under koncerten. Ord som ”truth”, ”lie”, ”religion”, ”science”, ”ego”, ”indifference” og ”family” kører hen over skærmen, mens vi ser billeder af blandt andre Richard Nixon, Scientologys hovedkvarter og en hjemløs, og så er stemningen sat. Steven Wilsons sange har gennem alle årene kredset om tunge evner som fremmedgørelse i det moderne samfund, religion og fanatisme, og sådan bliver det også denne aften, lige fra åbningsnummeret ”Nowhere Now”. En sang om en astronaut, der ser på jorden ude fra rummet og beklager sig over, hvor meget menneskeheden er i gang med at ødelægge planeten.

Wilson på guitar og hans fire mand høje band – den nye guitarist Alex Hutchings og de velkendte Nick Beggs på bas, Craig Blundell på trommer og Adam Holzman på keyboard – står stadig bag scenetæppet, og det samme gør de under den smukke ballade ”Pariah”, hvor den israelske sangerinde Ninet Tayeb er en stærk duetpartner projiceret op på scenetæppet. I sangen trøster og opmuntrer den kvindelige fortæller den mandlige, ganske som i Peter Gabriel og Kate Bushs duet ”Don’t Give Up”, der formodentlig har været inspiration. Scenetæppet glider fra, og Wilson fortæller med et glimt i øjet, hvad vi skal opleve i aften: Størstedelen af det nye album – ”som er awesome” – og ældre sange, hvor de fleste ikke er blevet spillet tidligere af Wilsons aktuelle band.

Vi fortsætter med ”Home Invasion” fra Wilsons næstnyeste album, Hand. Cannot. Erasure, en lidt tungere sang, hvor storskærmen på bagscenen viser filmoptagelser, hvor vi zoomer ind på en kvindes øje igen og igen, som en fortolkning af tekstens budskab om online-afhængighed. En video skabt af Wilsons mangeårige samarbejdspartner, aarhusianske Lasse Hoile, der senere også får en hilsen fra scenen. Sangen glider over i instrumentalnummeret ”Regret #9”, hvor Adam Holzman spiller den indledende af aftenens mange keyboardsoloer.

LÆS OGSÅ: Portræt af Lasse Hoile: Steven Wilsons aarhusianske billedmagiker

Går rent ind

”The Creator Has a Masterpiece” er aftenens første Porcupine Tree-sang, en tekstmæssigt dyster sag om en mand, der torturerer sine egne børn, mens røgen breder sig på storskærmen. Under balladen ”Refuge” vises billeder af opskyllede ting på en strand, blandt andet en sko, redningsveste og plasticflasker, hvilket giver associationer til såvel druknede bådflygtninge som forurening, og selvom det ikke ligefrem er subtilt, at billederne fortolker tekstens budskab temmelig 1:1, går det rent ind, for det er jo desværre den skinbarlige virkelighed.

Det skader heller ikke ligefrem, at sangen munder ud i to heftige guitarsoloer, fra først Steven Wilson, der, selvom han ofte siger det modsatte, er en habil guitarist, og Alex Hutchings, der er decideret virtuos. Den helt store sanger er Wilson heller ikke rent teknisk, men hans vokal har alligevel en autoritet, der gør, at man lytter efter teksterne, der altid har noget på hjerte.

I den aggressive ”People Who Eat Darkness” er vi inde i hovedet på en terrorist, som kunne være den nabo, der hilser venligt, når du møder ham på trappen, men ellers aldrig taler med. Storskærmen viser den samme historie med en fantasifuld tegnefilm, hvor en mand spiser sin kat. Som det efterhånden burde være fremgået, er en Steven Wilson-koncert en totaloplevelse, hvor samfundskommenterende tekster, stærkt spillet musik med god plads til keyboard- og guitarsoloer og masser af små detaljer samt fortolkende storskærmsbilleder går op i en højere enhed.

Jeg kunne fortsætte med at opremse højdepunkter fra den to en halv time lange pragtpræstation – med indlagt 20 minutters pause – men nøjes af pladshensyn med nogle få: De tredobbelte rasleæg i introen til Porcupine Trees ”Arriving Somewhere But Not Here”, Alex Hutchings og Nick Beggs’ generelt flotte kor, den disko-inspirerede, falsetbårne og danseappellerende ”Permanating” – ”det er fedt at se folk med skæg og i Opeth-T-shirts danse disko” – Lasse Hoiles småsurrealistiske video til ”The Same Asylum as Before”, hvor en person med papmachehoved og et trælignende menneske løber rundt i en skov, Wilsons solosang ”Even Less” fra Porcupine Tree-perioden – ”en af mine første sange, jeg syntes var god” – og endelig finalen, ”The Raven That Refused to Sing”, hvor storskærmens tegnefilm fortæller den rørende historie om ravnen, der nægter at synge, når den er i bur.

Publikum er begejstrede, og det er der også grund til. Wilson og hans fremragende musikere har gjort lige præcis det, der var deres mission. Spillet sange, der både er lettilgængelige, melodiske og samtidig rummer masser af nuancer, såvel tekstmæssigt som musikalsk, og i øvrigt ikke er bange for at gå nye veje. Måske er det forklaringen på, at Wilsons publikum synes at blive større og større for hver plade, han udgiver, og for hver turné han tager på – for mange andre musikere med 25 års karriere går det den modsatte vej. Et eksempel til efterfølgelse.

 

Sætliste:

Første sæt:

Intro: ”Truth”-kortfilm

Nowhere Now

Pariah

Home Invasion

Regret #9

The Creator Has a Mastertape (Porcupine Tree)

Refuge

People Who Eat Darkness

Ancestral

Andet sæt:

Arriving Somewhere But Not Here (Porcupine Tree)

Permanating

Song of I

Lazarus (Porcupine Tree)

Detonation

The Same Asylum As Before

Heartattack in a Layby (Porcupine Tree)

Vermillioncore

Sleep Together (Porcupine Tree)

Ekstra:

Even Less (Porcupine Tree)

Harmony Korine

The Raven That Refused to Sing


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA