Ingen over, ingen ved siden af Danmarks mægtigste rockband

Sort Sol, Den Gå Hal, Christiania

Ingen over, ingen ved siden af Danmarks mægtigste rockband

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

På vej ud af Den Grå Hal med "Tatlin Tower" suggestivt bankende løs som en stor, langsom sol på vej i zenit, blev beslutningen truffet: fem stjerner. Seks stjerner bør normalt forbeholdes det noget nær overjordiske.

Det var Sort Sol trods alt ikke i aften. Til gengæld er det løseligt husket den suverænt mest innovative og vellydende Sort Sol-koncert, denne anmelder har oplevet siden begyndelsen af 80'erne.

For evnen til konstant at genopfinde sig selv i spændet mellem punk, rock, pop og lydekspressionisme fortjener Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved med frænder stor hæder.

For godt og vel et år siden så jeg Sort Sol i DR Koncerthuset umiddelbart før udgivelsen af albummet Stor langsom stjerne. En forfærdelig koncert, hvor lyden var indstillet på kaos, og teknologien tilsyneladende var ramt af digital influenza. Siden er det flittige orkester blevet bedre og bedre.

Styr på lyden

Det første nummer, "Stor langsom stjerne", med Steen Jørgensen halvt croonende, halvt hvæsende fungerer mest som afsæt for resten. Men allerede i andet nummer, "Next Century", var det markant påfaldende, hvor godt band og lydfolk nu havde styr på lyden.

Top-Galias guitarer og diverse tilknyttet elektronisk gear lå påtrængende klart i lydbilledet. Om end der stadig godt kunne være mere lyd på trommerne, mærkedes der allerede i de mest rockede "Kiss the Streets" og "Siggimund Blue" et forførende sug i maven. Der er groove i denne nyeste formation af Sort Sol, hvor maskiner og mennesker konstant afsøger hinandens grænser.

Som på Roskilde Festival sidste år var den amerikanske drone-kultmusiker Stephen O'Malley med på guitar.

Drone er noget med én eller få lyde, der ensformigt går igen og igen og igen og skaber de vildeste lydlandskaber.

Stående beskedent i højre side af scenen lød O’Malleys guitar som et mareridtsagtigt tågehorn fremmanede klaustrofobiske lydbilleder, som – desværre – perfekt ramme om ubådsnummeret "K-141 Kursk" fra det seneste album.

Det diskuteres blandt fans, om gruppen overhovedet bør spille numre fra det svært tilgængelige Stor langsom stjerne. Sort Sol-koncerten på Heartland Festval sidste år knækkede for eksempel nærmest midt over.  

Men der er kommet styr på det.

En første del baseret på skarp rock, en midte med "K-141 Kursk" og de to fremragende malerisk stemningsfyldte "Daughter of Sad" og "... Like a Trance Like…", efterfulgt af mere rockende numre, skabte en fin akse ned gennem de meget forskellige numre.

Melodisk ømhed

Maskinel mani og Lars-Top Galias konstant fabulerende, prikkende og stikkende guitarer gik i mod- og medspil med den melodiske ømhed, der i så godt som alle numre omfavnede den underliggende punkede vrede og artrock.

Største anke: at Maggie Björklund ved pedal steel-guitaren reelt kun kunne høres tydeligt i "Let Your Fingers do the Walking". Da gav hendes delikate, akavede country-feel endnu mere midnatsfølelse til den uopslidelige publikumsfavorit.

Noget kunne tyde på, at Sort Sol har overmættet sit marked undervejs. På grund af ringe billetsalg var koncerten flyttet fra Forum på Frederiksberg til Den Grå Hal – som i øvrigt i dagens anledning var farvet delvis grøn af en flok, der fejrede den irske St. Patrick's Day.

Men det var pengene værd for dem, der havde taget turen til Christiania. Ingen over, ingen ved siden af Danmarks mægtigste rockensemble.

 

Sætliste:

Stor langsom stjerne

Next Century

Dog Star Man

Holler High

Kiss the Streets

Siggimund Blue

K-141 Kursk

Daughter of Sad

...like a Trance Like...

A Stroke of Midnight

Who's Afraid of Virginia Woolf

Shaheeba Bay

Abyss

 

Ekstra:

The Weightless

Let Your Fingers Do the Walking

Tatlin Tower

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA