Lydkaos i DR Koncertsalen endte som folkefest

Folkeklubben, DR Koncerthuset, Koncertsalen

Lydkaos i DR Koncertsalen endte som folkefest

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Arkivfoto

På spørgsmålet, hvorfor han og C.V. Jørgensen aldrig havde jammet lidt sammen, svarede Kim Larsen engang: "Det har vi folk til".

Det blev sagt i et interview i 2010 til undertegnede – og kan derfor af gode grunde ikke være møntet på Folkeklubben, som blev dannet året efter.

Men det kunne det have været.

Det er ingen hemmelighed, at sangskriver Kjartan Arngrim ser lige så meget bagud, som han ser fremad, når han skriver sine sange. Folkeklubben er – som han sagde ved koncerten langfredag aften i DR Koncertsalen – fra dengang, der var noget, der hed betalt spisepause.  

Ikke bare Arngrims kringlet fabulerende tekstunivers, der formelig bugner af referencer til alt fra Johannes V. Jensen (det må ellers være svært at komme til for Steffen Brandts mange referencer til samme), Birthe Kjær, Sebastian, Steven Spielberg og H.A. Brorson, kender sin historie.

Også de bedste af hans kompositioner bærer på alt det bedste i den britiske folkemusik model "The Beatles møder amerikansk protestsang". Så kan der være nok så meget dubstep og elektronik med i studiet, når Folkeklubben indspiller.

Ved en skillevej

Meget tydeligt symboliseret i en gæsteoptræden her til aften af den gamle protestsanger Benny Holst, hvis "Blomsten og vasen", Folkeklubben indspillede til soundtracket til Thomas Vinterbergs "Kollektivet".

Efter en periode med tre album og mere end 600 koncerter står Folkeklubben tilsyneladende ved en skillevej. De har for længst etableret sig som gadeband. Kan det blive større?

Svaret på den aktuelle koncertsalsturné er med, hvad jeg tillader mig at betragte som klassisk arngrimsk omvendt logik: at minimere – at søge ind i den folkemusikalske sjæl i Folkeklubben.

Måske ligger der også en drøm om en eller anden form for anerkendelse som andet og mere end gademusikanter. Selvom dét jo ellers hidtil har været trioens raison’d’être.

På den igangværende turné har de godt nok allieret sig med keybordspiller med meget mere Nikolaj Busk, men alle spiller akustisk – om end guitarerne (heldigvis) er plugged in. Hvor andre under redefinering ville tilføje en strygergruppe eller en ordentlig røvfuld teknologi – eventuelt suppleret af en kæk dj. Simpelthen booste sig selv som en forårsbrunstig påfugl.

Ja, der går Folkeklubben den anden vej.

Grotesk høj vokal

Respekt for det. Det fungerede bare ikke ret godt i begyndelsen i DR Koncertsalen. Arngrims vokal lød næsten grotesk højt i forhold til resten af bandet. Omvendt var det direkte svært at høre Rasmus Dalls sublime guitar, som ofte spiller en vigtig rolle i Folkeklubben som melodibærende under de mange flotte harmonier.

Indimellem sejlede det nærmest. Jo. Selvfølgelig var publikum tændt under "For pengene" med det inciterende omkvæd, men selv ikke i dette straight, poprockede nummer swingede det for alvor.

I det akustiske set-up spiller de logisk nok uden backtracks, hvilket blandt andet betyder ingen bas. Med både en trommeslager og den i øvrigt fremragende cubanske percussionist Yohanier Ramon kan man godt savne noget bund. Og så springer jeg let hen over Rasmus Jusjongs og Nikolaj Busks trompeteren.  

I første afdeling af koncerten var det først og fremmest i klubbens danske version af Thåströms "Sønder Boulevard", jeg fornemmede en nerve og følelse.

En totalt akustisk version af "Nye tider" var trods de gode intentioner næsten uhørlig.

Meget bedre blev det efter pausen, hvor dels lyden virkede betydelig bedre afstemt end i første afdeling. Hvilket især var godt for Rasmus Dalls guitar.

Mod slutningen i “Ske noget mere” og “Torben Ulrich” spillede han, så det næsten lød som en kærlighedserklæring fra en mand til sine seks strenge.

Dels spillede gruppen det ene catchy nummer efter det andet. Det endte ligefrem som en ren karnevalsfest, da Ramon trykkede den af på caribisk i “Fabrikken”.

Tag gerne en bas med

Kjartan Arngrim kaldte "En ... to" fra gruppens debut-ep Popsang for et naivt nummer. Det bærer sin egen ironi, at netop denne supermelodiøse sang rummede bevægende meget oprigtighed og følelse. Som det også var tilfældet med en ny sang, som muligvis hedder "Så smukt det kan regne".

Det var helt tydeligt, at publikums medleven påvirkede de fem mand på scenen, og det endte som en ren fest, da Arngrim, Jusjong og Dall stillede sig op på en balkon og gav "Fedterøv". Dér, med de tre mand stående i modlys fra diverse scenespots, i en musikalsk symbiose, så jeg noget meget smukt. Venskab, sammenspil, dedikation.   

Det er godt, vi har Folkeklubben. Se dig omkring. Truende atomkrig. Putin hvæsser knivene. Vesteuropa slår revner. Syrien bløder. Så er der Trump. De vigtigste parametre i den demokratiske SoMe-debat er i dag nedladenhed og afstumpethed.

Vi har brug for stemmer som Folkeklubben til at minde os om, at viden er guld, samtale er sølv – og et godt omkvæd bronze. Og tag meget gerne en bas med næste gang.

Sætliste:

“Til Elisabeth”

“Byens kro”

“For pengene”

“25-7”

“Sønder Boulevard”

“Poetens sidste tog”

“Nye tider”

Pause

“Vesterbro Revisited”

“Mit kvarter”

“Vikaren”

“Blomsten og vasen”, cover af Benny Holst

“Djævlebakken”

“Fabrikken”

“En ... to" 

“Overlæge Jacobsen”

“Ske noget mere”

“Torben Ulrich”

Ekstranumre:

“Så smukt det kan regne”

“Fedterøv”

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA