Iceage: Beyondless

Iceage
Beyondless

Nuancerigt udspil fra unge punkrockere

GAFFA

CD / Matador Records
Udgivelse D. 04.05.2018
Anmeldt af
Jeppe Søndergaard

Man har indtrykket af, at man på nærværende plade med Iceage hverken får noget forærende eller serveret på nogen som helst former for fade. Som det allerede var tydeligt på forgængeren Plowing into The Field of Love, er bandet ved, stille og roligt, om ikke at bevæge sig væk fra den rendyrkede punkrock, så i hvert fald langsomt at inkorporere nye elementer. Der er da også meget få deciderede punkede sange på Beyondless, og de hurtige, smadrede punkelementer bliver nu nærmere brugt som virkemiddel end præmis.

Et eksempel herpå er “Pain Killer”, der åbenbarer sig som en kontrasternes punkrock-sang. På en bund af energiske trommer og støjende guitar supplerer indbydende klangfarver fra både en optimistisk blæsersektion og istemmende strygere en glimrende skærings særegne udtryk. Strygerne byder sig også til i den ejendommelige “Under the Sun”, der lugter en anelse af murder ballad, inden den løftes ind i et opløftende omkvæd. Der er dømt i fri, ironiseret leg i “Showtime”, hvor blæsere og strygere understreger det absurde showbiz-refræn – sangen underbygger også tesen om et alsidigt band, der har haft en åben, legesyg tilgang til denne musikalsk mangfoldige skive.

Fremmedgørelse og rodløshed er en del af punkens DNA og vil formentlig blive ved med at være det. Men i glimt formår Iceage på Beyondless at bygge bro mellem det fremmedgørende og skrøbeligt intime, som i den fremragende og ligefrem inderlige “Take It All”. Et klart højdepunkt på en afvekslende, uhåndgribelig, men fængslende plade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA