Med hiphoppens Harlekin ned ad mindernes brogade

Marvelous Mosell, MC Einar & Rockers By Choice, Plænen, Tivoli

Med hiphoppens Harlekin ned ad mindernes brogade

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er i år, at vi fejrer tre dekader med danske rapplader. Om en lille måned har MC Einars “Den nye stil”, der udkom i maj 1988 30-års-jubilæum. Året efter fulgte Rockers By Choice’ “Opråb til det danske folk”, og med de udgivelser var grundstenene den storsælgende, udskældte genre lagt. Jeg har for nylig, med stor entusiasme, prøvet at spille “Den nye stil” for en københavnsk folkeskoleklasse. Selvom de godt kunne høre, at rimene var mesterlige, var deres umiddelbare kommentar til udtrykket: “Han lyder som en, der gør grin med rap”. Sådan går det nok for de fleste pionerer, der med tiden erstattes af nye profeter. 

Ikke desto mindre er vi ikke så få, der mener, det er en skandale, at MC Einar ikke er musikalsk kanon i det her lille land. Således er jeg taget i Tivoli, til hvad der kan betragtes som en slags jubilæums-jam. Armeret med en gigantisk softice er jeg klar til en tur ned ad mindernes brogade… 

En tur ned ad mindernes Brogade til dengang Ama'r var nummer 1

Det bliver nærmere bestemt Amager Brogade, for Ama’r er som bekendt nummer et, og det er Rockers By Choice også denne aften. Efter et speak om, hvordan Dee Pee tog hiphopkulturen med hjem fra et highschoolophold i New York i 1983, huserer Chief 1 pludselig på scenen. 

Iført en fjerprydelse, der kunne gøre Tatanka jaloux, scratcher han i “Apache”, superbreaket der med sine medrivende bongotrommer og catchy guitar var soundtracket til de tidlige blockparties. Herefter introduceres gruppen til “Rappers Delight", “The Message”, inden “Amar er nummer et” leveres blot et stenkast fra Langebro. Til at matche Chefens fjer i hatten har Dee Pee iklædt sig et old school outfit, der får ham til at ligne en omvandrende diskokugle og i det hele taget ligner gruppen en funky version af Village People. 

Aftenens sætliste er primært en hitparade fra “Opråb til det danske folk” og vi når at få en massiv omgang hiphophistorie på de tyve minutter, showet varer. Der er bogstavelig talt “Gang i den” når rapmusketerene trykker den af. Jeg er temmelig sikker på, det første rap jeg kunne udenad var Dee Pees udødelige: “Nu er det min tur, så tjek dit ur  / For det er fandeme tid til noget rap der dur /  Arrig som en panter, der er i bur /  Og når jeg går i aktion er der ingen censur.”

Attituden og ikke mindst energien fra den tidlige hiphop flyder stadig årene på medlemmerne, der efterhånden må være omkring et halvt århundrede. De holder fanen højt for en genre, de tog til sig, da den var modkultur, og ingen forstod dem. Dog kunne de godt have brugt den megafon Chief 1 råbte i på de gamle pressebilleder. Uden at tæske en død hest yderligere er det i al fald ikke i aften Tivoli skruer op for lyden. 

Rimets mester med rimene tatoveret på pukkelryggen 

Herefter er MC Einar klar til at vise den nye gamle stil. Arkitekten bag ordene og de fleste af produktionerne, Nikolaj Peyk, befinder sig med resten af Østkyst Hustlers ude i Rødovre, men ellers er det det oprindelige hiphoporkester, der indtager scenen. Einar Enemarks egen historie er lige så vild som bandet, og da de opløstes i starten af halvfemserne, gik han også selv i opløsning. Derfor er det lidt af en solstrålehistorie, at han kan stå på scenen med de gamle drenge, hvor hans mand DJ Jan, han cutter den op, og OJ tæmmer sin spade og Jesper Wildmand laver underlige lyde med sin mund. 

Det er Jesper Wildmand, der fører ordet. Den gode gamle human beat box har både stemme og overskud. Sammen pisker de stemningen op på “Rimets Mester”, hvor rimene sidder skarpt, som var de tatoveret på pukkelrygraden af MC Einar. Et særlig ømt øjeblik indtræffer på “Provokerer, onanerer”, hvor Wildmand erklærer at nummeret har 30-års-jubilæum: ”Så, nu skal du give den gas, Einar”, hvorefter Einar replicerer med et stille “…Uha.” 

Vi når forbi Vivaldi-breaket på “Sorgenfri Rap” og får endda en fin version af den jazzede “Slap af” med den legendariske verdensmusiker Nulle Nykjær (Einars stedfar) på klarinet. Da de til sidst spiller “Ahr Dér” er der dejlig fællesrap i Tivoli, og jeg har sjældent hørt flere råbe “brug måtten, den er til for det samme!” i kor. Hvor Rockers er ren ungdom og energi, er der plads til både ordleg og sarkasme hos Einar. Selvom stemmen ikke er, hvad den har været, er der alligevel en fornøjelse at høre, når cirkushesten lugter savsmuld.

Marvelous Mosell er mere syret, sjovere og skarpere end nogensinde

Hvor det indtil nu har været det grå segment, der har domineret, virker det til at den yngre del i publikum er ved at tage over, da der råbes på Marvelous Mosell. Der piftes højlydt, da to palmer stilles på scenen og endnu højere, da Tue Track stiller sig på scenen. Han erklærer, at scratch er fra den gamle skole, scratch er hans parole “Og uanset om om det sner, hagler eller regner, så giv den op for Rockers By Choice og MC Einar”. Det vil publikum gerne, men de vil endnu hellere feste med Marvelous Mosell. 

Marvelous Mosell startede måske som en gimmick, men med albummet “Magisk mytisk mageløs” har han perfektioneret sit udtryk, så det er endnu mere syret, sjovere og skarpere. Det skyldes ikke mindst Tue Track, der som en gal videnskabsmand har tilført Marvelous Mosells univers flere dimensioner, hvor beats og omkvæd lever op til hans fantasifulde form. Og så er der frem for alt en hulens masse scratch. Det er fornøjelse at høre Tue Track scratche kongeligt koncerten igennem, og man føres tilbage til Jazzy Jeff & The Fresh Prince og Cash Money & Marvelous, hvor rapperen var den sjove frontmand, der lokkede publikum til, men det var djs i verdensklasse, der gjorde musikken langtidsholdbar. 

En hiphop-Harlekin på Plænen i Tivoli 

Det er lidt underligt at se, hvordan en mand, der dybest set er en pastiche på old school hiphop, fænger mere end de oprindelige mestre. Det er, som om hans formular med retrohistorierne og referencerne til popkultur fra 80’erne og 90’erne passer perfekt til Marvelous Mosell, hvor soulmusik og discodans og det flyveste gear giver indtryk af, at han er trådt direkte ud af “The Get Down”-serien. Efter opvarmningen får vi en solid gang storytelling om Jens og Ove, Sindssyge Bertram og ikke mindst Robin Rubin, der solgte crackkokain på Frederiksberg i 1983. Pudsigt nok samme år som Dee Pee kom hjem med hiphopkulturen fra USA. Just saying.      

Mosells festlige stil virker så skræddersyet til Tivoli, at hans Puma tracksuit nærmest ligner en Harlekin-dragt. Og tag ikke fejl, det kan være fandens svært at være så sjov.  Egentlig startede han som YouTube-sensation, med et tyve minutters show, men den aften er han en fuldbyrdet koncertstjerne. Mens Einar og RBC blot spillede tyve minutter, får Marvelous Mosell lov at folde sig ud i mere end en time. Publikum rapper med, imiterer hans dansetrin og skråler “Wauw-ah-wauw-ah-wauh-ah” i hooket til “Antikommerciel masseappel”.

Mens showet udfolder sig, kommer vi både ned i kloakerne til Ninja Turtles, en tur til magiske postnummer 90210 i “Beverly beretninger” og endda til fuldkontaktsmesterskaber i “Hip Hop Aerobics”, hvor Tue Track også griber mikrofonen. Mens gigantisk balloner fylder plænen bliver han ved at sprøjte hits ud og “Den bedste danser” og ekstranummeret “Jeg var blevet syg og ku li det” får lov at runde en fantastisk aften af. 

En hiphop-kulturbærer, der transcenderer genren 

Det fede ved Marvelous Mosell for mig, er at han, som Malk De Koijn før ham, transcenderer hiphop-genren. Derfor bliver ved at være lige så underholdende, uanset om man ser ham til et undergrundsjam på Stengade 30 med en joint i mundvigen eller på Plænen i Tivoli med en gigantisk softice i fjæset. Marvelous Mosell er en hiphop-kulturbærer, og det må være en fornøjelse for MC Einar og Rockers By Choice at høre ham løbe videre faklen, så der stadig bliver lavet fede hiphop-plader efter tre dekader.

 

Sætliste:     

Rockers By Choice

Apache, Rappers Delight, The Message

Amar er nummer et

Opråb til det danske folk

Sig nej til narkotika

Engel

Gang i den

MC Einar

Rimets mester

Provokerer onanerer

Sorgenfri rap

En af den slags dage

Slap af

Ahr Der

Marvelous Mosell

Intro 8th wonder

Magisk mytisk mageløs

Jens og Ove

Robin Rubin solgte crack kokain

Sindssyge Bertram

Kælenavne, komplimenter

Mosells fede ferierap

Jeg tænker på dig

Dansk Ninja turtle rap

Beverly beretninger

Antikommerciel masseappel

Hip hop aerobics

Mambo break

Den bedste danser

Jeg var blevet syg og ku li det

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN