ANMELDELSE: Nelson Can startede festen og lukkede Spot

Nelson Can, Spot Festival, Scandinavian Congress Center

ANMELDELSE: Nelson Can startede festen og lukkede Spot

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Signe SigneSigne havde knapt rørt bassen, før et godt fyldt Scandinavian Congress Center eksploderede til ”Miracle”. Herefter stoppede publikum aldrig med at hoppe og danse, og Nelson Can fortsatte ufortrødent med at hive kaniner op af hatten fra deres lille 2017-mesterværk EP3 godt krydret med numre fra debutalbummet Now Is Your Time to Deliver. Og leverede, det gjorde de.

Særligt numrene fra sidste års ep vakte den helt store begejstring blandt publikum med sange som ”Downtown”, ”Break Down Your Walls” og ”Move Forward”. Det er da også en imponerende bedrift, at Nelson Can har skabt så iørefaldende, letgenkendelige og alligevel adskillelige rocknumre uden at ændre i deres simple, men effektive opsætning: bas, trommer og vokal. De har sådan set bare bygget et par etager oven på deres tungere og/eller vildere forgængere uden som sådan at have ændret sig, men ”blot” udviklet sig. Det er en flot bedrift, som høster sine velfortjente frugter på nok en Spot Festival tre kvarter over midnat.

Der er ikke noget at sige til, at responsen var størst på numrene fra den nyeste udgivelse og det folkelige gennembrud, men Nelson Can havde også godbidder med, der havde flere år på bagen. ”Letting Go” og ”Go Low”, der trækker spor helt tilbage til EP2, passede perfekt ind i sættet, hvor især førstnævnte med sin smukt klingende basintro, ah-ah-kor og percussion lyder som en forfader til nutidens hits fra trioen.

Med ”Move Forward” viste Nelson Can, at de nok kunne lukke Spot, men bestemt ikke var interesserede i at lukke festen. En ende måtte det dog have, og koncerten sluttede med fuld fart på ”Talk About It”, der havde sneget passager fra ”Apple Pie” ind til ære for de fremmødte fans, som havde været med siden 2012 og EP1. Signe SigneSigne og Maria Juntunen lukkede, slukkede og takkede af fra scenen. Selina derimod var ikke hjemme. Hun afrundede koncerten ude blandt publikum, der dannede et dansende espalier om hende.

Således sluttede koncerten, men festen fortsatte ud af den store hal. Nelson Can havde sat gang i noget særligt med deres skarptskårne rockmusik, og alle, man mødte på sin vej, havde store smil på læben og anerkendende nik i blikket – inklusive Rolling Stone Magazines David Fricke.

Var det Nelson Cans sidste trin inden stjernerne? I så fald vil det være dem vel undt.

Sætliste:

Miracle

Letting Go

Downtown

Go Low

Glorious

Break Down Your Walls

Move Forward

Talk About It/Apple Pie


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA