Orgelvirtuos Cory var karrig med egne sange

Cory Henry & the Funk Apostles, Heartland Festival, Highland Stage

Orgelvirtuos Cory var karrig med egne sange

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der er lagt op til fuldfed funk, da Cory Henry & the Funk Apostles træder op på Highland Stage lørdag eftermiddag i bagende sol. Orkesterlederen er især kendt som en virtuos på tangenter. Han begyndte at spille både klaver og Hammond B3-orgel som bare toårig og har siden 2006, da han var 19, turneret med så store navne som P. Diddy, Michael McDonald og The Roots og været medlem af jazzfunkgruppen Snarky Puppy. Han har udgivet tre instrumentale soloalbum med sit karakteristiske Hammond-spil i centrum, men for nylig sprang han ud som sanger og sangskriver i bandet Cory Henry & the Funk Apostles, som live består af i alt syv medlemmer på henholdsvis guitar, bas, trommer, keyboard og to gange kor, og så ham selv på orgel og sang. Konstellationen er på vej med et sangbaseret album, Chapter 1: The Art of Love, men dog stadig med masser af Hammond, og det er i denne rolle, vi i dag møder Henry og hans hjemmedrenge og -piger.

Det begynder godt med den både funky og melodiske ”Find a Way”. Cory Henry har udtalt, at han indtil for nylig ikke havde tro nok på sin stemme til, at han turde synge, men han har skam en solid soulvokal, og jeg tænker på dette tidlige tidspunkt i koncerten på Gregory Porters fremragende optræden på Heartland på nogenlunde samme tidspunkt sidste år. Musikerne spiller forrygende, og scenelyden er glimrende – modsat til flere af de tidligere koncerter på Heartland Stage, for eksempel Grizzly Bear og Slowdive. Den mest fremtrædende, uhæmmede og utæmmede musiker er faktisk ikke Cory Henry selv, men keyboardspilleren Nick Semrad, der får nogle fede, Theremin-hyletone-associerende lyde ud af sit instrument – tro mig, det lyder federe i virkeligheden end på skrift. Også guitarist Adam Agati gør sig positivt bemærket med en stærk solo, og de to korsangerinder Denise Renee og Tiffany Stevenson sørger for solidt, gospelassocierende kor.

Efter fem minutter er sangen forbi, og Cory & co. fortsætter med – en outro, som forlænger sangen med yderligere fem minutter, og så spændende er den altså heller ikke. Næste nummer er den nye single ”Trade it All”, som også er en fængende funksang, som dog ligeledes trækkes lovligt i langdrag, og helt galt går det, da vi derpå får John Fogerty/Creedence Clearwater Revivals fremragende, men også fladtrådte ”Proud Mary”. Sangen får lov at køre i 10-15 minutter, med en dejligt svampet orgelintro, en heftig klaversolo undervejs og flotte lead-passager fra de to korsangerinder, men den bliver bare ved og ved. Det samme gælder sættes fjerde og sidste sang, Princes ”Controversy”, endnu et fornemt nummer med en desværre alt for nødvendig antiracistisk tekst, men også den samme Prince-sang i ti minutter kan blive for meget.

Man kan selvfølgelig godt argumentere for, at det er fint, at nogle viderefører arven fra Prince, og at coverversioner og lange outroer er et velkendt fænomen i den jazz-, funk- og gospeltradition, Cory Henry er rundet af. Jeg har nu ventet andet end fire sange med en samlet spilletid på tre kvarter, hvoraf halvdelen af spilletiden bliver brugt på andres materiale. Det skal dog siges, at en stor del af publikum ser ud til at have en fest i varmen, og det skal de da have lov til. Men jeg tillader mig at mene, at Cory var for karrig med egne sange.

 

Sætliste:

Find a Way

Trade it All

Proud Mary (John Fogerty/Creedence Clearwater Revival-cover)

Controversy (Prince-cover)

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA