Det er DET, musikken kan!

Queen + Adam Lambert, Jyske Bank Boxen, Herning

Det er DET, musikken kan!

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

I 1995, mere end tre år efter Freddie Mercury døde af Aids, blot 45 år gammel, vælger Queen at udsende et album med titlen ”Made In Heaven,” hvor de tre tilbageblevende medlemmer af Queen færdiggør demoer, som Freddy Mercury indsang fra sin sygeseng. Det gør de på en enormt bevægende og respektfuld måde, så man stadig fornemmer, at det er skitser, men pladen giver lytteren kuldgysninger – på den gode måde – fordi man virkelig føler, at Freddie har været med til at lave pladen direkte fra himlen.

Det opnår man blandt andet ved at bruge lange, dybe keyboard-lydsekevenser. Det er de samme lyde, vi som publikum bliver mødt af, mens vi venter på, at showet skal starte i Boxen i Herning. Scenen er pakket ind i en slags kæmpestor metalkiste. Musikken starter 20 minutter før bandet går i gang, og lyset i salen blinker indimellem, mens hele metalkisten, lige før det første nummer brager igennem, ryster sig både på kryds og på tværs. Meget effektfuldt.

Men hvorfor nu al den snak om en forsanger, som har været død i 27 år og af samme gode grund ikke var fysisk til stede i aftes? Af den simple grund, at Freddie Mercury er det tætteste, vi kommer på verdens bedste sanger nogensinde. Han var samtidig den på alle måde altoverskyggende hovedfigur i Queen, i så høj en grad at alle Queen-fans ville have forsvoret, at Queen nogensinde kunne optræde live igen efter forsangerens alt for tidlige død i 1991.

Men her kommer det uendeligt smukke: Det er DET, musikken kan! Musikken kan samle ting, som ikke kan samles, og det gør Queen + Adam Lambert denne aften i Boxen i Herning.

Open Up Your Minds

Efter de første seks numre, hvor den unge Adam Lambert beviser sine fremragende sangevner, stopper han musikken og taler til publikum. Og det gør han på en så charmerende og respektfuld måde, at vi alle overgiver os på stedet. ”Jeg er ikke Freddie,” siger han efter at have fremhævet de to tilbageblevne musikalske legender fra det oprindelige Queen (bassist John Deacon trak sig tilbage efter Mercurys død): Trommeslager Roger Taylor og guitarist Brian May … der er kun EN Freddie Mercury, og jeg savner ham også.. men lad os fejre ham og Queen sammen!

Det gør vi så, med alt hvad der kræves af musikalsk overflod og showmanship til en vidunderlig fest, hvor alle grænser for en stund brydes ned mellem død og levende og gammel og ung. Den kun 35 år gamle Adam Lambert tager virkelig opgaven på sig, og vi andre ”Open up our minds and let him step inside,” som han synger tidligere på aftenen i sangen ”Play The Game”. Det bliver i den grad en aften i fællesskabet tegn, hvor der bliver gjort meget ud af, at det er en fest, vi laver SAMMEN. Publikum og bandet og Brian May på 70 viser med al ønskelig tydelighed, at inden for musik er alder fuldkommen ligegyldig.

Overjordisk guitarspil

Aftenen starter med sangen ”Tear It Up” fra Queens album The Works, og straks glædes man over det massive lydtryk og bliver fra første øjeblik klar over, at her har vi med musikere i verdensklasse at gøre, og at det bliver Brian Mays overjordiske guitarspil, som kommer til at bære aftenen. 70-årige Brian May kan i DEN grad endnu, og al snak fra publikum – som ellers problematiseres en del for tiden – bliver dejligt overdøvet af et voldsomt lydtryk hele koncerten igennem. Her er vi til stede. Her er det musikken, det gælder.

Vi får selvsagt masser af de helt store klassiske Queen-hits i den to timer lange koncert, men heldigvis er det ikke kun en hitparade. Dette er en levende koncert, og det høres, at Adam Lambert og bandet har spillet sammen i seks år. De har på alle måder fundet balancen, og det er ren spilleglæde, der har bragt dem tilbage på scenen. Vi får backtracks i passende mængder, tydeligst under opera-delen af "Bohemian Rhapsody”, men mange steder bemærker man også, at sangene er omarrangeret, så de virker levende, og at man mærker, at bandet ikke blot ønsker at forsøge at kopiere pladeindspilningerne mest muligt.

Bandet består af i alt syv musikere – to trommeslagere, en bassist og en keyboardspiller – men det er de to oprindelige medlemmer og forsangeren, der bogstaveligt talt spot på. Senere i showet fremhæves de fire andre musikere dog, og man får som publikum fornemmelsen af, hvor vigtige de er for det samlede lydbillede, som på en gang er massivt, men samtidig fyldt med smukke detaljer, som Queens musik jo er.

Made In Heaven

Omtrent midt i koncerten får vi ”I Want It All”, hvor lydtrykket får fuld skue, hvorefter der bliver skruet helt ned med Brian May alene med publikum på scenen med sin akustiske guitar og sangen ”Love of My Life”. Et nummer, hvor Freddie meget smukt toner frem og synger sidste vers for os på storskærm, hvorefter han blinker til os og viser røv, inden han går tilbage i mørket, hvor han rettelig hører hjemme. Den bagvedliggende engelske humor titter frem igen og igen.

”Who Wants To Live Forever” er et anden af aftenens mange højdepunkter. En sang, som Adam Lambert virkelig gør til sin. Ja, musikken er i sandhed ”Made In Heaven” og overlever os alle sammen.

Når musikken er bedst, samler den alt det, der ikke kan samles. Det gjorde den i aftes.

 

Sætliste:

Tear It Up

Seven Seas of Rhye

Tie Your Mother Down

Play the Game

Fat Bottomed Girls

Killer Queen

Don't Stop Me Now

Bicycle Race

I'm In Love With My Car

Another One Bites the Dust

Lucy

I Want it All

Love of My Life

Somebody to Love

Crazy Little Thing Called Love

Tromme-battle

Under Pressure

I Want to Break Free

Who Wants to Live Forever

Last Horizon  

Guitarsolo

The Show Must Go On

Radio Ga Ga

Bohemian Rhapsody

Ekstra:

We Will Rock You

We Are the Champions

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA