Rygterne om rockens død er stærkt overdrevne

Baby in Vain, Roskilde Festival, Pavilion

Rygterne om rockens død er stærkt overdrevne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Da Baby in Vain første gang spillede på Roskilde Festival, i Pavilion Junior-teltet i 2013, var de udsat for en massiv hype, så teltet var fuldstændig pakket. Det var nok medvirkende, at dette medie kort forinden havde givet dem seks stjerner for en koncert i Tivoli. Siden forsvandt rocktrioen lidt under radaren, men de sidste par år er de dukket op igen, først med ep’en For the Kids i 2016 og året efter debutalbummet More Nothing. To solide udgivelser, der begge er udsendt på det New York-baserede selskab Partisan Records, også hjemsted for markante navne som The Black Angels, Cigarettes After Sex og John Grant.

I aften er selvsamme telt, nu uden Junior-navnet, kun lidt over halvfyldt, men det er også blevet sent, 02.15. Trioen lægger ud med det solide rocknummer ”Transcendent” med den ene af de to forsangere, Andrea Thuesen på leadvokal og hendes kollega, Lola Hammerich på kor. I næste nummer, ”Thank You”, er fordelingen den modsatte, og sådan fortsætter det koncerten igennem. Bandet kører en slags ”good cop, bad cop”-vokalstil med Thuesen i rollen som den kølige og tilbageholdende, sine steder nærmest drømmende vokalist, mens Hammerich er vrængende, vred og punket. Begge spiller guitar, men i halvmørket, hvor musikerne ligesom tredje og sidste medlem, trommeslager Benedicte Pierleoni, kun er belyst bagfra, er det svært at afgøre, hvem der spiller hvilke figurer. Hammerich synes dog at stå for flere af bandets få guitarsoloer, men ellers er det de tunge, grungede akkorder, der fylder lydbilledet hos den velspillende og 90’er-associerende trio, hvor også Pierleoni arbejder hårdt og præcist. Der tales i disse år meget om, at rocken er død, men det er tydeligvis ikke noget, Baby in Vain har hørt om, og tak for det.

Sangene stammer primært fra ep’en og albummet, men midtvejs får vi et nyt, unavngivet nummer, som adskiller sig fra hovedparten af resten ved at være temmelig afdæmpet og i øvrigt i en spændende, skæv taktart, som viser nye dimensioner fra bandet. Ellers er højdepunktet det elegante, forholdsvis langsomme og dog stadig halvtunge ”Low Life”, hvor Andrea Thuesen nærmest er inkarnationen af henkastet coolsness. Fremhæves skal også den temposkiftende ”Pills” og den afsluttende, vuggende ”Apoca”, hvor Thuesen og Hammerich undtagelsesvis synger hele nummeret i kor, mens Pierleoni hamrer vildere og vildere som en dramatisk finale. Fortolkningen af Metallicas ”For Whom the Bell Tolls” lægger sig forholdsvis tæt op ad forlægget og skiller sig ikke udpræget ud hverken positivt eller negativt.

Baby in Vain har ikke genopfundet rocken, men de har demonstreret, at rygterne om dens død er stærkt overdrevne, og hvis du vil have et godt eksempel på genren i 2018, går du ikke forgæves her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA