Strokes-guitarist ordinerede en omgang medrivende rock'n'roll

Albert Hammond Jr., Roskilde Festival, Arena

Strokes-guitarist ordinerede en omgang medrivende rock'n'roll

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Den amerikanske rockmusiker Albert Hammond Jr. ved, hvordan man indgyder sit publikum stage presence. Allerede i den tempofyldte åbner DVSL kaster han sig frem og tilbage på scenen, lægger sig ind over forstærkeren og svinger med mikrofonkablet som en anden slangetæmmer. Så er koncerten den glohede lørdag eftermiddag på Arena ligesom i gang. Publikum i det halvfyldte telt er som dopet efter tre dages festival og varme. Men så let giver den cool performer med base i Los Angeles ikke op.

 

It's Only Rock'n'roll” hedder et af The Rolling Stones' kendte numre. Det er den medicin, Albert Hammond Jr. udskriver til publikum, og selv om den ikke ser ud til at virke, så udvikler koncerten sig eksplosivt og heftigt vanedannende. Ikke nok med at energien fosser ud af bandet og Hammond Jr., den dygtige kunstner har også de gode sange, som er komplet medrivende og giver hang til mere.

 

Rude Customer og Set to Attack skyder af sted som krydsermissiler, og gruppens glimrende trommeslager minder mest om Animal fra Muppet Show med sine vilde udsving og krydsende arme. Han er ligesom bindemidlet hele vejen igennem. Det nye album Francis Trouble er rigt repræsenteret, hvilket får hele bandet til at yde deres bedste og lidt til. Albummet skal sælges på bedst mulige måde.

 

Sidst Albert Hammond Jr. var på disse kanter var med The Stokes tilbage i 2013, der leverede en overbevisende og fyrig koncert på Orange. Men den stildannende guitarist og sangskriver har intet problem med at stå på egne ben. Caught By My Shadow kører på med nogle stikkende guitarstrukturer og slutter af i bedste Velvet Underground-stil med noget, der minder om det legendariske Sweet Jane-riff.

 

Den engagerede frontmand gør alt for at tænde op under publikum med sin snerende vokal. Holiday, Screamer og Carnal Cruise går som lynild med fyrige guitarslides og knockout riffs. De tre numre er insisterende Albert Hammond Jr. ad libitum, hvor det strømførende møder den træfsikre melodi. Strokes-guitaristen ordinerede en omgang medrivende rock'n'roll i en stilsikker og velspillet koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA