Styrt fra scenen stjal fokus fra Gorillaz' flotte Orange-lukning

Gorillaz, Roskilde Festival, Orange

Styrt fra scenen stjal fokus fra Gorillaz' flotte Orange-lukning

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Okay. Lad os starte med at få det, alle taler om af vejen: der var én, der faldt. Nærmere bestemt var det rapperen Del The Funky Homosapien, hvis karakteristiske vers fuldender Gorillaz’ gennembrudshit “Clint Eastwood”. Og hvor er det ærgerligt, at det er det, vi alle ender med at tale om dagen derpå, for hold nu op, hvor var der så meget mere at tage med fra denne vidunderlige aften på Orange. Del har det efter omstændighederne OK, lyder meldingen fra rapperen selv på Twitter. At det skete under koncertens sidste nummer, kan man derfor godt glædes lidt over, fra et meget egoistisk synspunkt. For de forudgående 85 minutters musikopvisning, ført an af en vis Damon Albarn, var af høj kaliber.

Rustne stemmer. Skæve smil. Høje promiller. Klattede øjne. Udmattede hoveder. Ømme nakker. Denne nærmest sydeuropæisk solbeskinnede Roskildeuge har sat sine spor på festivalgængerne, men der er ingen tvivl: folk venter i spænding på Damon Albarns animationsband, som vi ikke har set her på Roskilde Festival, siden de i 2010 gav koncert på netop Orange Scene. Siden da har de udgivet “Humanz” og “The Now Now”, hvoraf sidstnævnte udkom i sidste uge, så til trods for efterhånden 20 år på bagen er der ingen tvivl om Gorillaz’ betydning for Roskildefolket. De fleste til dagens koncert er således vokset op til tonerne af “Clint Eastwood”, “19-2000”, “Feel Good Inc.”, “DARE” og mange, mange flere.

Og der er virkelig ingen som Gorillaz. Det virtuelle band med de fire medlemmer 2-D, Murdoc Niccals, Russel Hobbs og Noodle spænder over et sandt utal af genrer, og har til trods for en karakteristisk Gorillaz-vibe på alle deres udgivelser lavet alt fra electronica til triphop, over world music og hiphop. Limen i det hele er dels animator Jamie Hewlett, og dels den tidligere Blur-frontmand Damon Albarn. Og det var i allerhøjeste grad sidstnævnte, som med sin enorme karisma gjorde aftenen til en mindeværdig en af slagsen i støvskyen.

For Albarn har det bare, det dér entertainergen. To minutter før planlagt koncertstart slentrer han således ind, iført Stone Island-sweatshirt og nærmest Liam Gallagher’sk attitude. Guitaren har han over skulderen, blikket er mere skarpt end i 2010 (hvor han efter alt at dømme var temmelig beruset) og “M1 A1” får lov at åbne ballet. Herfra glider vi videre over i “Tranz” og “Last Living Souls”, før publikum for første gang kan smide et begejstret brøl til tonerne af “Rhinestone Eyes”. Brølet forstærkes blot af, at Albarn smider sweatshirten og afslører en engelsk landsholdstrøje med de karakteristiske Three Lions, til ære for sit hjemland, der timer forinden spillede sig i VM-semifinalen. På scenen er han akkompagneret af et syv mand stort liveband, foruden koret bestående af fem sangere, som gør det fremragende og bidrager med masser af dybde til numrene og stemningen.

Men. Nerven og sjælen i det, der foregår på scenen kommer fra den veloplagte Albarn, som også får klemt et par anekdoter ind om det gode forhold, han har til Roskilde Festival. "Maybe the most wonderful night of the year" får sangeren charmeret sig ind på det jublende publikum med. Undervejs spiller den spraglede frontmand både på melodica og guitar. Det er undertiden ikke til at komme udenom, at en kæmpestor del af Gorillaz’ musikalske indtryk skabes af netop de gæster, som altid både er med på gruppens plader og live.

Således forkæles vi, foruden føromtalte Del The Funky Homosapien, med Jamie Principle på “Hollywood”, Moonchild på “Out of Body”, Peven Everett på 2010-hittet “Stylo”, Little Simz på “Garage Place”, Bootie Brown på “Dirty Harry” og selvfølgelig Native Tongues-trioen De La Soul på “Superfast Jellyfish” og monsterhittet “Feel Good Inc”. Særligt sidstnævnte sætter ild i jorden under publikum, og der bliver hoppet, danset og skrålet med fra de hæse stemmer. Samtidig fungerer de mere rolige numre såsom “El Manana” og den smukke “On Melancholy Hill” fortrinligt. Men det er de mere hitorienterede numre som publikum er kommet for, kan man godt mærke. Og så var vi vist nogle stykker, der havde håbet utroligt meget på, at vi skulle høre “DARE”.

Det skulle vi desværre ikke, men vi fik så meget andet. At en stjerneparade med et rigtig velspillende band skulle slutte på den måde, som det gjorde, var ufatteligt ærgerligt, men med en så velspillet koncert og visheden om snarlig bedring til Del ville det være en skam at afslutte årets Roskilde på Melancholy Hill frem for at Feel Good!

 

Sætliste:

M1 A1

Tranz

Last Living Souls

Rhinestone Eyes

Tomorrow Comes Today

Every Planet We Reach Is Dead

Humility

Superfast Jellyfish

Ident ("madam")

On Melancholy Hill

El Mañana

Strobelite

Interlude: Elevator Going Up

Andromeda

Hollywood

Out of Body

Garage Palace

Stylo

Magic City

Dirty Harry

Feel Good Inc.

Souk Eye

Lake Zurich

Ekstra:

Saturnz Barz

Kids With Guns

Clint Eastwood (afbrudt)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA