Lydmor indfriede (næsten) alle forventninger

Lydmor, Bonzaiscenen, GrimFest

Lydmor indfriede (næsten) alle forventninger

Anmeldt af Lise Sastakauskas | GAFFA

Mine forventninger er store, da jeg placerer mig foran GrimFests Bonzaiscene, hvor Lydmor går på om få minutter. Sidst, jeg anmeldte hende, var i efteråret 2016, og jeg skal love for, at hun – sammen med Bon Homme – fik mig til at se stjerner dengang, og ved dette års GAFFA-prisen væltede hun mig fuldstændig omkuld med body paintog sexistiske citater, hentet fra musikanmelderne selv. Wauw. Hvad mon Lydmor byder på natten til lørdag?

I mulm og mørke lister Jenny Rossander, som er Lydmors borgelige navn, sig ind på scenen. Formentlig med hovedet holdt højt, tilbagetrukne skuldre og kampklare næver. Det er det indtryk, “Remember December” skaber med beats som dystre krigstrommer, der senere trækkes over i en mere ravet retning. Både samples og loops af Lydmors fine – men dog stærke – vokal falder som perler på en snor, der smyger sig om en krop af pulserende beats under koncertens næste numre.

Fra det sure til det søde

Publikum rører stille på sig – og måske for lidt, taget højenergiske “Claudia” i betragtning. Men hvor stemningen blandt GrimFest-gæsterne forekommer halvlunken, kompenserer Lydmor med først en vild a cappella og så en række eksplosive beats. Et sted derimellem ser Lydmor sit snit til at aflægge publikum et visit, og prompte kommer forsamlingen på Grimhøjgård-pladsen i gear.

Med “Killing Time” erstattes kulturoprøret med følsomheden selv i en fortælling om, hvordan Rossander forelskede sig på sidste års GrimFest – og blev forelsket tilbage. Sådan fungerer “Killing Time” som overgang fra det sure til det søde, hvor også selverkendelsen af Rossanders personlige krise kommer på tapetet.

Der er ingen tvivl om, at publikum er som en nær ven for Lydmor. Uanset hvor, jeg har oplevet hende live, er det den følelse, hun formår et projektere ud i rummet omkring sig. Derfor virker historien om de forkerte drinks, sange og mænd heller ikke påtaget. Det samme gælder i præsentationen og udførelsen af “Shanghai Roar”, der handler om ensomme tider i Shanghai; byen, Rossander flyttede til for to år siden, og som synes at have en eller anden finurlig indflydelse på hendes seneste sange.

En vigtig stemme, der fadede ud

Lydmor vender tilbage til det, hun gør bedst – og faktisk som den bedste i dansk kontekst, spørger I mig. Som et cirkelspark, der rammer misogynien et vist sted, slipper Lydmor “Helium High”; et soundtrack til et vigtigt kulturopgør, der startede med 2017’s #metoo-bevægelse. Ligesom under “Money Towers”, der i mine ører er et utrolig stærkt nummer, synes publikum dog at holde dansefødder- og arme lige lovlig tæt til kroppen – og det tager toppen af begejstringen. Lydmor gør dog endnu et forsøg på at vedholde publikums opmærksomhed ved at tage endnu en tur ned på gruspladsen. Nuvel, hvad Lydmor ikke får i publikumsbevægelse, får hun til gengæld i bifald.

Afslutningsvis vender Lydmor tilbage til den ravede stemning med en beatpumpet version af “I Love You”. De nye rytmer til balladen fungerer ganske godt, men som det skrider frem, kammer det over i technomusik på speed, der gradvist stiger i tempo – indtil det så fader og ud stopper, alt i mens Lydmor går af scenen. For mig var det en lidt antiklimatisk slutning, og det virker heller ikke til, at publikum er helt 100% overbevist. Der er dog ingen tvivl om, at Lydmor både kan, vil – og skal, for det hun har gang i, er vigtigt! –, hvorfor GrimFest-koncerten lander på fire stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA