Seks kvinder sejrede

Women's Circle, Tønder Festival, Telt 1

Seks kvinder sejrede

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det skal oven på de senere års diskussioner om de få kvinder på danske festivalplakater i hvert fald ikke hedde sig, at kvinder ikke kan trække folk på Tønder. Ti minutter før all star-kvindekoncerten Women’s Circle skal begynde, er Telt 1, festivalens største indendørsscene, fyldt til bristepunktet, og det skyldes ikke regnvejret, for det er ikke begyndt endnu. Forklaringen er nok, at Women’s Circle blev en stor succes sidste år, og nu er konceptet tilbage. Det består i al sin enkelthed i, at en håndfuld kvindelige singer-songwritere spiller hver en sang efter tur, alene med akustisk guitar, og det gør de tre gange. Og i ligestillingens navn: Bare rolig, der kommer også en Gentlemen’s Circle i morgen.

De fem sangskrivere er danske Laura Mo, den amerikanske søsterduo The Secret Secrets (der her bliver omtalt som en enhed), danske Annika Aakjær, canadisk-newzealandske Tami Neilson og irsk-canadiske Iris Mythen, der optræder i den rækkefølge, de er nævnt. Laura Mo lægger dermed ud, og det gør hun med at konstatere, at det sidste år ikke har været mændenes år. Sidste år kunne mænd klaske en fremmed kvinde i røven på Tønder Festival uden at få problemer, men den går ikke i år. Det bliver på finurlig vis vis indledningen til sangen ”En forårsdag i maj” om Eva, altså hende med Adam, og som får taletid til at beklage sig over alle de plager, Gud har udsat verden for gennem tiderne, fra fødselssmerter til firserfunk, bare fordi Eva tog en bid af det æble. Velskrevet og velsunget med Laura Mos karakteristiske uskyldsrene ungpigestemme, hvor hun kan synge lidt af hvert og slippe godt fra det.

Countryduoen The Secret Sisters fra Alabama følger med en anderledes alvorlig og skønhedssøgende sang, der er kendetegnet ved deres smukke vokalharmonier. Jeg ærgrer mig over ikke at have nået at se en af deres to første optrædener på Tønder, for lige nu er sidste gang, og jeg ved, at vi kun får to numre mere med dem.

Annika Aakjær er næste kvinde på programmet, og traditionen tro taler hun lige så meget, som hun synger, i bedste Niels Hausgaard-stil, og hun er næsten lige så morsom. Hun lægger ud med at sige, at hun vil starte med at spille sin allerdårligste sang, for så er det overstået, og så får vi en lang historie om hendes modvilje mod fænomenet sommer (”det har været særlig slemt i år”), som hun mener skyldes hendes modvilje mod at gå med bare ben og dermed skulle fjerne hårene på samme (så kom der også en lille feministisk pointe der). Det fører til mange gode grin og til sidst sangen ”Nu er det sommer igen”, som Aakjær forsikrer os om, at hun aldrig vil udgive eller indspille. Nummeret er da også mere interessant end egentlig godt, men så dårligt er det altså heller ikke, selvom den meget ordrige tekst gør det noget svært at synge. Senere imponerer Aakjær dog med sin ganske kraftige stemme på den mere melodiøse ballade ”Skulder ved skulder”.

Country/soulsangerinden Tami Neilson må spørge Aakjær, om hun er det danske svar på Jerry Seinfeld, og om hun kan få hendes tale Google-oversat. I denne omgang er Neilson relativt fåmælt, men hun fortæller senere om sine kvaler med at være mor i en sexistisk musikbranche, hvor en del folk tilsyneladende ikke kan forstå, hvordan hun kan optræde, for hvem passer så børnene? Ja, det gør deres far sjovt nok. Som i aftes, hvor hun spillede i Telt 1, fremviser Neilson sine store og ret dybe stemme, der sender associationer til så forskellige navne som Pasty Cline og Amy Winehouse, og hendes sange, som man i aftes kunne høre med fuldt og ret rockende band, fungerer også fint bare med akustisk guitar.

Sidste navn i cirklen er canadisk bosatte Iris Mythen, som lægger ud med en sang tilegnet de af hendes venner, som tidligere var indvandrere bosat i USA, men som nu har forladt landet, frivilligt eller ej, på grund af at Voldemort har indtaget Hogwarts, som hun så elegant formulerer det. Mythen har en ganske ekspressiv stemme, som sjovt nok minder lidt om Annika Aakjærs, og så går stafetten tilbage til Laura Mo.

Sådan fortsætter det i alt tre omgange, teltet er fortsat fyldt (nu er regnen dog også sat ind), og undervejs opstår der mange højdepunkter, hvor ikke mindst The Secret Sisters’ vokalharmonier, Annika Aakjærs hylende grinagtige kommentarer og Laura Mos banjospil vækker begejstring. Til allersidst får vi en slags fællessang i form af Laura Mos ”Langt pokker i mol” med de udenlandske deltagere på nynnekor. Man kunne godt have ønsket sig en lidt større fælles indsats, men det var nok, hvad man kunne nå at indøve. Isoleret set fik vi dog fem gange tre slidstærke sange fra fem fornemme repræsentanter for kvindekønnet inden for musikverdenen, kvinder som vi forhåbentlig får glæde af mange år fremover. Så bliver det spændende at se, hvad mændene kan diske op med i morgen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA