González og String Theory i progressiv sammensmeltning

José Gonzalez & String Theory, Musikhuset Aarhus, Store Sal

González og String Theory i progressiv sammensmeltning

Anmeldt af Sandra Sohn | GAFFA

Lige siden José González nåede stjernerne med sit debutalbum Veneer fra 2003, har den svensk-argentinske sangers skrøbelige, halvmelankolske vokal og virtuose guitarfingerspil bjergtaget publikum på tværs af kloden. Denne gang er han akkompagneret af det eksperimenterende 20-mand høje strygerensemle String Theory, der er kendt for at udforske yderkanterne af den klassiske musik og poppens vidder. Som vi svinger ind ad Musikhusets svingdøre, rammer forventningerne om en forførende aften i tværfaglighedens tegn mig i ansigtet som et skævt smil.

Det er ikke første gang, at González og strygerensemblet forener deres progressive, musikalske styrker. Det gjorde de første gang tilbage i 2011, til både anmelderes og publikums store begejstring. Denne aftens koncert, og morgendagens i Operaen, København, spilles til fordel for DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur – hvor overskuddet vil gå til organisationens arbejde med at rehabilitere torturofre og forebygge tortur.

Sammensmeltning i ophøjet leje

Musikhusets smukke Store Sal er fyldt op, men er dog ikke udsolgt. Mens publikum lystigt pludrer, bliver lyset dæmpet, og under stor applaus gør String Theory sin entré med José González som sidste mand. De er alle iklædt farverige skalaer, og hovednavnet har iklædt sig en blomstret, kortærmet skjorte. Salens mørke er svagt oplyst af lilla nuancer, og ensemblet indleder aftenen med en fem minutter lang og dyster intro skabt af elektronisk, lækker støj og knitrende plastikposer, der frembringer følelsen af vand og damp. Herefter bryder et kraftigt elektro-beat støjen, stærkt ledsaget af dyb stortromme og stryger-backing, der leder os hen imod det mere rå og rockede. Som crescendoet langsommeligt stiger til det maksimale, falder spotlightet på Gonzalez’ krøller, mens han slår strengene an til ”Faraway”. Hans velkendte røst bryder luften, og String Theorys tremands-kvindekor fuldender stemmefladen. Det er en god start, der på det kraftigste markerer ensemblets vidder, som kun skal bredes ud, som koncerten skrider frem.

Dirigenten klædt i sort markerer engageret hvert et skarpt luftslag med hele kroppen, mens González charmerer salen med sin klassiske smør-stemme. De to musikalske verdener smelter godt sammen i et ophøjet leje, der dog stærkt er ledet af String Theory. Som et afgørende krydderi formår de både at udvide, nuancere og forlænge González’ klassikere med en langt større dybde og afveksling. Mens sangerens guitarspil på fornøjelig vis kilder mig forsigtigt i øret, formår ensemblet at spille hele salen op og bringe González netop det twist, hans tenderende ensformighed mangler.

Den klangfulde hitparade når nye højder

González’ velklingende hitstorm svinger mellem genkendeligt og ugenkendeligt, som orkesterets lange og peakende seancer gennemløber en musikalsk farvepalette, der når salens højder. String Theory fungerer som én stor percussion-legeplads mellem deres smukke stryger-eventyr og blæsersoloer. Det er ikke kun orkesterets to funky perkussionister, der slår underdelingsrytmer an på både metal, plader og klokker – men hele orkesteret er udstyret med mindre divergerende slagtøjs-krydderier. I ”What Will”, fra González’ seneste album Vestiges & Claws fra 2014, spiller samtlige fra orkesteret på små xylofoner. Selv dirigenten spiller med på knæ, mens klavertangenter og guitarstrenge smelter sammen.

Koncerten peaker, da denne sangs midterstykke i uptempo formår at rocke hele salen med. Jeg selv sidder med et smil på læben, alt imens jeg følger salens rytmiske klappen. Sangen fremstår på fabelagtig vis som en remixed version, der med kyndige hænder bærer hittet op på et nyt niveau. Mens orkesteret eksperimenterer og fortolker i alle mulighedernes intermezzoer – der blandt andre tæller både en boremaskine, omvendte instrumenter og flere percussionbrag – sidder González roligt på sin stol og leder os troligt gennem sit drømmespil.

González’ flydende drømmeunivers flyder fra ham, mens hans store og magiske ”Heartbeats”, ”Crosses”, ”Vissel” og ”Teardrop” ryger lige i publikums fanhjerter. Han både synger og spiller, som studieindspilningerne lyder – og som man vil forvente. Og selvom jeg har en meget lun González-fan i min mave, så gør han heller ikke langt mere end det. Hans lyd er så fin og lækker, men der er ingen dessert gemt i ham. Ikke hvad en livekoncert tillokker med: Det famøse ekstra. Hans optræden er let og indadvendt, uden de afvigelser og den spænding, der ville kunne løfte stjernen udover scenekanten.

Sangene fremstår som en let kørt landevej, der fint og sikkert bringer os fra A til B, alt imens String Theory, med deres eksperimentelle tilgang, deres mystik og krummer, bærer musikkens altafgørende liv. Ad landevejens krumbøjede sideveje. González udgør den vigtige grundsten i midten, hvor alle legende dybder og højder udspringer fra krogene omkring ham. Tilsammen formår de dog at lukke mine øjne og lade mig svæve med.

String Theory løfter med en hel stjerne

Efter 13 solide sange får vi serveret hele tre ekstranumre at svæve hjem på. Som optakt til de afsluttende to sange leverer ensemblet endnu et percussionbrag, hvor selv Gonzáles har smidt guitaren til fordel for at markere rytmer på alle tænkelige metallisk klingende genstande. Herefter følger en uptempo-version af ”Down the Line” tilsat jazzede trommer, og ”Leaf Off” binder en sløjfe på en i helhed opløftende koncert – med et fuldt stående orkester, der alle synger kor i deres instrumentmikrofoner.

Fortsat svævende forlader vi Store Sal på bløde skyer, mens jeg afgør koncertens udfald af stjerner: String Theory løfter afgjort den samlede koncertoplevelse med en hel stjerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA