Vellykket samarbejde

Laurie Anderson og Zeitkratzer, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Vellykket samarbejde

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det var lykkedes københavnske ArtFreq at booke en næsten helt unik begivenhed til DRs koncerthus i København – kun en enkelt gang tidligere havde Laurie Anderson og gruppen Zeitkratzer givet koncert sammen, nemlig i Oslo kort forinden. Anderson har optrådt en del i Danmark i de senere år i forskellige sammenhænge, så det virkede i udgangspunktet som en fin idé med konstellation omkring samarbejde.
 
Således var det en godt fyldt scene, der blev taget i brug med Laurie Anderson relativt centralt placeret samt de mange Zeitkratzer-musikere på tangenter, strygere, blæsere og slagtøj. Der blev lagt stærkt ud med Laurie Andersons "The Beginning Of Memory" fra Homeland-albummet, et spoken word-orienteret nummer, der kredser om den pointe, at udgangspunktet for alle minder er savn, eksemplificeret poetisk ved en lærke, der må begrave sin døde far i den bagerste ende af hovedet. Zeitkratzer fungerede rigtig fint som tilføjelse til nummeret, hvor de bl.a. skulle erstatte John Zorn på originalindspilningen.
 
Over de næste numre spillede Anderson og Zeitkratzer sammen, og på enkelte passager var Zeitkratzer-musikerne alene uden Anderson. Musikken var her instrumental og trak på forskellige former for avantgarde-tradition. Flere passager mindede mig måske ikke mindst de mere dissonant skingre undervejs, om Stockhausens Aus den sieben Tagen, mens især et enkelt stykke med sin tunge droneagtige rytmik og tiltagende lydstyrke sendte tankerne i retning af sådan noget som tidlig Einstürzende Neubauten eller Throbbing Gristle. Følgeligt gav det også god mening at denne del af sættet ydermere bød på uddrag fra Lou Reeds Metal Machine Music, transkriberet for Zeitkratzers instrumentering og Laurie Andersons violin.
 
Jeg synes generelt, disse passager, hvor Anderson og Zeitkratzer optrådte sammen fungerede godt – de senere besøg fra Anderson på disse kanter har budt på koncerter med klar overvægt på den mere direkte fortællerbaserede del af det kunstneriske udtryk, så det var rart med dette fokus på en mere udpræget musikalsk vinkel til en afveksling. I hvert fald for en tid.
 
Anden halvleg
Herpå fulgte en pause inden anden halvleg blev blæst i gang, og her skulle det relativt hurtigt vise sig, at vi fik serveret mere spoken word og mindre musik. Igen, fristes jeg til at sige. Bevares, hun gør det godt, det med det talte ord, Laurie Anderson, ja, hun er ligefrem en legende på det område, men vi kommer ikke uden om, at flere af de fortællinger, hun bød ind med, var de selv samme som sidste gang, sidste gang igen og mere til. Bliver de så dårlige af den grund, kan man spørge? Nej, det mener jeg egentlig ikke, de gør, men i og med at jeg har været til en pæn del Anderson-forestillinger over de senere år, så var der flere passager undervejs, hvor jeg nærmest kunne recitere ordstrømmen for mig selv, inklusive eventuelle punchlines, inden Anderson gjorde det på scenen. Hertil kan man jo påpege, at det er nu engang stilen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at mindes et gammelt Monty Python-interview, hvor de legendariske komikere berettede om problemet i at optræde med sketches live for et publikum, der kendte alle historierne, inden de var fortalt.
 
Set i netop det perspektiv kan det godt undre lidt, at Anderson tilsyneladende meget konsekvent undgår de mere direkte musik-orienterede dele af sit bagkatalog, de egentlige sange, for de ville netop skabe mere variation. Dels fordi det er længe siden, hun reelt har serveret dem live, i hvert fald på disse kanter, dels fordi musikken jo altså giver en ekstra dimension til alle ordene. Og så slet og ret fordi det er noget, hun rent faktisk også er god til. Laurie Anderson er multimedia-kunstner, hun kan rent faktisk en masse forskellige ting, og nogle af dem er hun fremragende til – herunder musikken. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en side, Anderson har underspillet i de senere år. Al ære og respekt for, hvis det er sådan hun har det, sådan hun ønsker det skal være, men derfor kan jeg nu godt synes, det er synd alligevel.
 
Noget for pengene
Anden seance af koncerten var ganske fyldig; det blev til både lidt videoafspilning og Tai Chi-dans undervejs – for dem, der er til den slags – og fra tid til anden dukkede en enkelt Zeitkratzer eller to op igen og spillede med. Man kan bestemt ikke beskylde nogen i selskabet for at være fedtede; man fik noget for sin 25-øre.
 
Som helhed fungerede koncerten godt, og jeg synes som sagt, det var spændende og velfungerende med samarbejdet mellem Anderson og Zeitkratzer i især første del af koncerten. Anden afdeling, der fokuserede mere på Anderson solo fungerede bestemt også fint, men jeg synes stadig man, som kender, sad med en fornemmelse af, at vi ikke fik set alle facetterne af den multifacetterede Laurie Anderson.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA