Den overmedicinerede søn vendte hjem

Martin Hall, Bremen Teater, København

Den overmedicinerede søn vendte hjem

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

At tale om, at et land kan være for lille til en kunstner, kan lyde som lidt af en overdrivelse. Men i tilfældet Martin Hall er det ikke desto mindre rigtig. At kalde nyligt afdøde Kim Larsen en af Danmarks vigtigste sangskrivere er ikke en overdrivelse, men på samme liste burde Martin Hall stå i funklende neon. Manden startede i de kaotiske efterdønninger af postpunken og brugte derefter 80’erne på at lave gotisk synthpop, der var for internationalt til at være nationalt. Med hovedværker som Random Hold og Adapter brugte han siden ’90’erne på at lede efter den perfekte popsang et sted mellem moderne elektronik og barokke kammertoner. Og pludselig er der så gået 40 år med 100 udgivelser! Det er blevet fejret med en opsamling, en ny single og en koncertrække der, for første gang i fem år, bringer Hall til København.

Tidslommens tyngde
Det er en sparsomt belyst scene, som Hall og band indtager, og den stille åbning med den underskønne ”Muted Cries” (fra det sene mesterværk Phasewide, Exit Signs) skal vise sig at være en lettere misvisende præsentation af aftenens Hall. Manden skifter ham som en anden Bowie – selvom den mest nærliggende at sammenligne ham med er Scott Walker. De senere års plader og koncerter har vist Hall fra en mere neoklassisk side, der trækker på lige dele cabaret, moderne kompositionsmusik og tidlig tonekunst, men i aften har Hall hverken strygerensemble eller computernørd med. Og efter en medrivende ”Emblematic”, med stor vokal-indlevelse fra Hall, står det klart, at Hall er vendt hjem for at støje!

Det sparsomme lys fra koncertens start giver faktisk en underlig effekt, da Hall, klædt nonchalant i sort, pludselig ligner sig selv fra helt tidlige koncertfotos fra Ballet Mécanique-dagene. Og det lever bandet op til – da den faste guitarist Johnny Stage er blevet suppleret med den dygtige støjsylfide Una Skott. Således er mange af aftenens numre drejet i en tung, støjrocket stil. Dette høres især på numrene fra Tanja Zapolski/Andrea Pellegrini-samarbejdet If Power Asks Why, hvor albummets cabaretstil er udskiftet med en elefant-tung rocklyd.

Hall er efter eget udsagn meget glad for denne plade, og vi får derfor hele fem numre fra den. Lige så interessant er det at høre klassiske ballader som ”Cradlemoon” og den mesterlige ”Images in Water” med en tungere lyd. Sidstnævnte viser som altid Halls patosfyldte sang, og Johnny Stages citar står helt klart. Samtidig er det helt nye nummer ”Need Is the Monkey” (inspireret af lige dele Pete Burns og Karen Blixen) det mest rockede indslag, og det sætter Halls fremtid i et interessant lys.

Gotikkens Barry White
Hall er tydeligvis i godt humør, selvom han åbenbart har pådraget sig en influenza i sidste øjeblik. Når musikken ikke spiller, er Hall langtfra så krukket, som man tror, og al musikkens ”sturm und drang” bliver kontrasteret af en veltalende og vittig mand, der rent faktisk får hele Bremen til at bryde ud i latter adskillige gange. Han når at sammenligne sig selv med Kristus og kalde sig ”gotikkens Barry White”. Hans tilbagevendende joke om at være overmedicineret tyder også på Halls balancegang mellem boblende ironi og gravtung alvor. Slevudslettende selvmedicinering var en normal ting i punkmiljøet, men samtidig har manden jo influenza.

Sygdommen spænder dog langtfra ben for den selvproklamerede excentriker, der spøgende lover at gå tilbage til ”det folkelige, festlige og fornøjelige” da han inviterer Inge Shannon fra SS-Say dagene på scenen for at synge den gotiske klassiker ”Care” fra ”dengang kønssygdomme var noget, man ikke kunne kurere”. Det er altid en fornøjelse, når Hall dykker helt ned i bagkataloget, omend Shannon er svær at høre. Afsluttende får vi også ”Another Heart Laid Bare” og Under For-klassikeren ”Free Force Structure”, som også er blevet en gotisk klassiker siden udgivelsen i 1984, med Johnny Stages guitar som en støjende erstatning for synth-signaturen.

Den ømme ironiker
Den rent ud sagt betagende koncertoplevelse hyldes af et opretstående publikum, og Hall og band indtager slutningsvis scenen med en sentimental version af The Carpenters’ ømme ”Solitaire”. Et nummer, som Hall introducerer som dårlig smag. Når det er sagt, er det rart at se, at jeg ikke er den eneste, der har et ømt punkt for Carpenters, og Hall gør, som mange gange før, nummeret til sit helt eget. Især kommer den sortmelankolske tekst til at stå nøgent frem, når al originalens ’70’er sovs skrælles fra.

At Hall kan gøre et nummer som ”Solitaire” til sit eget uden større besvær giver på en eller anden måde mening, og nummeret står i øvrigt fint sammen den nye single ”Services Rendered”, der lukker og slukker. Et klassisk Hall-nummer i den ”håbløse romantiker”-stil som den ældre Hall er blevet mester i. Studieversionens pompøse strygerarrangement er erstattet med alarmerende, ulmende støj fra guitar og kontrabas, men det løfter en sang, der ellers har haft lidt tendens til at falde i et med lydtapetet for mit vedkommende. Faktisk står studieversionen klarere frem for mig efter koncerten.

Det er efterhånden en kliché at ønske, at Hall kommer mere ud på spillestederne. Som han selv siger: ”Turnélivet er hårdt – fire koncerter på fem år”. Men når det her er oplevelsen – en af de stærkeste danske koncerter, jeg har været til i de senere år – så burde det ske oftere. Samtidig kan man håbe, at koncerten var en eksemplificering af endnu et hamskifte, for det klæder dramatikeren Hall, når guitarstøjen og de håndspillede trommer står helt frem i hans sangskrivning. Her med en opfordring. Og nej, jeg kan sgu ikke give det mindre end fuldt hus.

Sætliste:

  1. Muted Cries
  2. Poem (Ballet Mécanique)
  3. A Garboesque Leaning
  4. Emblematic
  5. Rather Quotable than Honest
  6. Need is the Monkey
  7. Images in Water
  8. Hope Is a Lack of Information
  9. Care (SS-Say) (m. Inge Shannon)
  10. Cradlemoon (m. Inge Shannon)
  11. Dead Horses on a Beach
  12. MILFs, Cum and Schopenhauer
  13. Another Heart Laid Bare
  14. Free-Force Structure (Under For)

Ekstra:
   15. Solitaire (The Carpenters)
   16. Services Rendered


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA