Den nye stil er still going strong 

MC Einar og Humleridderne, Store Vega

Den nye stil er still going strong 

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er i år, MC Einars Den Nye Stil fejrer sin tredje dekade på plade. 1988 er længe siden i det hele taget, men i hiphop-holdbarhedsdato er det nærmest ufatteligt, at albummet stadig fremstår nyt. Måske er det, fordi det indkapsler ånden, den tidlige hiphop havde herhjemme. Den hiphop, som bliver dokumenteret i den banebrydende podcast i P3-regi netop med navnet Den Nye Stil. Her bevises det, at hiphop ikke bare er interessant i sin egen osteklokke, men en unik kulturel bevægelse med konkurrence, kampgejst og kreativitet. Nærmest lige så imponerende er det, at her 30 år efter er Den nye stil i still going strong. 

Om det er podcasten, J-Dag eller noget tredje der trækker, er ikke til at sige. Men Store Vega er stuvende fuld. Faktisk lidt mere fuld end normalt, for der er ikke så få af de gamle hiphoppere i huset, der har lagt sig lidt ud med årene. Med noget indenfor dynevesten virker det også, som om stemningen er på vej i vejret. 

De glade drenge fra Amager er de danske Fat Boys

Dobbeltkoncerten åbnes af Humleridderne. De glade drenge fra Amager var bannerførere i dansk raps anden bølge. Med al respekt er det er nærliggende at kalde dem de danske Fat Boys, der laver hiphop for festen og fællesskabets skyld. Og ligesom Fat Boys solgte de en hulens masse plader,  Debutalbummet Jeg gi’r en omgang hvis du gi’r to gav 100.000 danskere lyst til at løbe i pladebiksen og købe cd’en. Langt det meste af købelysten hang på singlen “Malerhjerne”, der egentlig burde have været en gimmicksang til et nichepublikum, men i de selvironiske 90’ere blev et landeplagende soundtrack til enhver bytur.     

Netop selvironien er i højsædet fra start, da Humleridderne i form af rapperne Dan, Jimmi og Daniel samt DJ Stig tumler ind på scenen til “Vi er for fede”, der modsat andre hiphopnumre om at være sej slet og ret bare handler om at være tyk. Egentlig ser de fleste medlemmer nu ud til at have tabt sig, og selvom det går lidt mere trægt, tonser de rundt på scenen og får langsomt tøet publikum op med skrål og hoppelege. 

Et fint lille højdepunkt kommer med det tempofyldte electronummer  “Vennerne ga” fra gruppens oversete tredje album. Frontrapperens Dans vokal står skarpt, og DJ Stig slutter med en fremragende scratchsolo, som han den dag i dag ville kunne klare sig fint med til DM i Mix. Også “Fejdens værd” og “Få hvad du kan ta” med socialrealistisk samfundskritik over en blanding af nordisk og irsk folkemusik viser, at bandet er andet end bare pub-hop. 

Klassens klovn er værd at lytte til

Men det er jo øllene, vi er kommet for. Og når det er J-Dag skal ølbongen Bella selvfølgelig frem. Der skråles med på både den, “Humletid” og “Humle bringer hyggen” og ølorkesteret er i sit es.  Eftersom Store Vega ikke leverer papholdere til fadølsfesten, er der mangen en brandert, der taber de ekstra fadøl på gulvet, når der skal klappes med. “Kan I klare en til?” råber Jimmi noget forpustet, hvorefter det går op for ham, “Nåja, det er det vist jer, der skal spørge os om.”

Da man første gang så Humleridderne i dokumenteren South Central Copenhagen om det halvhårde hiphopmiljø på Amager, var det ikke til at gætte, at de ville få et af musikhistoriens største hits. Men “Malerhjerne” er blevet folkeeje, og dengang som nu, markerer den at klassens klovn også er værd at lytte på. Hele Vega rapper med, så den gamle sal ryster. 

Rimets mester pumper stemningen op med en lille genistreg

Efter en halv times hvilepause, der er trods alt en del hiphoppere, der har hoppet for første gang i årevis, bringer Jøden, der selv er en institution i dansk rap, aftenens hovednavn på scenen, og her bliver det tydeligt, hvad folk er mødt op for. “MC Einar, MC Einar, MC Einar” runger det i Vega. DJ Jan sætter en gamle vise på pladespilleren, der brat afbrydes af “Rimets Mester” hvorefter MC Einar, flankeret af humanbeatbox-legenden Jesper Wildmand begynder at pumpe stemningen op, og da nummeret mixes direkte over i “Provokerer, Onanerer” er nostalgien komplet. Hvor der hos Humleridderne blev rappet sporadisk med, er publikum med Einar ord for ord og rim for rim. 

Efter en stribe numre med det rockede Run-DMC udtryk i fokus får vi den lille genistreg “Sorgenfri Rap”. Musikalsk var ideen med klassisk musik lysår forude for sin tid, både herhjemme og i USA. DJ Jan scratcher køligt i Vivaldis “Fire Årstider”, Jesper Wildmand laver mærkelige lyde med sin mund, og Einar maler et billede af de sumpede firsere, hvor hverdagen gik med at grine ad håbløsheden: 

“Vi sku' videre, så vi steg på en linje CC  
Og satte os mageligt til rette i en rygerkupé  
Mellem Lyngby og Hellerup var intet stop  
Men der var grønjakker, der snittede sæderne op 
De snittede som gale, det var dygtigt gjort  
Herlig terror, men desværre sku' vi af på Vesterport.”

Rap, der passer til fuldvoksne mænd

Der er intet nyt materiale på programmet. Det er egentlig ærgerligt, for især den jazzede “Slap Af” med Einars stedfar Nulle på klarinet og sumperblues’en “Det Kniber” passer musikalsk fint til at blive fremført af fuldvoksne mænd, og jeg kunne godt drømme om mere af samme skuffe, hvorimod “Oles Nye Autobil” falder lidt til jorden.

Har man set manden bag navnet MC Einar, altså Einar Enemark, optræde de sidste mange år, har det været en vekslende fornøjelse. Bandet gik trods alt i opløsning allerede i 1992, og derefter har Einar med alkohol i blodet brugt meget af tiden på at gøre det samme. Det må også være hårdt at leve op til karakteren, han blev til. Bruce Springsteens “The Wrestler” til Mickey Rourke-filmen af samme navn, hvor han beskriver, hvordan det er at være en one-trick-pony eller en hund på tre ben, som folk ser og så glemmer igen. Den har jeg ofte forbundet med netop Einar. De seneste år virker det, som om han er ved at finde sine ben igen, for han ligger tight på beatet, har styr på stemmen og ikke mindst de mange, lange tekster, Nikolaj Peyk skrev til ham.     

Einar genopdager sin ungdoms vilde vår

Eftersom Nikolaj Peyk tilsyneladende nægter at forsone sig med sit band, er det samspillet mellem Einar og Wildmand, der indtager forsædet. Det er tydeligt, Wildmand både holder af Einar og også holder ham kørende. Mellem numrene er det vanskeligt for Einar, der i øvrigt er notorisk stammer, at sætte to ord sammen, men så når musikken spiller, forvandles han igen til en rapmaskine. Modsat tidligere, hvor han gik død efter et par numre, virker det, som om humøret faktisk bliver bedre og bedre. Humanbeatbox-hymnen “Poptøs” lyder stadig frisk, og da den går over i titelnummeret “Den Nye Stil” er det, som om Einar genopdager sin ungdoms vilde vår. Pludselig er det ikke bare et nostalgitrip, men en rigtig god rapkoncert, vi er vidner til.  

Koncerten igennem er der kommet flere og flere musikere på scenen. Guitaristen OJ har domineret lydbilledet, men nu er der også bas og blæsere og endda gode gamle Boogie Steen, der går i slowmotion over scenen. I anledningen af jubilæet mixer DJ Jan “Hip hurra, det er min fødselsdag” sammen med trommerne fra John Davis and the Monster Orchestras “I Can’t Stop”, hvilket kun kan betyde en ting. “Ahr Der” leveres for fuld udblæsning. Alting spiller og alle spiller sammen, og skulle Einar glemme et rim, har han 1500 backup-rappere i publikum, der også hader deres vicevært og nævenyttige natbuschauffører. 

De feststemte aber skråler med i vilden sky, og da Einar og Wildmand iklæder sig nissehuer lyder et jubelbrøl. “Jul, det’ cool” er noget mere fortærsket end resten af repertoiret, og man kan synes, det er ironisk, at de ligesom de første kataloger i sangen sætter julen i gang allerede i november. Men hvis man har en evergreen, skal man fremføre den. Og når selv det purunge personale i baren lukker, for at komme ind og rappe med, ved man, at sangen er en ørehænger. 

Det er altså på grund af stemmen 

Der er kommet mange bølger og modbølger efter den, men Den Nye Stil er still going strong. Det er svært at sige præcis, hvad der gør MC Einar så god. Selvfølgelig er det rimene, der i struktur og originalitet er svære at konkurrere med selv i dag. Det er også noget af tidsånden, hvor man konstant mærker firsernes omtågede hverdag i teksterne. Og så er det altså også stemmen. Jeg tror Einar Enemark kunne have været en stor performer indenfor alle slags kunst. Så vi skal prise os heldige for manden med den gammeldags diktion valgte hiphoppen. Tak for det, MC Einar. 

  

Sætlister:

Humleridderne

Vi er for fede

Falsk Positivitet

De Små Marginaler

Humletid

Et Spørgsmål Om Tid

Bella

Vennerne Ga 

Et Spørgsmål om tid 

110 

Humle Bringer Hyggen 

Malerhjerne 

Fejdens Værd

Få Hvad Du Kan Ta

MC Einar 

Rimets mester 

Provokerer onanerer 

Mette medium  

En af den slags dage 

Sorgenfri 

En to en to/wienerbrød 

Poptøs  

Den nye stil 

Panik 

Oles nye autobil 

Kniber  

Superskufle 

Slap af 

Arh der 

Jul, det cool


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA