Alter Bridge
med Enjoy Destroy, Amager Bio, København,
søndag d. 10. februar 2008
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Sublim søndagsspade
Billeder: Martin Rosenauer
Efter en af nyere tids mest succesfulde og tilsvinede rockgrupper, Creed, lagde instrumenterne på hylden, dannede bandets tre medlemmer, minus den ultra-religiøse forsanger Scott Stapp, Alter Bridge.
Et band, der ligesom Creed i høj grad er båret frem af guitarist og sangskriver Mark Tremonti og hans unikke og dybt undervurderede evner.
Jesus eller ej havde Tremonti og resten af Alter-broen fået en meget symbolsk og tilmed utaknemmelig opgave i at spille tråd for en søndagspublikum, der kunne få selv en anmelder på 24 somre til at føle sig som en tandløs olding.
Men som bandet fint beviste søndag aften, er der tilpas tråd i det amerikanske rockband til at distancere sig fra horderne af talentløse tossebands, der prøver at efterligne Alice In Chains, Pearl Jam og Nirvana.
Forsanger Miles Kennedy var efter sigende blevet ramt af en god, gammeldags gang influenza og sagde derfor ikke mange ord mellem koncertens indledende akkorder. Stemmebåndet svigtede dog ikke, når først der var strøm på spaden, og skæringerne ”Find The Real”, ”Buried Alive” og ”One Day Remains” fik effektivt sat gang i nakkehvirvlerne på de tapre rockfans, der havde vinket farvel til tømmermænd, cola og pizza på divaneseren.
Sandpapir på stemmebåndet til trods, så var der søndag aften ingen tvivl om, at det var Mark Tremonti, som var showets ubestridte hovedperson. Og selv om øksevingerens guitar-ekvilibrisme og umættelige solotrang til tider tog overhånd, var han med sine tonstunge riff koncertens uomtvistelige drivkraft.
De gode melodier fra Creed-æraen er i Alter Bridge blevet tilsat lidt ekstra tyngde samt en vokal, der besidder væsentlig flere nuancer end Creed-vokalist Scott Stapp, der efterlignede guddommelige Layne Staley perfekt, men ud over det ikke rigtig bød på det store.
Og når bandet tilmed har fået lidt mere metalpedal ind i musikken, løfter det numrene et godt stykke over Amager Bios fadølsindsmurte gulv, der, selv om kalenderen skrev søndag, stadig var yderst velbesøgt. Og denne gang tilmed af folk, der talte dansk, modsat sidst undertegnede så Creed i Lille Vega, hvor salen var stoppet med vanddrikkende amerikanske studerende, der fanatisk fulgte bandet rundt i Europa.
Alligevel mangler bandet dog lidt for at ramme de melodier og vokalharmonier, Mark Tremonti og Scott Stapp sammen komponerede i Creed. Bunden og tyngden er bestemt til stede, men der mangler stadig en smule, selv om et nummer som ”Open Your Eyes” mere eller mindre opsummerer alt, hvad der kan betegnes som god tråd.
Svipsere til trods fortjener Alter Bridge samtlige fire stjerner og burde måske have en ekstra appelsin i hatten, nu når min yderst kompetente kollega Keld Rud ”glemte” at give dem en mere, da han bedømte bandets seneste værk ”Blackbird”.
Aftenens opvarmning, ”Enjoy Destroy”, kan beskrives meget kort:
Fire gutter fra England – samme frisør, samme skrædder og dybt intetsigende musik, der forgæves forsøgte at mikse Nirvana med britisk råbe-rock af værste skuffe.









01-09-10 10:36
Blackbird har et par numre som hæver sig over Creed-æraen, og alt i alt har Myles Kennedy ydet en præstation der er fantastisk.
Han gik fra at være et Creed-reject som tabte sanger-pladsen til Scott Stapp, til at være den de store vil have fat i (Her snakker jeg om eksempelvis Slash som har Myles med på sin tour, og sit album).
Opvarmningen er vel som man kan forvente. Green Day's opvarmningsband sagde heller ikke så meget. Men så har man tid til at købe en øl og komme i stemning til de helt store.
15-11-10 17:09
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.