Mew
A Triumph For Man

Mew: A Triumph For Man

GAFFA

CD / Exlibris
Udgivelse D. 07.04.1997
Anmeldt af
Finn P. Madsen

De to københavnske bands luksus og Mew har op til flere fælles træk på deres visitkort, de er debutanter, de har begge fundet dyb inspiration hos den engelske shoegazer-scene, og deres musik handler lige så meget om stemninger som udtryk. Kvartetten luksus' seks-numres album, som blot bærer bandets navn, fastfryser det melankolske med en spindelvævs-agtig rock spundet op omkring sangerinden Lise Westzynthius' engle-vokal og guitaristen Mikael Simpsons hypnotiske guitarfigurer. Den sværmeriske Particularly Lucky svæver let afsted som nyfalden dug på en morgeneng, mens My Late Twin(piano) med sine dryppende klaverstrofer og Lise Westzynthius sofistikerede vokalarbejde bliver til ren opvisning i noget man kunne kalde drømmeballet. luksus har med deres debut begivet sig ind på en scene, som næsten har været uddødende, men får alligevel på en hæderlig måde vækket minderne om en svunden tid. Et mere direkte og monotont skitseret udtryk finder man hos kvartetten Mew på A Triumph For Man, selv om de graver fra sammen scene som luksus. Her er det grumsen fra den distortede guitar, der i numre som Beautiful Ballon, Wherever og Then I Run, som pludselig bryder det mediative lydbillede med en støjende og roterende kraft, der virker altopslugende. Det vel ingen tilfældighed, at Mew har fået Damon Tutunjian fra det amerikanske støjrockband Swirlies til at producere, der har forstået at indkapsle støjen og få den til at lyde som en centrifuge i fuld sving. Det er denne lyd sammen med de sarte noget navlepillende melodier, som er bandets force, til tider bliver der dog gået lidt for meget i de samme fodspor som Pale Saints og My Bloody Valentines satte i starten af 90'erne i engelsk rock. Men træder ved siden af gør de bestemt ikke, det samme gælder for Luksus. Hele tiden fornemmes det spirende talent, som ligger klar til at skyde frem, så snart grupperne har fundet det endelige særpræg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA