Anmeldelse

Med en musikalske løbebane på over 30 år, et hav af kunstneriske udtryk og et skarpt rundet hjørne, er det blevet tid til eftertanke for den nu 52 årrige David Bowie. Rockens vel nok mest progressive og nyskabende kunstner gennem tiderne har for en gangs skyld valgt at stoppe op og kigge sig over skulderen, væk er Outsides komplekse og hårdt kantede lyd, forgængerens Earthlings avantgardistiske drum & bass sound. Hours, Bowies nye langspiller er i vid udstrækning et mere sangskriverorienteret album, hvor han har valgt at fokusere mere på melodierne end på studie teknikkens flerfarvede faciliteter, her er ingen eksperimenterende tricks, bare en sanger og hans sange skrevet sammen med guitaristen Reeves Gabrels. Fra den dvælende Thursday´s Child reflekterer Bowie med vemodig længsel over tiden, hvor skabertrangen syntes at have toppet, 'Something about me stood apart / A whisper of hope that seemed to fail / Maybe I´m born right out of my time / Breaking my life in two'. En linie som fortsættes på.Something In The Air, måske Bowies bedste sange i årevis, hvor Gabrels sørgmodige og collage skabende guitarlinier svøber sig om et tungt pulserende trommebeat. Normalt har Reeves Gabrels især live været til stor irritation med sin vibratorarm teknik, der ofte har lagt alt for meget i forgrunden og skæmmet mesterens sange, men på hours bliver han heldigvis holdt i kort snor. Mesterværket Honky Dory fra 1971 spøger flere steder på albummet som på.Survive og især Seven med ordinær akustisk guitar, bas, tablas og et lille anonymt englekor, der skal ledes længe efter sådan en nøgen udgave af Bowie. Derefter sættes tempoet i vejret med de fremstormende What´s Really Happening, The Pretty Things Are Going To Hell og den bizarre bidende The Dreamers, med Bowies uhyggelige forvrængede vokal i forgrunden. Med hours har Ziggy Stardust, The Thin White Duke og rockens sande kamæleon valgt at lade sine forklædninger falde og lade sine sange fyldte med længsel og savn træde i karakter i stedet, hvilket klæder ham glimrende. At han ikke når de kunstneriske højder som Honky Dory og det grænsebrydene Low er en anden sag, for de kan ikke overgås og det er ikke her målestokken skal sættes ind, fordi så er der intet, der er godt nok. hours er det mest helstøbte Bowie.album i årevis, hvilket sender ham ind i det næste.århundrede, det er der ingen tvivl om, timeglasset er langt fra løbet ud for denne rockens musikalske ener.