Anmeldelse / CD / Fredag d. 21-09-2001 kl. 00:00

Sting
Brand New Day

Universal | Udkom 29. september 1999

Anmeldt af Lars Nielsen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Så kom endelig tredje kapitel i den britiske sanger og sangskriver Stings 90'er-musikalske trilogi. Den nye Brand New Day ligger i naturlig forlængelse af den fremragende Ten Summoner's Tales (1993) og den udemærkede, men lidt blege Mercury Falling (1996). Alle tre album er behagelige beviser på, at den tidligere skolelærer, jazz-bassist og kreativ drivkraft i den potente rock/pop-trio Police er en elegant sangskriver med sans for gode popmelodier i lækker og til tider original indpakning. Det er netop elegancen, der mere end noget andet præger de 10 sange på Brand New Day. Med en udsøgt fornemmelse for at udvide den klassiske popsang gennem skæve takter, jazzede arrangenmenter og leg med genrer skaber Sting igen chamerende og let indtagelig musik. Efter tiden i Police vendte han på sine første soloalbum midt i 80'erne tilbage til sin jazzbaggrund, men glemte aldrig energien og sin sans for gode melodier. Det samme gør sig på sin vis gældende på Brand New Day, og alligevel synes sangene at tabe intensitet og dybde. Det virker, som om de er ofre for Stings evige jagt på endnu en synkoperet rytme, et overraskende indslag i arrangementet eller en stilfuld solo. Selvfølgelig er der også gode sange på det nye album, og manden synger fremragende. Indgangsnumret A Thousand Years er en ægte og let genkendelig Sting-ballade med tydelig slægskab til sangene på Ten Summoner's Tales, hvilket også gør sig gældende for den optimistiske After The Rain, mens den medrivende Desert Rose får sin energi fra arabiske lydbilleder og flot sang af Cheb Mami fra Algeriet. Den bedste sang er Perfect Love ... Gone Wrong, hvor Sting med fransk rap og lækker Miles Davis-feeling får bygget nummeret op til en jazzet popperle. Imidlertid er countrybagatellen Fill Her Up (med hjælp fra James Taylor) og flødebossanovaen Big Lie, Small World flotte stiløvelser.og selvfølgelig elegante, men uden sangskriverens magiske 'touch'. Resten af albummet er ikke direkte dårlig, men sangene er ikke længere så friske, dugvåde og sprudlende af nysgerrighed og legelyst. Med Brand New Day er Sting faretruende tæt på at ende som en overelegant velpudset blanding af Frank Sinatra og Miles Davis. Og det holder ikke ind i det ny årtusinde.