Anmeldelse / Live / Onsdag d. 24-11-2004 kl. 16:28

Tom Waits
Theater des Westens, Berlin,
mandag d. 15. november 2004

Anmeldt af Ole Bisbjerg

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ingen pauser, ingen snak, musikken taler mest for sig selv, ofte i en kakofoni af lyde, som kunne det være lydkulissen af en storby – by night.

Good-bye Mathilda – hello Danse Macabre in Berlin!

Kl. 20.35 – et udsolgt Theater des Westens i Berlin syder af 1500 forventningsfulde mennesker. Man kan høre dansk, svensk, finsk, tysk, fransk og mange andre sprogtoner – Tom Waits giver sjældent koncert, og fans fra hele Nordeuropa benytter sig nu af muligheden ved en af 3 koncerter i Berlin. I Europa bliver det denne gang kun til i alt 8 koncerter fordelt på Belgien, Tyskland, Holland og England. Heller ikke Danmark denne gang, desværre. Scenen ligner en rodet marskandiserbutik. Ikke så underligt.

Kl.20.40 Et bragende bifald afslører at Tom Waits går på. Bifaldet dør hurtigt hen. Alle detaljer fra mesteren skal opleves. Med hakkende kropsbevægelser tager han mikrofonen og sætter i gang med det velkendte Tom Waits-growl i en malende energisk rockversion af "Let It Rain" fra den nyeste udgivelse, "Real Gone". Allerede her fornemmer vi, hvad der venter. For første gang i 17 år er Tom Waits på scenen med et rigtigt rockband. 2 guitarer, bas, trommer, sang. Musikerne er de samme kompetente og alsidige musikere fra indspilningen af "Real Gone". Men som meget andet ved Tom Waits, er intet helt som det ser ud. Mange særegne instrumenter viser sig undervejs: megafon, cigarkasseguitar og ikke mindst trommesættet, der indeholder slagtøj af enhver art, med de dybe trommer spillet med køller som grundlag for resten. Nok til at skabe den dybe og skramlende perkussive sound – skeletternes dance macabre, som har præget meget af Tom Waits’ musik siden udgivelsen "Bone Machine" fra 1992.

Aftenen fortsætter primært med sange fra de 2 sidste udgivelser; "Real Gone" og "Blood Money". Højdepunkterne er flere, men kredser om de krasse samfundskommentarer i bl.a. "Misery Is The River Of The World" og "God’s Away On Business" Begge virker som absurde vrængende manifestationer på moderne hverdagsliv – i deres budskab om, at her lades alt håb ude. Musikalsk kommer vi langt omkring: minimalistisk blues, rock, polka, gospel, cabaret og chanson med indlagt fællessang i den sørgmodige "Table-Top Joe" Nogle få mere stille ballader, "irish folksongs" høres også – skrevet i samarbejde med hustruen Kathleen Brennan. Smukkest i "Day After Tomorrow". Tom Waits kan faktisk synge pænt, når han vil. Men det vil han ikke. Ingen pauser, ingen snak, musikken taler mest for sig selv, ofte i en kakofoni af lyde, som kunne det være lydkulissen af en storby – by night.

Kl.22.40. Er koncerten forbi? Der har ingen pause været, så det er ok, men publikum vil have mere.
Bandet kommer ind og giver endnu et par numre. Klassikere fra "Woyzeck"-forestillingen, som blandt også gik med stor succes på Betty Nansen-teatret, så må det være slut. Men det berlinske publikum giver ikke op så let. En massiv klapsalve og trampen, som ikke varer under 10 minutter, begynder.
Kl.22.50. Et klaver køres ind. Tom Waits spiller for første gang i aften på sit gamle favoritinstrument. Det bliver nogle få "ældre" numre bl.a. "Johnstown, Illinois" fra 1988. En stille smuk klaverballade. For første gang mærker vi en smule træthed, og at det alligevel tærer på stemmen at growle en hel aften.
Kl.23.00. Koncerten slutter – Tom Waits krediterer kort med"Good night my good people". Vi krediterer med endnu en massiv klapsalve og bevæger os berigede ud i storbyens kalejdoskopiske lydkulisse. Mon det nogensinde skal lykkes at få Tom Waits til Danmark ? Spørgsmålet er Real real gone.