Phoenix
United

Frankrig har de seneste par år for alvor markeret sig på poppens verdenskort med navne som Air og Daft Punk, og fra de to gruppers vennekredse kommer nu kvartetten Phoenix og blander sig på den internationale scene. Som Air og Daft Punk har Phoenix også et godt øre til pophistorien, ikke mindst halvfjerdserne og firserne, men Phoenix er dog først og fremmest et band med guitar, bas og trommer som de gennemgående instrumenter. En del orgel og saxofon har dog også sneget sig ind på deres særdeles afvekslende debutalbum United, der på under fyrre minutter spænder fra korte instrumentalnumre over 70’er-funk på If I Ever Feel Better og kradsbørstig støjrock i Party Time til den ti minutter lange Funky Squaredance, der er lige så absurd som sin titel. Kompositionen starter som røvballe-country med corny slide-guitar for efter cirka tre minutter at glide ind i et længere instrumentalt, funky mellemspil i bedste 80’er-Axel F-stil, hvorpå der sluttes af med en par ligeledes lange heavy-guitarsoloer, afvekslet med lidt mere sang. Til overflod er forsanger Thomas Mars’ stemme på hele nummeret kørt gennem en vocoder-lignende effekt, så han lyder som en mellemting mellem Cher, Eiffel 65 og Brødrene Olsen. Det skorter altså ikke på humor hos de frøædende pophoveder, men de musikalske evner er der sandelig heller ikke noget i vejen med. Foruden de nævnte numre byder United nemlig også på en håndfuld mere tidløse popsange, hvor den gode melodi sidder solidt i førersædet, og både livsglæden og den diskrete melankoli er med i bagagen. Hold øje med Phoenix, der snildt kan blive det næste navn, der maler den internationale pophimmel i trikolorens farver.