Tim Christensen: Secrets On Parade

Tim Christensen
Secrets On Parade

Tim Christensen: Secrets On Parade

GAFFA

CD / EMI Music
Udgivelse D. 05.10.2000
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Tim Christensen var på alle måder dansk rocks darling, da han på det nærmeste væltede den danske rockscene med Dizzy Mizz Lizzy, og der er derfor knyttet store forventninger til hans første soloalbum. Secrets On Parade indfrier i hvert fald de forventninger, som hans fortid i Dizzy Mizz Lizzy har lagt på hans skuldre. Albummet adskiller sig nemlig i udgangspunktet ikke fra bandets to album, og der er intet endegyldigt brud med Waterline og Love Is A Loser’s Game. Det er stadig den stærke melodimager Tim Christensen med den fine fornemmelse for en rendyrket popballade. Det er Led Zeppelin, der møder The Beatles, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, fordi Tim Christensen i sin endnu korte karriere altid har vedkendt sig den gode Beatles-sang og de lidt firkantede og effektfulde guitarriffs. På Sectrets On Parade spiller han dog sine drengedrømme helt ud med en meget gammeldags og helt igennem håndspillet rock, hvor der tilmed anes en smule Cream, når han eksperimenterer lidt med sangene. Men ellers er det guitarens skiftevis flakkende og fastholdende energi, der atter sætter skub under de iørefaldende sange. Men der er næppe tvivl om, at Tim Christensen er stærkest på balladefronten, hvor Love Is A Matter Of ? ubetinget står som albummets bedste komposition. En sang, hvor mellotronen underbygger det stille drama, og samtidig den eneste sang, der stikker lidt ud fra resten af albummets ensartede tilgang til rocksangen. Tim Christensen kommer derfor ikke med noget nyt, hvilket heller ikke skal være et krav til en sangskriver med hans uforlignelige popøre. Alligevel savnes der lidt mere afstand til Dizzy Mizz Lizzys solide og meget ungdommelige rockmusik. Men på Secrets On Parade er han dog dykket lidt dybere i rockens fundament, og det vil bestemt ikke komme ham til skade på hans videre musikalske færd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA