På Go Get Some er det ved hjælp af blandt andet trompet, kontrabas og spinet lykkedes Tys Tys at tegne ni skitser, som umærkeligt formår at ramme sjælen mellem øjnene.

Kunstneriske ambitioner kan føre såvel fryd som fiasko med sig. Det er københavnske Tys Tys et godt eksempel på. Kvartettens selvbetitlede debut fra 2001 var et uegalt møde mellem pop, jazz og cabaret, som aldrig rigtig gav mening, imens deres nye album i dén grad formår at samle de musikalske tråde. På Go Get Some er det ved hjælp af blandt andet trompet, kontrabas og spinet lykkedes Tys Tys at tegne ni skitser, som umærkeligt formår at ramme sjælen mellem øjnene. Særligt stærkt står åbneren Busses, der lyder som First Floor Power i det naivistiske legehjørne, og Not Much I Can Do About It, der klinger af samme blå forladthed, som øret møder hos Under Byen. Det er med andre ord besnærende sangskrivning, der er på færde. På én gang spinkel og solid. Naiv og dybsindig. Legende og alvorlig. Sangerinde Maria Laurette Friis og hendes tre medsammensvorne har ganske enkelt leveret en fin samling sange, som viser, at Tys Tys denne gang har fået spændt ambitionerne rigtigt for – og gudskelov for det.