Monolog
Mumbler

Monolog: Mumbler

GAFFA

CD / Tender Productions / VME
Udgivelse D. 29.01.2001
Anmeldt af
Morten Schwarz Lausten

Den eksperimenterende undergrund i dansk elektronisk musik lever og har det super! Her med en art-jazzet flavour — der med lidt god vilje og åbent sind sagtens kan nå ind over hegnet til andre mere etablerede scener, hvor der lyttes til musikken og vippes lidt med foden. Monolog aka Mads Lindgren giver maskinelt konstruerede, peppende, præcise breakbeats et flydende, tankevækkende og bevidsthedsudvidende rum at udfolde sig i med - især - sin lækre guitarbehandling og et sikkert øre for avanceret, voksen lyttemusik. En god, udknaldet lyst til udfordringer og galskabende leg med et hav af flippede, hjemmebryggede lyde og indsamlede reallyde som hvislende gasblus eller dunken på cementblokke (!) sørger heldigvis for, at dette mytiske hus ikke bliver spor kedeligt, selvom det måske lyder lidt langhåret og akademisk fortænkt. Debutalbummet Mumbler bliver en skæv opdagelsesrejse med timevis af oplevelser på sofaen, når man giver sig tid til at lade sig rive med af de kringlede beats og den dybt rumlende, mumlende bas, der nu og da vender sig som en syntetisk hval i et hav af analoge riffs og samplet lydkaos. .


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA